Vand i motoren sparer brændstof og øger effekten – sådan virker det

Bosch har udviklet et snedigt system, som øger motorens effekt med vanddamp. BMW M4 GTS er den første bil til at køre med det, hvilket har givet bilen et solidt boost.

6. september 2016 af Mathias Brandt

Benzinmotorer forbrænder ikke alt brændstoffet. En del af det bliver i stedet brugt til at afkøle motoren, men Bosch har udviklet et vandindsprøjtningsystem, som kan afkøle motoren langt mere effektivt. 

Det er specielt den turboladede motor, som kan drage fordel af denne teknologi. Og det er ikke kun benzinøkonomien, der forbedres. Også effekten øges.

Grundlaget for den nye motorteknologi er det enkle faktum, at en motor ikke må blive overophedet. For at forhindre dette, indsprøjtes der i dag ekstra brændstof i stort set alle benzinmotorer.

Dette brændstof fordamper og køler dermed dele i motorblokken ned. Løsningen fra Bosch fungerer ved, at inden brændstoffet antændes, indsprøjtes der en fin vanddamp i ind-sugningskanalen, der køler effektivt på grund af vandets høje fordampningsegenskab.

Vandindsprøjtning kan således levere et ekstra boost i den turboladede motor, hvilket får motoren til at køre endnu mere effektivt på grund af det tidligere tændingstidspunkt.

Og bilen behøver ikke have en kæmpe vandbeholder i bagagerummet. Motoren bruger nemlig kun nogle få deciliter pr. 100 km. I BMW M4 GTS, som er den første serieproducerede bil med dette system, rækker vandtanken til omkring 3.000 km, og skulle tanken være tom, fungerer motoren fortsat uden problemer.

Men hvad med rust?

Du behøver ikke frygte, at din motor ruster. Der efterlades nemlig ikke noget vand i motoren. Vandet fordamper inden forbrænding i motoren og udledes i sidste ende sammen med udstødningsgassen.

Selvom du endnu ikke kan gå ned til din lokale forhandler og bestille en typisk familiebil med vand i motoren, er det formodentlig en teknik, vi kommer til at se mere af i fremtiden. Specielt med det store fokus på downsizing, turbomotorer og skrappe miljøkrav er denne teknik relevant.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...