Biltest af Chevrolet Epica 2,5 LT aut.
Biltest af Chevrolet Epica 2,5 LT aut.© bilmagasinet.dk

Chevrolet Epica 2,5 LT aut.

Slagkraftigt slagtilbud

19. december 2006

Af: Nikolaj Karlshøj

“Næsten-amerikaner” med læder, automatgear og V6

Det er sjældent, at man smækker døren på en bil og tænker ’det er sgu et godt tilbud’, men det gør man efter at have kørt 2.500 km i den nye Chevrolet Epica.

Selvom det er en koransk bil, opfører den sig som en amerikaner. Rækkesekseren har godt med kraft-overskud, men du lunter for det meste afsted, for automatgearkassen er ikke gearet til den sportslige side. I fuldt firspring følger den næsten fem meter lange bil godt med helt ude ved venstre autoværn.

Pladsen er glimrende med 480 liter bagi og god plads på alle sæder, udstyrsniveauet er højt med læderstue og stereo i vanlig GM-lydkvalitet, og det får os helt til at glemme det indirekte styretøj, den løse bagende og den uheldige mangel på stabiliseringsprogram af nogen art. Ja, rattet kan man leve med, og bagenden bliver kun et problem, når man tvinger den til at skride, men med hensyn til det sidste, så synes jeg, at Epica har fortjent ESP frem for f.eks. læder, cd-skifter og el-sæder.

Nå, men nu er det jo netop luksus-elementet, som gør Epica til et godt tilbud. Vel er der discount-feeling hele vejen rundt, men det er som om, koreanerne har tænkt sig om en ekstra gang: Her er mellemblød plastik på instrumentbordet, gode klik-fornemmelser i knapperne og et læderindtræk, som rent faktisk føles som læder. Knappen til sædevarmen er designet som et sæde a la Mercedes-Benz (måske lidt småkikset, men hva´ fa’en…) og Epica ser ret cool ud, når man forlader tankstanderen efter at have betalt for det lidt hampre benzinforbrug: Vi kørte 8-12 -km/l
København-Stuttgart t/r med vejarbejde, tæt trafik og lange åbne stræk.

Smækker du døren, siger det ’pfuff’, og det er ganske ekslusivt med lys, der fader ud og mørklægger kabinen. Måske er jeg let at imponere, men find lige en anden stor 6-cyl. bil til 320.000 kr. Det kan du ikke.

CHEVROLET EPICA 2,5 LT aut.
Motor R6, 2.492 cm, 24V
Ydelse 156 hk ved 5.800 o/min
237 Nm ved 4.000 o/min
0-100 km/t. 9,9 sek.
Topfart 208 km/t.
Forbrug EU-miks 10,8 km/l
Årlig ejerafgift 5.000 kr.
Vægt/last/påhæng 1.470/515/1.700 kg
Mål (L/B/H) 481/181/145 cm
Bagagerum 480 liter
Dæk 205/60R16V
Værditab 3år/60.000 km ca. 160.000 kr. (50 pct.)
Reservedelsindeks 182
Pris 319.997 kr.
Pris u/afgifter ca. 110.000 kr.

VI SYNES…Epica har det meste, det må man give den.
Motoren er en fed lille sag, men automat-gearet sætter en prop i udfoldelserne.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...