Hvor er vi?
Vi er i Danmark. Traditionelt får Bil Magasinet adgang til nye biler første gang ved internationale pressepræsentationer i udlandet. Den type aktiviteter er aflyst i øjeblikket. I stedet kommer nogle af de nye biler til Danmark, også i forserie-stadiet, som typisk er de biler, der bruges til internationale præsentationer.
Denne Citroën C4 kommer fra Frankrig, men er testet og køres i Dannark.
Hvad er det?
Det er en helt ny Citroën C4-model. I 2010 kom Citroën C4 Cactus som en meget anderledes bil end den foregående C4, som da også forblev i programmet i flere år sideløbende med C4 Cactus.
Den nye model hedder blot C4, men adskiller sig atter markant fra både Cactus og den forrige C4. Det ser man tydeligt på karrosseriet, som har karakter af SUV-coupé.
Indvendigt fortsætter designudtrykket fra C4 Cactus med en lille lcd-skærm foran chaufføren og en større i midterkonsollen til alt det andet. Men varme og ventilations-systemet har fået egne, dedikerede kontakter og greb. Det er godt.
Desuden kommer C4 fra starten som el-bil kaldet ë-C4. Den benytter samme teknik, som Peugeot 208 og 2008. Det vil sige en 136 hestes el-motor med 260 Nm, og et batteri på 50kWt, som giver en rækkevidde på 350 km (WLTP), en accelerationstid fra 0-100 km/t på 9,7 sek. og en topfart på 150 km/t.

Er det en Golf-konkurrrent?
Ja. C4 er Citroëns bud på en lille mellemklassebil, der skal konkurrere direkte med VW Golf, Ford Focus, Mazda 3 og alle de andre i klassen. Karrosseridesignet skiller sig ud fra disse, men C4 fungerer som enhver anden mellemklassebil.
Den er faktisk mere rummelig både i kabine og bagagerum end det funky design antyder, og førerpositionen bag rattet er også mere hatchback end SUV-agtig.
Teknisk set bygger den på EMP-teknikken, som er den, der også bruges til Citroën C3, Peugeot 208 og 2008. Men der er altså længere mellem akslerne, hvilket giver god plads på bagsædet.

Instrumenterne udgøres af en lcd-skærm på bare 4". Det er så lille, at Citroën har fundet anledning til at give skærmen "ambient" lys på siderne, for at få den til at se større ud.
Kører den som en Citroën?
Ja! Siden C4 Cactus har Citroën helliget sig en undervogn, der er udpræget komfortabel. I den lille C3 sker det i en sådan grad, at bilen krænger mærkbart i sving. Med Citroen C5 Aircross udnytter den bløde affjedring, at den store bil kan bære en mere vuggende, komfortabel fremfærd.
Den nye C4 benytter Citroëns progressive hydrauliske affjedring, som reelt er en lidt avanceret støddæmper. Kørestil og komfort placerer den midt mellem C3 og C5, men kompromisset er den hidtil bedste udgave af den bløde Citroën-undervogn.

Den skrå rem ligner et håndtag. Det er det ikke. Det udgøres af hullet bag elrudekontakterne. Remmen er en designdetalje, der deler den bløde beklædning til venstre fra den hård plast til højre.
Hvad kommer den til at koste?
Citroën regner med at introducere C4 i slutningen af februar 2021.
Prisen starter på 199.990 kr. for en C4 ”Live” med 100 hestes 3-cylindret benzin-motor og 6-trins manuel gearkasse med 16” stålfælge, aircondition, fartpilot, 5” trykfølsom centerskærm, Bluetooth, el-ruder for, højde- og dybdejusterbart rat. El-udgaven starter ved 249.990 kr.
Udstyrsniveauet ”Feel” med samme motor starter ved 219.990 kr. og inkluderer desuden aut. klimaanlæg, 10” Touchskærm, Apple CarPlay, varme i forsæder, læderrat, automatisk nødbremse, el-justerbare og opvarmede sidespejle, tågeforlygter, regn- og lyssensor og led forlygter. Samme version med 130 hk og 8-trins automatgear starter ved 249.990 kr. El-udgaven starter ved 274.990 kr.
Udstyrsniveauet ”Shine” omfatter desuden 18” alufælge, Citroën Advanced Comfort Seats, adaptiv fartpilot, navigation, bakkamera, baksensor, Blind Spot Detection, Head-up Display, el-foldbare sidespejle, nøglefri adgang og start, Lane Assist og mørktonede ruder bag. Med 130 hestes benzin-motort og 8-trins automatgear starter den ved 289.990 kr. En version med 130 hestes BlueHDi turbo diesel-motor og 8-trins automatgear starter ved 299.990 og eludgaven starter ved 314.990 kr.

Bagruden er todelt med en næsten vandret del og en lodret del, som den var i coupé-udgaven af den første C4 fra 2004. Konstruktionen gør, at der ikke er behov for en bagrudevisker.
Herunder følger artiklen fra afsløringen af den nye Citroen C4 i juni 2020:
Velkommen til den nye Citroën C4!
Citroën har haft mange designkoncepter gennem tiderne, og nu er de på vej med endnu et, som bliver rullet ud på den helt nye generation af model C4, som er en af storsælgerne i det franske modelprogram.
Endnu er der ikke for mange eksakte detaljer om den nye model, men Citroën har alligevel været så venlige at stikke os en håndfuld billeder, hvortil der følger sparsom information. But here goes...

Elbilen hedder ë-C4
Du får muligheden for at vælge din C4 med enten benzin, diesel eller som en "ren" elbil.
Elvarianten får navnet ë-C4, og den kommer til at blive en vigtig model for Citroën, som også gerne vil ind på elbilsmarkedet, hvor konkurrencen er hård. Det bliver Citroën's indtil videre femte elkøretøj.

C4-designet tæller, havde du regnet med andet?
Designet er som altid en vigtig ting på de franske modeller, og her kan vi godt allerede godt slå fast, at Citroën C4 kommer til at stå stærkt. Den rammer spot-on i de nyeste tendenser, og den ligner nærmest en for-fransket version af en Audi Q3 Sportback. Det lover godt, og den skal nok blive et hit blandt de hippe typer i storbyerne.

I C4 og ë-C4 er komfort vigtigt
Komfort bliver et af nøgleordene i den nye generation af Citroën C4, og det er ligegyldigt, om du vælger en benzin-variant eller den elektriske ë-C4. Bilen vil blive udstyret med en undervognen, som har et stærkt fokus på komfort, og kabinen vil også være rettet mod komfort snarere end sport – men det havde du vel også regnet med fra mærket, der gjorde den bløde undervogn til folkeeje.
Og hvis du lige har brug for en historietime i de tidligere generation af Citroën C4, så kig med herunder.

Husker du første generation Citroën C4?
Ja, det var den der lidt mærkelige, ikke? Jo, den første generation af Citroën C4 kom i 2004 og var i produktion frem til 2010, og den havde faktisk et meget vovet design – specielt, hvis du valgte den 3-dørs variant, som du ser på billedet her. En anden fed detalje er, at C4 havde et rat, hvor navet var fikseret. Det betød altså, at navet med alle knapperne sad fast, mens kun ratkransen drejede. En detalje, der dog ikke blev nogen større succes, for vi har ikke rigtig set det siden...

Husker du anden generation Citroën C4?
Det helt korte svar er nej. Bilen var i produktion fra 2010-2018 (I Kina produceres og sælges den dog stadig...), og selv om den blev solgt i store styktal, blev det aldrig et køretøj, der for alvor greb den danske motorpresse.
