spark 1.jpg
spark 1.jpg© bilmagasinet.dk

Fiks mini fra Chevrolet

364 cm lang hatchback med fem døre og skarpt design afløser Matiz

26. februar 2009 af Steen Bachmann

Chevrolets afdeling for miljøvenlige småbiler er ikke tynget af moderkoncernens trange tider. På Genève-udstillingen er der premiere på Chevrolet Spark, der udmærker sig ved at have et CO2-udslip på under 120 g/km uanset hvilken af de to benzinmotorer, du tager.

Spark afløser den trælse discountbil Matiz, og fås foreløbig kun med fem døre. Den turnerede sammen med to andre konceptbiler på en række biludstillinger i 2007, hvorefter publikum kunne stemme på sin favorit. Spark vandt med mere end 1,9 mio. stemmer.

Bilen har et karakteristisk udtryk med dobbelt frontgrill og bulende motorhjelm, som er en hilsen til Chevrolets tidligere muskelbiler. Under grillen er her tågelygter og en luftindsugning, der ser ud til at forsvinde ind under bilen, hvilket giver indtryk af bevægelse. Der kan vælges 13", 14" eller 15" fælge, og håndtaget til bageste dør er skjult a la Alfa Romeo 156. Baglygterne har runde elementer, og tagspoiler er standard.

I kabinen er de digitale instrumenter lige foran føreren en hilsen til et moderne motorcykelcockpit. Midterkonsollen indeholder cd/radio, ventilation og display til kørecomputer, og herunder er der en lille konsol i gulvet med to kopholdere og et aflæggerum.

Akselafstanden er 238 cm, og totallængden 364 cm - tallene for den direkte konkurrent Suzuki Splash er hhv. 236 og 372 cm.

Motorerne er nyudviklede aluminiummaskiner på 1,0 og 1,2 liter, der yder 66 og 78 hk. Begge forventes at have et EU-snit på over 20 km/l og et CO2-udslip under 120 g/km.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...