Chevrolet Camaro GT.R.
Chevrolet Camaro GT.R.Det bliver en bil som denne, Jan og Ronnie skal køre Daytona i© bilmagasinet.dk

Magnussen skal køre Camaro

Indleder sæsonen sidst i januar i nyudviklet Camaro GT.R

7. januar 2010 af Steen Bachmann


For sjette år i træk starter Jan Magnussen sin racersæson ved 24-timers løbet på Daytona i Florida. Den amerikanske sportsvognsklassiker, der er en del af Grand-Am serien, afvikles i sidste weekend i januar og igen i år stiller den danske racerstjerne til start i GT klassen i en bil fra hans amerikanske arbejdsgiver General Motors.

Jan Magnussen skal i år køre for Stevenson Motorsports i en helt ny Chevrolet Camaro GT.R, der er bygget og udviklet af Pratt & Miller, det samme team, der bygger Magnussens Corvette C6.R og de tidligere års Daytona bil, Pontiac GXP.R.

Den nye Camaro GT.R er bygget på samme bund som den Pontiac GXP.R, Jan Magnussen selv var med til at udvikle. Og bilen har vist sig at være hurtig fra start. Ved en fælles Grand-Am test på Daytona i december var teamet hurtigst.

Løbet på Daytona bliver Jan Magnussens første løb siden han blev kørt af banen i sin Corvette C6.R på Laguna Seca i oktober sidste år. Jan Magnussen har siden været plaget af smerter og har måttet aflyse tests, men flere behandlinger og smertestillende medicin har gjort at Magnussen ikke forudser problemer, selvom han endnu ikke er helt fri for smerter.

Jan Magnussen har aldrig vundet løbet på Daytona og dermed det eftertragtede Rolex Daytona-ur. Og til trods for en stærk GT-klasse med foreløbig 26 tilmeldte biler er han ikke i tvivl: I år skal det løb - og ur - vindes.

”Nu skal det ur være mit. Løbet på Daytona er meget hårdt ved bilerne og det gælder om at komme igennem uden uheld. Banen har nogle lange strækninger, hvor man kører på ovaldelen, men på infield er banen snæver og her er der ofte kontakt mellem bilerne, så det drejer sig om, at finde den rette balance mellem at køre stærkt og passe på grejet. Bilen har vist sig at være hurtig, men det er en ny bil, så der er selvfølgelig et lille spørgsmål omkring holdbarheden”, siger Jan.

Jan Magnussen rejser i dag til Daytona, hvor han fredag til søndag skal deltage i den officielle test forud for løbet. Løbet starter lørdag den 30. januar kl. 15.30 lokal tid.

Tekst: Jan Kaiser

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...