Biltest af Chevrolet Epica 2,0 VCDI LT
Biltest af Chevrolet Epica 2,0 VCDI LT© bilmagasinet.dk

Chevrolet Epica 2,0 VCDI LT

Den store diplomat

15. august 2007 af Bilmagasinet

Af: Steen Bachmann & Morten B. Bek

Epica er en stor plastikflyder, der er svær rigtigt at hade.

Den er overraskende stor, Chevrolets topsedan Epica.

Det er naturligvis åbenlyst, at den stikker godt ud på parkeringspladsen mellem de øvrige biler. Men når du sidder bag rattet i diesel-limousinen virker det af en eller anden grund lidt som at køre en Ford Scorpio med interiøret fra en Escort. Hver eneste gang, jeg er stået ud af bilen efter at have kørt en tur, har jeg tænkt: Er den virkelig så stor?

Bevares, der er masser af plads i kabinen – både for og bag, men Epica føles lille og er da også forholdsvis væver at manøvrere rundt med. Rattet er akkurat tilpas justérbart til at opnå en tålelig kørestilling, og sæderne er om ikke direkte svampede, så absolut heller ikke faste eller sportslige.

Lidt på samme måde er det med instrumentbordet, radioen, knapperne og de grønne dioder, der er spredt ud i den ellers grav-dystre kabine: Første oplevelse er uha-uha, men efter et par kilometer begynder de grimme gloser at fortone sig. Selv dørsidens Mercedes-inspirerede, gigantiske trykknapper til sædevarmen lærer man at acceptere som et underholdende indslag.

Epica kører sig med andre ord lige så stille ind på én – lidt ligesom en 10 år gammel Toyota Carina E ville gøre det, hvis du selv havde betalt den. Den er ikke vildt inspirerende, sportslig eller komfortabel, men den er heller ikke direkte uinspirerende, usportslig eller ukomfortabel.

Epica er diplomaten i klassen, og Chevrolets ingeniører har virkelig prøvet hårdt på ikke at falde i nogen huller. Problemet er, at som ved alt godt diplomati er kompromisets resultat aldrig det mest festlige.

Derfor har jeg svært ved at få øje på, hvorfor jeg skal vælge Epica i dette prisleje, hvor der findes både nye og lettere brugte alternativer med højere underholdningsværdi.

CHEVROLET EPICA 2,0 VCDI LT
Motor R4, 1.991 cm, 16V, turbodiesel
Ydelse 150 hk ved 4.000 o/min
320 Nm ved 2.000 o/min
0-100 km/t. 9,7 sek.
Topfart 201 km/t.
Forbrug EU-miks 16,4 km/l
Årlig ejerafgift 4.500 kr.
Vægt/last/påhæng 1.663/382/1.700 kg
Mål (L/B/H) 481/181/145 cm
Bagagerum 480 liter
Dæk 205/60R16V
Værditab 3år/60.000 km ca. 110.000 kr. (35 pct.)
Reservedelsindeks 163
Pris 316.995 kr.
Pris u/afgifter 129.000 kr.

VI SYNES…Det er så populært at skyde på de store koreanere, men ret beset er der jo ikke noget i vejen med Epica. Den er bare meget lidt sjov.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...