Kanonkørsel af danskere i Florida

Jan Magnussen vandt 12-timers løbet i Sebring og Christina Nielsens 2.-plads er bedste resultat nogensinde for en kvindelig dansk racerkører

23. marts 2015 af Bil Magasinet

Det var en lykkelig Jan Magnussen, som sammen med holdkammeraterne Antonio Garcia og Ryan Briscoe kunne stille sig øverst på podiet efter afslutningen på det prestigefulde 12 Hours of Sebring natten til søndag dansk tid.

Det var et benhårdt race med en helt fantastisk og nervepirrende slutning, lød det fra en nærmest ekstatisk Jan Magnussen efter de mange timers hård battle på den amerikanske racerbane.

- Fabriksbilerne fra Porsche var hurtige, og vi måtte pressen bilen ekstra hårdt for at følge med dem. Men bortset fra en afkørsel tidligt i løbet, hvor Ryan Briscoe spandt rundt, holdt vi tempoet og bevarede en plads helt fremme i GTLM-klassen.

Mod slutningen af løbet lagde Corvette-teamet imidlertid en plan, som skulle spare brændstof, og som i sidste ende betød, at Magnussen og holdkammeraterne kunne sikre sig en sejr, som ellers så ud til at havne hos Porsche.

- Situationen vender til vores fordel, da de tre konkurrenter foran Antonio (Garcia, red.) mod slutningen af løbet pitter på et tidspunkt, så de ikke kan nå i mål uden et ekstra stop, forklarer Jan Magnussen.

- Vi kunne regne ud, at de alle skulle i pit én gang mere end os, og dermed var sejren hjemme, forklarede Jan Magnussen.

Det blev dog ikke manglen på benzin, men i stedet en defekt gearkasse, som sendte Porsche-teamets førende bil ud af løbet. Dette skete med blot tre kvarter tilbage af løbet, og så var banen bogstaveligt talt fri for de tre Corvette-kørere.

- Vi troede ikke vores egne øjne. Hele teamet jublede. Strategien virkede, konkurrenterne var sendt til tælling, og Antonio kunne nærmest cruise sejren hjem, lød det fra Jan Magnussen.

- Først Daytona, nu Sebring. Vi vundet de første 36 timer af sæsonen. Der skal lyde en kæmpe tak til hele teamet for en fuldstændig fantastisk indsats. Hvis vi kan holde momentet, bliver det et rigtig godt år.

Sejren i 12 Hours of Sebring er Jan Magnussens fjerde af slagsen og den første siden 2009. Det er niende gang, Corvette Racing tager titlen i det legendariske amerikanske racerløb.

Læs mere på www.janmagnussen.dk

Med i 12-timersløbet på Sebring var også den kvindelige danske racerkører Christina Nielsen, som sammen med holdkammeraterne Brandon Davis og James Davison sluttede toer i GTD-klassen.

Christina kørte 2.-plads hjem i Aston Martin

Christina Nielsen skrev dansk motorsportshistorie, da hun i sin Aston Martin V12 Vantage leverede det største resultat en dansk pige har leveret i international motorsport. I det store amerikanske løb, 12 timers løbet på Sebring, der lørdag blev afviklet i stegende hede for 63. gang, endte kun 23-årige Christina, efter nervepirrende sidste fem minutter, på en flot andenplads i GTD klassen sammen med holdkammeraterne James Davison og Brandon Davis.

Christina kom i bilen første gang under en safetycar periode en time inde i løbet og da hun kom ud af pitten, lå hun på sjettepladsen. Da løbet blev genstartet mistede Christina et par placeringer og lå omkring halvvejs i hendes stint på niendepladsen. Men efterhånden som Christina fandt sig tilpas i bilen, begyndte hun at overhale de rutinerede konkurrenter foran hende. I tætte hårde kampe med Porscher, Dodge Vipers og Audi R8 avancerede hun til tredjepladsen. Efter mere end to timer i bilen overtog Brandon Davis bilen og resten af løbet lå de tre kørere i top fem og kæmpede med om podieplaceringer.

Omgangstiderne viste tydeligt, at TRG Aston Martin Racing ikke havde den hurtigste bil i GTD klassen til løbet, men ved gode konstante tider og uden at miste så meget tid i trafikken, holdt de sig inde i topkampen. Med 1 time 15 minutter tilbage lå James Davison på førstepladsen, men var hårdt presset bagfra af tre hurtigere biler, en Porsche og to Dodge Viper. Med kun 45 minutter tilbage af løbet, var han faldet tilbage på en fjerdeplads, men stadig tæt på de førende. Men løbet udviklede sig mod slutningen, da den ene Dodge Viper fik en straf og det så ud til tredjepladsen var sikker for Christina og holdkammeraterne, selvom de fem første biler lå indenfor et halvt minut.

Dramatisk slutning

Men de sidste fem minutter bragte drama. Den førende Porsche med Farnbacher bag rattet blev presset så hårdt af Blekemoelen i Viper, at han lavede en fejl og kørte af banen og gennem grusset, hvor han var centimeter fra at ramme muren. Han kom tilbage på banen kun 10 sekunder foran Aston Martinen, der havde James Davison bag rattet. Men foran gik der kun yderligere en omgange, før endnu et drama udspillede sig. Motoren på den førende Viper gav op og bilen trillede til et stop i pitten, kun 5 minutter fra en sejr i det prestigefyldte løb.

Glæden hos TRG Aston Martin var dog stor, da de trods alt følte, at de dagen igennem havde været medvirkende til, at Viperen var blevet presset så hårdt, at den ikke holdt løbet ud.

”Jeg er tom for ord. Det er så stort det her” sagde en storsmilende Christina Nielsen efter løbet.

”I min jagt for at blive professionel racerkører og komme til start på Le Mans, er det vigtigt, at man viser resultater i de her store løb. Så at komme på podiet på Sebring er intet mindre end fantastisk. Jeg føler selv, at jeg kørte et rigtig godt løb. I mit første stint, tog jeg det lidt roligt i starten, men da jeg begyndte at kunne presse bilen mere og mere, kunne jeg begynde at overhale konkurrenterne. Det var et fedt stint og dejligt at få passeret en masse konkurrenter”.

Golfspiller imponeret over Christina
 
Christina Nielsen havde hele dagen besøg i pitten af den danske professionelle golfspiller Steen Tinning, der nu er bosiddende på Floridas vestkyst kun 1,5 time fra Sebring. Steen Tinning havde ikke tidligere set et racerløb, men var så betaget af oplevelsen, at han blev hængende hele dagen og så den spændende afslutning.

”Jeg er dybt imponeret af det Christina leverede” fortalte Steen Tinning efterfølgende.

”Helt uhørt, så tager hun kampen op med mændene på lige vilkår og leverer på varen. I hendes første stints kæmpede hun med de bedste chauffører fra de andre teams, men hun begyndte bare at overhale dem stille og roligt, en for en. Jeg er ikke motorsportsekspert, men det jeg så hende levere imponerede mig dybt og hun skal nok nå sine mål. Det var så fortjent at hun fik en podieplads og hun kan være stolt over, at hun i den grad bidragede til at teamet kunne tage hjem med en topplacering”.

Læs mere på Christina Nielsen Racing

Foto: Paul Ryan & Jan Kaiser

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...