Tysk retrobil genopstår med BMW's nye M5-motor

Tredje gang er lykkens gang! Det er ikke længe siden, at britiske TVR annoncerede, at de var på vej med en ny bil. Nu følger tyske Wiesmann trop. Firmaet har ellers været konkurs flere gange.

16. oktober 2017 af Jesper Kruuse-Jensen

I 2013 gik Wiesmann konkurs, og efter et mislykket forsøg på at genoplive sig selv i 2015, troede de fleste nok, at den endelig var lagt i graven. Men nu prøver de på ny. Den tyske specialbilsbygger forsøger nu endnu engang at få foden indenfor i den eksklusive klub af sportsvognsproducenter.

Wiesmann's retrodesign har altid været drevet af BMW's fænomenale M-motorer, og den strategi fortsætter de tilsyneladende med. Den nye Wiesmann bliver angiveligt udstyret med samme motor, som driver den nye BMW M5. Chefen for Wiesmann, Mario Spitzner, ligger da heller ikke skjul på sin begejstring over atter at samarbejde med BMW. 

I den nye BMW M5 yder den 4,4-liters V8-motor 600 hk takket være to store turboer. Wiesmann har endnu ikke offentliggjort, om de har tænkt sig at pille ved BMW's lille perle, eller om de 600 heste er nok. Men en ting er sikkert, de kommer ikke til at drosle motoren ned - så 600 hk får den i hvert fald.  

Med ca. 600 hk får den ca. 100 heste mere end de 500 hk, som den nye TVR Griffith præsterer fra sin V8-sugemotor. Wiesmann har ikke offentliggjort navnet på deres nyeste sportsvogn, men den bliver efter planen lanceret i første halvdel af 2018.

Vi håber der er plads til både engelsk charme og tysk dynamik i det særlige marked, som består af nichesportsvogne. 

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...