Helge Meyer, 74 år, jægersoldat nr. 89 i Danmark og pensionist, har trukket i de gamle krigsklæder for kameraets skyld.

© Søren Juul

Danske Helge er "Guds Rambo" og kørte nødhjælp i en V8-muskelbil

Dette er den utrolige historie om den danske jægersoldat nr. 89, der fik tunet sin Chevrolet Camaro af US Air Force og kørte med nødhjælp på Balkan bevæbnet med hestekræfter og en bibel. Mød Helge Meyer.

9. oktober 2020 af Søren Juul

"Det ligner en rekvisit fra den postapokalyptiske actionfilm Mad Max med Mel Gibson fra start-80’erne, men den sorte Camaro er udstyret med ægte ar og har set sin dosis af kaos, død og ødelæggelse."

En gummiand smiler kækt fra indsugnings­manifolden, der rager op gennem motorhjelmen. Den olme muskelbil er vågnet efter lang tids dvale og lusker søvndrukkent gennem landskabet med urolig motorgang og blus i den ene forlygte.

© Søren Juul

Sideruderne er malet sorte, og i snuden sidder to mystiske sorte lamper i et overdimensioneret kængurugitter, mens kølergitteret har fået hugtænder. Det ligner en rekvisit fra den postapokalyptiske actionfilm Mad Max med Mel Gibson fra start-80’erne, men den sorte Camaro er udstyret med ægte ar og har set sin dosis af kaos, død og ødelæggelse et årti senere under krigen i det tidligere Jugoslavien.

Der blev den kendt som spøgelsesbilen med en tidligere dansk elitesoldat bag rattet kaldet “Guds Rambo”. I virkeligheden hedder han Helge Meyer, der brugte bilen til at snige tonsvis af nødhjælp direkte ind i krigszonerne til trængende børn og ældre for egen regning. 

Camaro’en står og gaber med åbne luftspjæld, mens bagagerummet bugner med kostbar hjertemedicin til de lokale hospitaler. Ifølge Helge ledte han efter et sikkert sted til et kort hvil i ly af højhusruinerne i Sarajevo i februar 1996. 

© Helge Meyer

Den værste væbnede konflikt i Europa siden 2. Verdenskrig

Mens verden fokuserede på genforeningen af Tyskland og den første Golf-krig, trak mørke skyer sammen over Balkan. Her havde diktatoren Tito holdt republikkerne Serbien, Kroatien, Montenegro, Slovenien, Bosnien-Hercegovina og Makedonien i et jerngreb i Jugoslavien, men efter hans død i 1980 begyndte de interne stridigheder at ulme.

De eksploderede i 1991, hvor Kroatien og Slovenien ønskede selvstændighed. Det modsatte den serbisk dominerede jugoslaviske folkehær sig. Det endte med en borgerkrig mellem kroater, bosniske muslimer og serbere med estimerede 300.000 døde, millioner af flygtninge og etniske udrensninger. FN gik i 1992 ind og forsøgte at skabe fred, men den kom først delvist, da NATO tog affære i 1995.

På vej til en bosnisk børnehave med nødhjælp. For ikke at forskrække de krigsplagede børn er Helge Meyer iklædt civilt tøj.

© Helge Meyer

En gang jægersoldat, altid jægersoldat 

Jeg læste vantro om makkerparret for et par år siden på en amerikansk hjemmeside med krigshistorie og har lige siden villet møde dem i virkeligheden. Takket være Facebook er det nu lykkedes.

Foran en garage et sted i Nordjylland venter en ældre herre iført tophue, fleecejakke og kaffe på kanden. Det var ikke lige sådan, jeg havde forestillet mig, den danske Camaro-kriger, der på gamle billeder ligner en farlig vildmand med hurtige solbriller, lædernittehandsker, Vietnam-bandana og et arsenal af blankvåben surret til kroppen over en ærmeløs undertrøje, så ud i dag. Den ranke holdning, det faste håndtryk og seriøse attitude uden pjat gør det hurtigt klart, at vi står overfor en mand lavet af et særligt stof. 

Meyer tilbage i Camaro-kabinen, hvor han engang blev holdt som gidsel med en pistol. Banditten blev pacificeret og smidt ud.

© Søren Juul

Helge Meyers CV er langt og camouflagefarvet. Han blev en af Danmarks første jægersoldater i 1966. I forbindelse med uddannelsen var han i Frømandskorpset for at blive kampsvømmer, Bundeswehr i Tyskland for at springe faldskærm og lærte om guerillakrig i US Army 10th Special Forces Group Green Berets i Bad Tölz.
 
Fra 1976 trænede han amerikanske elitetropper med en berygtet 100 km march på Vestkysten. Efter Jægerkorpset lavede han Danmarks første antiterrorkorps i Ringkøbing, som fangede amerikanernes opmærksomhed og skaffede ham et job med bevogtning af den nu lukkede Rhein Main-militærbase i Frankfurt. Her blev han for alvor taget seriøst, da han opsnusede et forestående terroranslag. Han valgte dog et civilt job som sikkerhedschef for 1.600 mand på avisen Frankfurter Rundschau, men fortsatte med at have adgang til basen.


© Helge Meyer

Helge havde altid den samme tunge "krigsbibel" med i bilen. Af taktiske årsager, havde han også en Koran.

© Søren Juul

Bad om 100 kg nødhjælp – fik 20 ton!

Da krigen på Balkan brød ud, så Meyer målløs til, mens Vesten og Røde Kors vendte det blinde øje til massakrene, der udspillede sig midt i Europa. Han tog sagen i egen hånd og kørte i 1991 sin Chevrolet Camaro hen til sine venner på den amerikanske base for at spørge om nødhjælp. Han bad om 100 kg medicin, men ugen efter stod 20 ton klar i en hal.

“Jeg fik for tre mio. dollars medikamenter – og var i starten lidt naiv. Den ene hånd vasker sikkert ikke den anden, men det gjorde den, så jeg måtte lave nogle opgaver for dem. Det var ok, så længe jeg ikke skulle slå nogen ihjel,” husker den tidligere jægersoldat. 

Opgaverne kunne være at spejde efter nedskudte piloter eller guide C-130 fragtfly, der skulle dumpe nødhjælp, via en radio fra jorden.

Guds Rambo kørte i krig uden skydevåben

Helge kørte ubevæbnet i krig. Det eneste, han havde med, var hans “krigsbibel”, som var en tyk og tung sag, som også var god at slå med... men ingen skydevåben. Det fik basens præst til at give ham kælenavnet “Guds Rambo”.

Heldigvis for os var Meyer en flittig fotograf, han tog mere end 3.000 fotos og lavede video undervejs, som du kan se i Facebook-gruppen “Gottes Rambo Underwegs in War Camaro”. 

De store, sorte lygter udsender infrarødt lys, som kun kan ses med specielle briller om natten. Skørtet foran er til at rydde sne og miner.  

© Søren Juul

Bilen ligner noget fra en skummel actionfilm

Porten går op, og der står den sorte “War Camaro”, som jeg troede var rustet op forlængst. Meyer virker lidt reserveret til en start – måske er han bekymret for, at vi udstiller ham som en gal cowboy? Det hjælper ikke på stemningen, da jeg udbryder, at bilen ligner noget fra Mad Max:

“Gør den? Det kan godt være. Farven fik jeg fra amerikanerne. Den havde Mel Gibson ikke. Og jeg kørte i krig, mens han lavede film. Alt på den har en funktion, for jeg skulle bare overleve”, slår Helge Meyer fast i en bestemt tone.

Historien lyder vildere end et filmmanus fra Hollywood, men en bunke gamle fotos, våbentilladelser, diplomer og takkebreve fra borgmestre og militærfolk, bakker op om Helges utrolige livshistorie. 

Attrap af udstyr, der kunne hente satellitfotos. Det arbejdede dog så langsomt, at det sjældent kunne bruges ved frontlinjen.

© Søren Juul

Malet med lak fra et stealth-bombefly

Den pensionerede soldat sænker paraderne for at fortælle om bilen, som står hans hjerte nært: “Jeg syntes bare, det var en fed bil, og den lød godt, da jeg købte den i 1986. V8’eren har noget beroligende over sig”, fortæller Helge med drømmende øjne, men indskyder: “Min kone har altid hadet den som pesten. Bilen var skyld i, at jeg aldrig var hjemme, og at hun aldrig vidste, hvor jeg var”.

Før vi starter, skal vi lige have et billede af bilen og Helge, der i dagens anledning er trukket i sin gamle uniform og bandana for vores skyld. Det er svært at fotografere bilen i garagen, for den sluger blitzlyset på mystisk vis: “Camaro’en er malet med lak fra en F-117 A”, siger Helge. Det er det kantede stealth-bombefly, der fik sin ilddåb under den første Golfkrig og blev berømt for at være næsten usynlig på radar.  

En gammel dunk maling til et F-117 A bombefly.

© Søren Juul

Amerikanerne ville have nitroanlægget retur, men den voldsomme indsugningsmanifold fik Camaroen lov at beholde.

© Søren Juul

Lattergas fordoblede effekten i motorrummet

Idéerne til at opruste Camaro’en havde Helge inde i hovedet, men han fik hjælp af US Air Force til at føre dem ud i livet. Den originale 5,7-liters V8’er ydede 220 hk – den kunne godt bruge mere power. Det fik den med et lattergas-anlæg, der kunne aktiveres i maksimalt 13 sekunder – længere tid ville have sendt stemplerne op gennem topstykkerne.
  
Det fordoblede effekten til 440 hk og gjorde den i stand til at accelerere til 200 km/t på 13 sekunder. Jeg spejder ned i motorrummet efter lattergasanlægget, men forgæves: “Amerikanerne ville desværre have det tilbage, da jeg stoppede med at køre”, fortæller Helge. 

Den amerikanske hær lånte Helge en kropsvarmedetektor mod, at han lavede en evaluringsrapport om dens evner i en krigszone. Den virker den dag i dag. Med den kunne Helge skanne vejen 1.000 meter frem og styre uden om banditter, der lå på lur i ruiner eller checkpoints med korrupte soldater, der ville have bestikkelse. 

© Helge Meyer

Sneplov og minerydder

Resten af udrustningen er intakt. Metalskørtet forrest, der kan fungere som sneplov eller puffe miner væk, som ikke var serieforbundne: “... for så ville Camaro’en ryge i luften”, fortæller Meyer, som guider videre. På de malede vinduer med elrudehejs kunne der monteres skjulte savklinger som en ubehagelig overraskelse til folk, der ville ind i bilen.

“Der er en stålplade under bunden, for soldaterne lagde fælder i form af sten eller spidst træ for at smadre bilernes bundkar. Men dem pissede Camaro’en bare på”, fastslår Helge. Bulerne i pladen vidner om, at det har virket efter hensigten. Det store kængurugitter får bilen til at se ekstra ond ud – og det var med vilje:

“Folk blev overfaldet og dræbt, når de kørte i de her områder. Jeg tøvede ikke med at træde speederen i bund, hvis en ung mand stillede sig ud foran med en AK-47. Han kunne hoppe væk, men pansret under forruden var ikke stærkt nok til at tage en kugle”. 

Helge benyttede sig af efterretninger fra amerikanerne og tegnede den optimale rute ind hjemmefra på et gammeldags kort. Den kunne kun ses, når det blev belyst med en særlig lampe. På den måde fik uvedkommende ikke nys om missionerne med den dyrebare last af medicin, mad og legetøj til børn og gamle. 

© Helge Meyer

Ekstra lygter med infrarødt lys

Jeg antager, at de store runde lygter i snuden er fjernlygter fra en rallybil, men det er militærgrej. De udsender infrarødt lys, der kun er synligt med infrarød natkikkert. Helge blev dog aldrig fan af teknologien: “Jeg brugte det én gang, for man blev blændet og kunne ikke se ordentligt i otte timer efter”.

Vi stikker hovedet indenfor i kabinen, der føles som det indre af en afsvedet krigsmaskine. Interiøret har også fået et lag flymaling. Med en bagrude af metal og en metalindrammet forrude er cockpittet skrækindjagende klaustrofobisk. Var jeg i Helges soldaterstøvler dengang, havde jeg stampet på speederen, lukket op for lattergassen og leveret den nødhjælp med brølende V8’er i en helvedes fart, men eks-jægersoldaten greb tingene anderledes analytisk an:

“Jeg listede typisk afsted med 80 km/t, og bilen sagde ikke meget, for der var sat en lyddæmpende udstødning på”. 

Til selvforsvar medbragte Meyer en tomahawk og et par kampknive...

© Søren Juul

Barsk attitude for afskrækkende effekt

Helge virker henrykt for at være tilbage bag rattet, hvor han fyrer op i en god cigar og tager de gamle nittehandsker på, som både var gode at køre med og så faretruende ud – præcis den effekt han gik efter som våbenløs enmandshær i fjendeland. Det handlede om at se vild ud, så ingen turde lægge en finger på ham: “Det virkede for det meste”, siger Helge tørt, mens vi studerer hans nærkampsvåben på kølerhjelmen.

Der var dog en gang, hvor Meyers krigspsykologi ikke rakte. I sin selvbiografi beretter Meyer bl.a. om en episode, hvor han bliver stoppet af de frygtindgydende El-Mosahedin ved et tjekpunkt, og en amerikansk konvertit ved navn Joe tiltvinger sig adgang til kabinen. Han holder Helge som gidsel med en pistol for at udlevere ham til serberne, der har sat en stor dusør på Helges hoved.

Nordjylland 2020. Camaro'en bor nu fast i en af Helges venners garage. Skriften på hækvingen er tilføjet efter krigen som en hyldest til den amerikanske og tyske hær.

Nok rejste Guds Rambo uden skydevåben, men slås kunne han stadig. Med sin albue slog han pistolen ud af hånden på Joe, ramte ham på halsen, så han ikke kunne få luft, og så blev Joe sendt til tælling med en knytnæve til ansigtet. Med ro i kabinen skulle Helge herefter undslippe gidseltagerens kumpaner, der kørte foran og bagved i et par pickup’er.
  
Ved at slukke for bremselyset, klodse bremserne og flå i rattet får han vendt Camaro’en og sat forfølgerne af med 13 sekunders nitro. “Jeg smed Joe af lidt senere i en grøft. Han var ikke død – tror jeg. Men jeg skulle bare afsted og regnede med, at hans venner snart ville finde ham”, fortæller Helge her mange år senere.

Børnehavebørn i Sarajevo får udleveret tøjdyr doneret af personalet på Rhein Main militærbasen.  

© Helge Meyer

Bilen SKULLE holde - der var kun råd til benzin

En tur var typisk 2.500 km lang og lød ikke videre hyggelig. “Der var tit nogle idioter, som skød undervejs. Jeg havde ikke råd til reparationer – kun råd til benzin. Den kunne fås mange steder, men ofte var det fortyndet. Heldigvis var V8’eren ikke kræsen”. Helge holdt sig kørende med kaffe, smøger, dåsepølser, bibellæsning og sin “romantiske musik”, som jeg nu får en prøvesmag på. Kassetteafspilleren virker stadig, og Ennio Morriconne’s sørgmodige mundharmomika fra en spaghettiwestern strømmer ud i kabinen. I gamle dage kunne Helge sende musikken ud til en højttaler i motorrummet. Det sidste var endnu et trick til at psyke fjenderne. 

Nødhjælpen kunne bestå af medikammenter som dyr hjertemedicin, men også Pampers, aspirin, babymad, tandpasta, tandbørster, tøj eller mad i konservesdåser der kunne stables i bilen. Her er det dog legetøj, som bliver fordelt i en børnehave i Sarajevo.

© Helge Meyer

Vi er dog ikke helt færdige med at gennemgå de små kneb, der fik Camaro’en gennem krigen. Den kunne lave tåge ved hjælp af en særlig kemikalieblanding i en sprinklerbeholder fra en VW, der blev sprøjtet ned på den varme udstødning. Det reddede Helge engang, hvor en kampvogn havde bilen i sigtekornet. I stedet for at stikke af fingerede han et motorhavari ved hjælp af tågen og slap for at blive kanonføde.

Snigskytterne terroriserede Sarajevo under krigen, så Helge tog sine forholdsregler. Indikatoren på brystet slog ud, hvis han stod i skudlinjen, mens en kevlarhjelm beskyttede hovedet og en flakvest kroppen. I bilen var også elektriker-strips til at stoppe blødninger, skulle han blive ramt. 

© Søren Juul

Vanvittigt rygte satte kæmpe dusør på Helges hoved

Nødhjælpen blev leveret direkte fra bagagerummet til børnehaver, hospitaler, børnehjem og så videre. Lasten kunne koste op til 100.000 D-Mark per tur, så den sorte Camaro var et oplagt bytte. 

Yderligere var der opstået et vanvittig rygte. Camaro’en var blevet set i skudlinjen, da fem serbiske jægerfly blev skudt ned i Osijek i 1992. Helge fik “æren”, selv om han ikke var i stand til at skyde noget som helst. Alligevel udlovede serberne en dusør på 250.000 dollars på ham.

Ingen fik dog nogensinde mulighed for at indløse den, selv om det var tæt på et par gange. To gange er Helge blevet ramt, inklusiv en gang, hvor kuglen satte sig fast i hjelmen. “Jeg var et sted, hvor jeg nok ikke skulle have været” fortæller Helge, som er meget opmærksom på ikke at afsløre eventuelle fortrolige opgaver, han løste for at få udleveret nødhjælpen. 

Helge slap for skrammer på sine mange ture - men det var tæt på at gå helt galt et par gange, som dette fastborede projektil i hans gamle hjelm vidner om. 

© Søren Juul

Redaktionens Søren Juul med et eksemplar af Helge Meyers danske selvbiografi “Guds Rambo - Manden der hjalp krigens børn”. Den kan købes på Forlag1.dk.

Vennerne donerede en frisk V8-motor, da den gamle gav op

Den originale V8-motor i Camaro’en gav op i 2009. Så Helges venner splejsede til at give ham en anden. Det gør, at vi i dag kan køre i bilen. Med en dyb rumlen trækkes den gamle muskelbil op i fart. Efter fem minutter er Camaro’en vågnet op og har blus i begge lygter. Det må have været et utroligt syn at møde de to, når de kom med nødhjælp i sin tid.

Jeg stiller Helge et sidste spørgsmål: Var du aldrig bange? “Jeg var kontrolleret bange hele tiden, men jeg læste i Biblen og havde lavet en aftale med Gud. På den første tur bad jeg ham om assistance og lovede, at hvis han fik mig sikkert frem og sørgede for, at bilen klarede det uden problemer, ville jeg male siderne med guld i min bibel.

Når den er fyldt op med gyldne sider, er jeg klar til at stille træskoene. For mig er det normalt at hjælpe børn og gamle. Hvis ikke jeg skulle gøre det med min baggrund, hvem skulle så?”. Danske Helge Meyer vil ikke kaldes en helt, men det er han altså i vores bog. 

Helge Meyer kørte 160 ture fra Tyskland til Balkan med nødhjælp til en værdi af tre mio. af datidens US dollars. De blev sponsoreret primært af USA. Turene var på eget ansvar og kostede ham personligt 1.000 D-Mark til benzin per gang, som han tjente til som sikkerhedschef på en stor tysk avis. Den første tur skete i 1991. Fra 1998, efter krigen i Bosnien var overstået, fik han sygeplejersken Nicole Hartmann som co-driver.

© Helge Meyer

Helge Meyer fotograferet i Nordjylland i foråret 2020.

© Søren Juul

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...