© Bugatti

Bugatti genopliver "baby" og skaber den ultimative elbil for barnlige sjæle

For anden gang i historien kører Bugatti den legendariske Type 35 gennem en krympevask og forsyner den med en elmotor. Mød den nye Bugatti Baby II!

28. juli 2020 af Søren Juul

Det er normalt forbeholdt stenrige Bugatti-samlere at klemme sig ind bag trærattet af en Bugatti Type 35. Nu du har chancen, også hvis budgettet kun rækker til en ny VW Polo med lidt ekstraudstyr. Du skal nok bare suge maven ind og forberede dig på et par skuffelser i forhold til den ægte vare...

Fødselsdagsgaven, der blev et hit

I 1926 snedkererede Ettore Bugatti en lille elbil sammen til sin yngste søn, der fyldte fire år. Den var en kopi i halv størrelse af raceren Type 35, der i dag er kendt som den mest succesfulde Bugatti på racerbanerne nogensinde. Legetøjsbilen skulle i første omgang kun bygges i ét eksemplar, men da kunderne fik nys om det lille køretøj, blev de så ellevilde med idéen, at den italienskfødte sportsvognsfabrikant satte den i serieproduktion på fabrikken i Molsheim i Alsace.

Bygges i 500 eksemplarer 

Der blev bygget 500 stk. Bugatti "Baby" mellem 1927 og 1936. De er i dag stærkt eftertragtede, for en Bugatti-samling regnes først komplet, hvis man har den lille fætter holdende i garagen også.  

Skru tiden frem til 2019, og Bugatti går sammen med firmaet The Little Car Company om at skabe en efterfølger, som også skal bygges i 500 eksemplarer. De blev alle revet væk efter premieren på biludstillingen i Genève, men nogle af kunderne er nu sprunget fra, hvorfor du nu kan lægge en bestilling i ordrebogen. 
 
Bugatti Baby II

Baby II er designet efter et 3D-scan af en Bugatti Type 35, der blev bygget til det franske Grand Prix i Lyon i 1924. 

© Bugatti

Den har plads nok til en voksen 

Der er stadig tale om en baghjulstrukket "elbil", men til noget større børn. 

Bugatti Baby II er en replika i 3/4 størrelse af en Type 35. Trærattet med fire eger kan klipses af for lettere adgangen – en fordel for voksne, der har ladet sig lokke af modellens sjove historie og specifikationer.

Der sidder smalle, dekorative Michelin-dæk på fælgene, støddæmperne er adaptive, et differentialespær holder styr på kræfterne og hydrauliske bremser hjælper med at stoppe det 230 kg tunge legetøj.



I de to kraftigste varianter Vitesse og Pur Sang har du op til 13,6 hk under højre fod, og du kan snige Bugatti'en op på 70 km/t - hvis du altså har aktiveret den særlige "Speed Key", der låser topfarten op, ligesom på hyperbilen Bugatti Chiron...

Er det kun junior, som skal køre i den, kan du overveje basisvarianten Base, der nøjes med en mindre 1,4 kWh batteripakke i stedet for en på 2,8 kWh. Den kan slæbe Bugatti'en op på 20 eller 45 km/t, afhængig af, om du har valgt Novice- eller Expert køreprogram. Rækkevidden er cirka 25 km, mens Bugatti Baby II Vitessse og Pur Sang skulle være god for omkring 50 km. Er det ikke nok, kan du i begge tilfælde skiftet batteriet ud på stedet med et der er ladt op.  

I kabinen ser "Babyen" yderst autentisk ud.

Den koster det samme som en ny bil...

Det kriblede i fingrene på os her på redaktionen for at bestille et eksemplar - indtil vi så nærmere på prislisten. Den lille Bugatti er ikke for fattigrøve. Du kan få en brugt sportsvogn i størrelse 1:1 i stedet for en Bugatti Baby II Pur Sang...

Priser Bugatti Baby II

Base: 1,8 kWh batteripakke, topfart 45 km/t, rækkevidde 25 km, karrosseri i kompositmaterialer. Pris fra 223.584 kr. 
Vitesse: 2,8 kWh batteripakke, topfart 70 km/t, rækkevidde 50 km, karrosseri i kulfiber. Pris fra 324.197 kr.
Pur Sang - 2,8 kWh batteripakke, topfart 70 km/t, rækkevidde 50 km, karrosseri i håndbanket aluminium. Pris fra 435.999 kr.

Andy Wallace

Det er ikke en joke - Bugatti's cheftestkører Andy Wallace har været med til at udvikle legetøjsbilen Baby II. 

© Bugatti

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...