Citroën C5 X - hvad er det?
Citroën C5 X baseres på samme platform som Peugeot 508, men er længere og højere. Forgængeren blev produceret som sedan og stationcar, men med den nye C5 X har Citroën valgt at kombinere det bedste fra begge verdener tilsat et strejf moderigtig SUV. Det gør den til sin helt egen og er tro mod den avantgarde designfilosofi, der altid har kendetegnet en Citroën. Fans vil formentlig juble, mens andre vil kigge den anden vej.
Højden på bilen giver en nem indstigning og med en frihøjde på 19,4 cm har den endda lidt mere plads under bunden end en DS7 Crossback. Med forhjulstræk skal du dog lige tænke dig om, inden du kaster dig ud i et udfordrende terræn.

Citroën Danmark forventer at sælge 600 eksemplarer af C5 X om året. Leveringstiden er ca. 3-4 måneder.
© Thomas SaksHvor stor er C5 X?
Der findes længere biler i klassen, men med 4,8 meter er C5 X bestemt godt med. Når du ser den i virkeligheden virker den sjovt nok længere, end den reelt er. Pladsen i kabinen er enorm og særligt benpladsen ved bagsædet er generøs. Den faldende taglinje udfordrer høje bagsædepassagerer, men helt galt er det ikke.
Bagagerummet er på 485-545 liter afhængig af drivlinje og regulært i udformningen. Bagklappen er tophængslet og giver god adgang med en relativ lav læssehøjde. Skinnerne på gulvet gør det nemt at skubbe bagagen ind, men får også en glat kuffert til at kurre rundt i sving og ved opbremsninger.
Citroen C5 X må trække op til 1.350 kg som plugin-hybrid og lidt mindre i benzinudgaven.

Den store bagklap giver adgang til et regulært bagagerum med plads til 485-545 liter afhængig af model
© Thomas SaksPlugin-hybrid er det oplagte valg
Med to varianter i det danske modelprogram står valget mellem en 130-hestes benziner eller en kraftfuld plugin-hybrid med 225 hk (180 hk benzinmotor og 12,4 kWh batteri) og en elektrisk rækkevidde på 55 km.
CO2-udledningen er under 50 g/km i plugin-hybrid-varianten, og det udløser den store afgiftsrabat. Da den samtidig har den højeste ydelse er valget mellem de to hurtigt afgjort. Citroën Danmark forventer da også at op mod 90 procent af kunderne vil vælge plugin-hybrid.
Men der er også en anden årsag, som på mange måder handler om selve bilens eksistensgrundlag. I plugin-hybriden suppleres den progressive hydrauliske affjedring nemlig med en elektronisk styret aktiv affjedringskontrol, som gør bilen til et flyvende tæppe.
Det fungerer formidabelt, og du kan læse meget mere om det i næste nummer af Bil Magasinet.
Der er ikke planer om at introducere C5 X som dedikeret elbil.
Læs også: Test af familievenlige Peugeot 3008 plugin-hybrid.
Citroen C5 X plugin-hybrid
- Motor: 1,6 liter benzin med 12,4 kWh batteri - forhjulstræk
- Max. ydelse/omdr. (kombineret): 225 hk / 6.000
- Max. moment/omdr. (kombineret) : 360 Nm / 1.750
- Gearkasse: 8-trins automatgearkasse
- 0-100 km/t: 7,9 sek.
- Tophastighed: 233 km/t
- Brændstofforbrug: 76,9 km/l (WLTP)
- Rækkevidde på el: 55 km
- Mål L/B/H: 4.805 mm/1.859 mm/1.485 mm
- Frihøjde: 194 mm
- Akselafstand 2.785 mm
- Bagagerum: 485 liter
- Anhængervæg: 1.350 kg
Hvilket udstyr skal jeg have?
Citroen C5 X fås i fire udstyrsversioner. Indstigningsmodellen Concorde fås kun til plugin-hybriden, mens benzineren udelukkende markedsføres i næste trin Concorde Premiere Pack. Topsælgeren bliver ifølge Citroën formentlig Concorde Premiere Pack plugin-hybrid.
Her får du meget af det udstyr, du har brug for med 19” alufælge, parkeringssensor for og bag, bakkamera med vaskefunktion, varme i forsæderne, navigation, 10” touchskærm, adaptiv fartpilot, nøglefri adgang, LED for og bag, trådløs Apple CarPlay/Android Auto samt 7,4 kW opladning.
Nødvendige assistent- og sikkerhedssystemer er standard – dog skal adaptiv fartpilot tilkøbe i Concorde til 12.000 kr.
Topmodellerne Palais og Grand Palais tilfører ekstra luksus i den i forvejen lækre kabine. Her får du bl.a. et velfungerende 21” head-up display, varme i rattet, 360 grader kamera, 12” touchskærm, trådløs mobiloplader, lædersæder med el-justerbart førersæde samt elektrisk bagklap med håndfri betjening.
Panoramaglastag er standard i Grand Palais og kan tilkøbes for 25.000 kr. i Palais. Topmodellerne har hele paletten af assistent- og sikkerhedssystemer, og listen er lang.´

Sæderne i Citroen C5 X er fremstillet med en ny type skum med ekstra tæthed, som tilbyder høj komfort uden at blive slaskede.
© Thomas Saks
Kvaliteten i kabinen er høj og designet tilpas avantgarde til at tilfredsstille fans. Infotainmentskærmen er nem at betjene og systemet arbejder hurtigt uden at lagge.
© Thomas SaksPris fra 419.990 kr.
Indstigningsmodellen er plugin-hybrid varianten med Concorde-udstyr til 419.990 kr.
Sjovt nok koster benzineren med samme udstyr præcis det samme. Det er med til at understrege den model, der peges på som bedste køb, da du får mulighed for at køre 55 km på ren el, en højere ydelse og ikke mindst den sofistikerede undervogn.
Topmodellen Grand Palais koster 499.990 kr., hvilket bestemt ikke afskrækker, da du får ekstremt meget bil og udstyr for pengene.
Citroen C5 X kan bestilles nu og står klar hos de danske Citroen-forhandlere i juni 2022.