Bilen føles lille og lav. Undervognen er stram, men det er tydeligt, at den er sat op til at levere et acceptabelt niveau af komfort. I kabinen finder jeg al den luksus, man kunne forvente i 90’erne. Her er klimaanlæg, elsæder, træ overalt og så et lækkert Nakamichi-stereoanlæg til at runde oplevelsen af.
Motoren ligger lige bag min øregang, og på trods af sine 12 cylindre siger den ikke meget. Det er en 12-cylindret maskine med et relativt lille slagvolumen på 3,5 liter. For at give ekstra effekt er den monteret med turboer – en hel del faktisk.

0-100 km/t er overstået på 3,2 sek.
Rundt i motorrummet kan du spotte fire turboladere, som både stjæler plads og ikke mindst motorlyd. I stedet for en italiensk brøleabe med åbenstående skjorte og brysthåret flagrende i vinden virker Bugatti EB110 mere som en forretningsmand iklædt et stramt jakkesæt og med en attachemappe i hånden. Det er ikke en blærerøvsbil.
Med sit stramme design, 560 hk og en 0-100-tid på 3,2 sekunder er den overlegen. Og sådan føles den også at køre.
Gearskiftet har en god tyngde, men det er ikke hård træning som i en Lamborghini Diablo. Koblingen kræver heller ikke lårbasser af stål, og firehjulstrækket gør, at du ikke behøver at bekymre dig om udskridninger – i hvert fald ikke så længe asfalten er tør.

Byggede fabrik tæt på Ferrari
Bugatti-mærket lå dødt fra 1963 til 1987, hvor den italienske entreprenør Romano Artioli købte det. I 1990 stod en helt ny fabrik klar i Campogalliano lige udenfor det italienske superbilsmekka, Modena.
Det stod klart, at mærkets genfødsel krævede en ekstraordinær bil, og det er EB110, som har sit navn fra, at Ettore Bugatti ville være fyldt 110 år i 1991.
Bugatti opkøbte Lotus-fabrikken, som havde et godt forhandlernetværk i USA, men så opstod et problem, ingen havde forudset. De andre superbils-fabrikanter delte underleverandører med Bugatti, og pludselig var leverandørerne ikke længere interesserede i at lave reservedele til mærket.
I starten kunne fabrikken holde det hen ved at genbruge dele fra prototyper, men til sidst gik produktionen i stå. 23. september 1995 gik fabrikken konkurs, og de ellers så smukke fabriksbygninger i Italien blev lukket permanent.
Heldigvis eksisterer langt de fleste EB110’ere stadig, og det er også muligt at få dem serviceret. Herhjemme sker det hos Formula Automobile i Lyngby, der flyver to ældre Bugatti-specialister ind fra Italien – det er ikke billigt, men det forventer ejerne heller ikke. Tak for turen.

FAKTA Bugatti EB110 GT (1991)
Motor: V12, 3499 cm3, 60V, 4 x turbo
Effekt: 560 hk ved 8000 o/min
0-100 km/t 3,6 sek.
Topfart 343 km/t
Dimensioner
L/B/H/ 440/194/113 cm
Køreklar vægt 1618 kg
Antal bygget: 139 stk.
Pris i dag: Fra 6.000.000 kr. uden afgifter