byd atto 3 test
BYD Atto 3 test© A. Hansen

Billig kineser er fuld af fantasi - men den kan give dig en GRIM hovedpine

Udvendig ligner BYD Atto 3 et gennemsnit af markedets aktuelle mellemklasse-SUV’er, men indvendig er der skruet op for humørfabrikken

28. december 2022 af Mikkel Thomsager

Når man kigger ind i kabinen på BYD Atto 3, ligner det den dag i børnhaven, hvor pædagogerne netop blev færdige med at rydde op. Den ser anderledes og fantasifuld ud, der er nærmest lidt humørfabrik over dens udtryk.

Kabinebelysningen kan justeres i mange farver. Man kan vælge et aktivt program, hvor lyset skifter i farver hele kabinen rundt, og en del af belysningen sidder i dørhøjttalerens krans, hvor den kan lave lysshow. Kabinens frontpanel fremstår som en fantasifuld bølge på tværs af kabinen, ventilationsspjældene ligner noget fra en legetøjsbil, og finalen udgøres af den store centerskærm, der kan vendes 90 grader fra lodret vandret ved tryk på en knap. 

Det virker nærmest fjollet, og ved første øjekast kan man få den tanke, at det er noget kinesisk skrammel, der falder fra hinanden, når man begynder at bruge det.

byd atto 3 test
BYD Atto 3 test© A. Hansen

Build Your Dreams (byg dine drømme)

Men det gør det ikke. Selv om løsningerne ser påhittelige ud, så virker de solide. De fleste af dem fremstår i lækker finish, og løsningerne går ikke på kompromis med brugbarheden.

BYD, som er en forkortelse af Build Your Dreams (byg dine drømme), er verdens største producent af elbiler. Det er Kinas fjerdestørste bilproducent, med en årlig produktion på flere millioner biler. 

BYD introduceres i Danmark af samme koncern, som står for Hyundai-importren, og fra starten er der tre modeller på programmet.

byd atto 3 interiør
BYD Atto 3 test

Atto 3 har tre mangler

Atto 3 er den mindste af de tre. Den har næsten samme udvendige mål som en Volvo C40 og er bygget fra bunden af som elbil.

Batteripakken udgør derfor bilens bund, hvorfor kabinens gulv er flat, hvilket gør Atto 3 mere rummelig end Volvo’en, der har batterierne stuvet sammen delvist i kabinen.

Atto 3 har et par fejl og mangler: Bagsmækken åbner ikke højt nok, så er man over 170 cm slår man nemt hovedet, indtil man lærer højden at kende. Infotainmentsystemet har ikke adgang via Apple Carplay og Android Auto, og forruden præsterer en del vindstøj ved motorvejsfart. 

Varmeaparatet udgøres af en varmepumpe. Det er i sig selv en god løsning, men under testen syntes apparatet langsommeligt. Det tog længere tid at få varme i kabinen end i en benzinbil fra kold motor.

Læs også: Test af Xpeng P7.

Byd Atto 3 test
BYD Atto 3 test

Gennemarbejdet og troværdig

Derudover fremstår Atto 3 som en gennemarbejdet, troværdig elbil, med velfungerende udstyr og overraskende nuanceret undervogn.

Styringen er elagtig-ligegyldig, men retningstabliteten er ok og affjedringskomforten er særdeles god og velafstemt, og den automatiske fartpilot fungerer fint og stabilt.

Kabinens indretning ser anderledes ud, men den fungerer godt. Al sekundær betjening er samlet i centerskærmen.

I sig selv har den god opløsning og den arbejder den hurtigt, men det kræver tilvænning at bruge menuerne.

Pænt og dybt bagagerum

Fladt gulv og pænt lang akselafstand giver god plads på bagsædet, og bagagerummet er på pæne 440 liter, omend gulvet ikke er i plan med kofangeren, når den elbejtente bagsmæk åbner, så man læsser ned i et hul.

Der er ikke noget rum i bilens front, selv om der er plads til det, så ledninger roder i bagagerummet.

Der er også god plads omkring førersædet, hvor siddepositionen er højere, end bilen giver indtryk af, hvilket naturligvis også skyldes batteriernes placering under gulvet.

Batteriet er på 60 kWh, og det kan lades med op til 80 kW. Rækkevidden er opgivet til 420 km, og det var vi ikke langt fra under testen, hvor bilen klarede sig med omkring 17 kW pr. 100 km i tørt vejr med plus fem grader. Den er opgivet til 16 kW/100 km.

Byd Atto 3 test
BYD Atto 3 test

Priser og garanti på Atto 3

Atto 3 kommer til Danmark med femstjernet crachtest, fire års eller 120.000 garanti på hele bilen og otte år eller 160.000 kr. på batteriet.

Der er kun to udstyrsvarianter og fire farver at vælge imellem. Billigste model starter ved 329.995 kr. Her er panoramosoltag, nøglefri adgang og start, elbetjente forsæder og meget mere standard.

Vil man have den store centerkærm og elbagklap er merprisen 20.000 kr.

Det simple program gør, at bilerne er på lager, og de nye BYD-forhandlere kan levere med det samme.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...