BMW 320d Sport Line aut.
BMW 320d Sport Line aut. © S. Bachmann

BMW 320d er dieselbilens foreløbige højdepunkt

Har diesel stadig noget at byde på, giver det mening at købe en ny dieselbil og fungerer det i det hele taget til en sportslig bil som den nye BMW 3-serie? Ja, ja og atter ja. BMW 320d er en mesterværk af en bil til en halv million kroner

10. januar 2020 af Steen Bachmann


Der er mange myter i bilernes verden. Alfa Romeo ruster (nej, de gør ej), Peugeot går i stykker (nej, ikke mere), og dieselbiler sviner (nej – i hvert fald ikke nye dieselbiler). 

Søgningerne på Bilbasen efter brugte dieselbiler stagnerer, og der er folk, der tror, at dieselbiler snart bliver forbudt. Det er skørt, når man ser på fakta, for kører du langt, er diesel fortsat det bedste bud.

Derfor er det en fornøjelse at tage plads i det lavt monterede sportssæde i dagens testbil, og trykke på startknappen til venstre for gearvælgeren. 

Hvor tidligere generationer af BMW's dieselmotorer var effektive, men også med en rå og højlydt motorgang ved koldstart, er det en anden historie i dag. Den 2-liters, firecylindrede forbrændingsmotor springer i gang uden tøven med en venlig og afdæmpet brummen – her er ingen hybridsystemer eller elmotorer, der hjælper til (gå efter opladningshybriden 330e, hvis du vil køre på el), så det er en rent fossildrevet bil med en brændstoftank på 59 liter.

BMW ser en stor fremtid for dieselbilen

Ved den internationale præsentation af 3-serien for pressen i februar 2019 i Portugal fortalte BMW-talsmand Kai Lichte:

“Vores dieselmotorer er fremtidsikrede og lever op til Euro6d Temp-normen. Vi putter den bedst tilgængelige teknik på gaden, som lever op til alle krav, så vi ser stadig en stor fremtid for dieselmotoren, når det kommer til CO2-udslip.”

Det er muligvis den sidste generation af 3-serien uden elmotor, så på en måde er det kulminationen for dieselbilen. Og det lever den op til.

BMW 320d Sport Line aut.
BMW 320d Sport Line aut. © S. Bachmann

Har bygget 3-serie diesel siden 1987

BMW har en vis erfaring, for de har bygget 3-serie modellen siden maj 1975, hvor den debuterede som todørs sedan på det olympiske stadion i München. Fire døre kom til med anden generation i 1983, og fra 1987 blev diesel også en mulighed. 

Dieselbilen BMW 324td havde en sekscylindret rækkemotor med turbolader på 2,4 liter og 115 hk, en 0-100-tid på 11,7 sek. og et forbrug i blandet kørsel på 14,3 km/l. Den køreklare vægt var 1.260 kg. Varianten blev den mindst solgte i 3-seriens historie og fik en kort levetid, men siden gik det bedre for motortypen.

I marts 2019 kunne de danske BMW-forhandlere så præsentere syvende generation af 3-serien. 

Fabrikken er næsten startet helt fra bunden af. Modellen har tabt sig op til 55 kg, selvom den er vokset en del i forhold til forrige generation – den fylder nu omtrent det samme på asfalten som en BMW 5-serie fra sidst i 1990erne. Totalt er bilen blevet otte cm længere og med fire cm længere akselafstand. 

Her er endnu mere fokus på køredynamikken med en 50:50 vægtfordeling for/bag. og sporvidden er øget med fire cm foran og to cm bag for at give bedre vejgreb. Samtidig er styretøjet er blevet hurtigere.


Her er en ny type støddæmpere, der får hjulene til at gribe bedre fat på ujævnt underlag og i sving – og der kan tilkøbes både M sportsundervogn og adaptive støddæmpere.

Der fås fire- og sekscylindrede dieselmotorer fra 150 til 265 hk og en firecylindret turbobenziner med 184 eller 258 hk. Alle varianter undtagen den mindste har automatgear, mens firehjulstræk kan tilkøbes.

Kører nemt 19 km/l i snit

Testbilen 320d har en firecylindret, 2,0-liters dieselmaskine i aluminium med to turboladere og 190 hk. 0-100-tiden er 6,8 sek. og snitforbruget 19,6 km/l – som er pærenemt at opnå i virkeligheden på trods af, at bilen vejer 1.530 kg. 

Med partikelfilter, indsprøjtning af brændstof under ekstremt højt tryk og tilsætningsstoffer, der hjælper med at forbrænde skadelige stoffer i udstødningsrøgen, har BMW fået has på dieselmotorens problemer med udledning af skadelige stoffer. 

Den øgede fokus på, at bilen også skal være sjov at køre, mærkes omgående. 3-serien opfordrer nærmest til at køre offensivt gennem sving – ikke nødvendigvis i højt tempo, for bilen yder også fin komfort – men bare fordi, den kan. 

Det signalerer en overskudsagtig måde at køre på, som gennemsyrer hele bilens væsen.

BMW 320d Sport Line aut.
BMW 320d Sport Line aut. © S. Bachmann


Den digitale kabine er helt ny. Skærmen mellem sæderne har fået en smallere ramme og er bedre integreret, og den nye digitale instrumentering kræver ikke den store tilvænning. Man kan konfigurere den, som man vil, men overvej, om du kan finde de ekstra 19.140 kr. til BMW's fremragende headup-display. Når først man er vant at aflæse data på forruden, vender man ikke tilbage til at se på instrumenterne. 

Resten af designet i interiøret er stramt. BMW’en føles frisk og nutidig i kabinen, men blander ikke modernitet med klassiske detaljer lige så elegant som en Mercedes-Benz C-klasse.

Balanceret og vågen 3-serie

Den sportsligt anlagte undervogn og et præcist styretøj forvandler den nye BMW 3-serie til en køremaskine uanset motorvariant. Undervognen følger de mindste input, mine hænder giver rattet, og bilen føles både velbalanceret og vågen. Opsætningen af køredynamikken er mesterligt udført!

De mindste dieselvarianter fås med manuelt gear, men ellers står den på en opdateret udgave af BMW’s ottetrins automatgearkasse, der byder ind med en blød igangsætning og veltimede gearskift. 

Som ekstraudstyr fås en effektivitetsassistent, der lader gearkassen tale sammen med navigationsanlægget og et hav af sensorer og kameraer – og planlægger gearskiftene, så du ikke får uønskede gearskift midt i en stribe sving. Det fungerer faktisk.

BMW 320d Sport Line aut.
BMW 320d Sport Line aut. © S. Bachmann


Der er kommet mere ro og stabilitet, når det går ligeud. Støjniveauet holdes lavt ved hjælp af akustiske ruder foran og skum i A-stolperne, så du behøver ikke hæve stemmen i kabinen. Samtidig er der en ro i styretøjet, som du kun kan drømme om i den hyperaktive Alfa Romeo Giulia.

Vil du have en mere sportslig bil, kan du tage M- Sport-pakken til 99.998 kr. med velvoksne 19” fælge , 10 mm sænket undervogn og et væld af udstyr fra M-afdelingen – det sker til dels på bekostning af komforten, men 3-serien bliver dog aldrig hård eller ubehagelig.

Adaptiv fartpilot koster ekstra - hvad sker der?

BMW har nogle af markedets bedste assistenter til at hjælpe med at køre bilen, så det kommer som en overraskelse, at testbilen ikke har adaptiv fartpilot som standard. 

At BMW finder det vigtigere med eljustering af sæder, som man bruger én gang, i stedet for adaptiv fartpilot, som man bruger hele tiden, er tosset. Begynd derfor med at krydse af for piloten til 11.500 kr. 

Testbilen har en køreassistentpakke med aktiv vognbaneassistent og udvidet nødbremse til 13.000 kr., men altså ikke adaptiv fartpilot. Få lige rettet det, BMW.


BMW 320d Sport Line aut.
BMW 320d Sport Line aut. © S. Bachmann


Hvad skal du ellers vide? Benzinmotorerne til 3-serien er effektive, men vi ville gå efter diesel, fordi ydelsen er høj, forbruget er lavt og du alligevel ikke får lækker motorlyd med fire cylindre uanset om du tager diesel eller benzin (den sekscylindrede dieselmotor i 330d er en helt anden historie; den fås fra 552.784 kr.).

Adaptiv fartpilot er et must, men herudover er det udelukkende smag og behag og ikke mindst bilbudget, der sætter grænserne for mængden af udstyr. Uanset variant og motor, får du en af markedets mest komplette sedaner lige nu.

BMW 320d Sport Line aut.
BMW 320d Sport Line aut.

BMW 320d Sport Line aut.

Opbygning
Firedørs sedan, dieselmotor, ottetrins automatgear, baghjulstræk

Motor
R4, 1995 cm3, 16V, turbodiesel
190 hk ved 4000 o/min
400 Nm ved 1750 o/min

Præstationer
0-100 km/t 6,8 sek.
Topfart 240 km/t
Forbrug WLTP 19,6 km/l (test 19,1 km/l)
CO2-udslip 134 g/km

Dimensioner
L/B/H 471/183/144 cm
Akselafstand 285 cm
Køreklar vægt/last/påhæng 1.530/555/1.600 kg
Bagagerum 480 liter

Dæk
225/45R18 Pirelli P7

Årlig afgift
2.580 kr.

Reservedelsprisindeks
118*
* Indeks 100 er gennemsnittet for summen af 11 gængse reservedele for de ti mest solgte biler i 2018.

Service
En basal serviceaftale hos BMW for 3 år/60.000 km koster 5.998 kr. med et serviceinterval på 30.000 km. Der fås også mere omfattende pakker.

Garanti
2 år mekanik uden km-begrænsning/ 3 år lak/ 12 år rust. 3 år/200.000 km fabriksgaranti koster 11.622.

Pris

485.000 kr.
(testbil 635.531 kr.)

Baggrund

Standardudstyr

3-zones klima
Advantage-udstyrspakke
Alarm
Ambient kabinelys i valgfri farver
Automatgear
Automatisk nedblænding af bakspejl
Digitale instrumenter med navigation og hifi-anlæg
Fartpilot
Kabinelister i sort high-gloss
LED-tågelygter
Metallak
Nedfældelige nakkestøtter
Opbevaringspakke
Parkeringssensor for og bag
Rudelister i krom
Sædevarme for
Skiluge
Sportslæderrat
Sportssæder
Stor brændstoftank (+19 l)

Udvalgt ekstraudstyr

18” letmetalfælge 16.601 kr.

Adaptiv fartpilot med køassistent 11.500 kr.

Ratvarme 4.883 kr. 

Elbagklap 9.570 kr.

Komfortadgang 11.523 kr.

Instrumentpanel i Sensatec kunstlæder 9.765 kr.

LED-forlygter med udvidet indhold 10.000 kr.

Fjernlysassistent 3.125 kr. 

Headup display 19.140 kr. 

Driving Assistant-pakke 13.000 kr.

Parkeringsassistent inkl. bakkamera 10.742 kr.

Sikkerhed

5 stjerner af Euro NCAP
24-timers nødopkald
Antipiskesmæld nakkestøtter for
Automatisk barnestolsgenkendelse
Automatisk nedblændeligt bakspejl
Automatisk nødbremse med fodgænger- og cyklistregistrering
Blindvinkelalarm

Baggrund

BMW 3-serie er en institution og mærkets vigtigste og mest solgte model i årtier. Syvende generation blev introduceret i Danmark i marts 2019 som sedan, der blev suppleret af stationcar (Touring) i efteråret 2019. Der fås diesel og benzin, og fra efteråret opladningshybriden 330e med benzin- og elmotor. Modellen er populær som leasing, men der findes også et større antal importerede, nyere brugte 3-serier herhjemme. Som brugt er især de seksylindrede varianter eftertragtede.

Finansiering

BMW Financial Services tilbyder at finansiere testbilen. Med en udbetaling på 100.722 kr. (20 pct.), en løbetid på 84 måneder og en variabel rente på 2,45 pct. vil den månedlige ydelse være 5.521 kr. Kreditomkostningerne er 60.854 kr. og ÅOP 4,15 pct.



Forsikring


BMW arbejder sammen med If Forsikring, og første måned er gratis. Testbilen kan kaskoforsikres for 6.184 kr./år ved 20.000 km/år og en selvrisiko på 6.000 kr. Forsikringen dækker skader på bilen, tyveri, hærværk og brand, lånebil ved reparation af skade og reparation af forruden op til 600 kr. uden fald i trin og uden selvrisiko. Udskiftning af forruden dækkes uden fald i trin og med en selvrisiko på 1.500 kr. Her er også redningshjælp i udlandet og retshjælp.


Privatleasing


BMW tilbyder privatleasing af testbilen over 3 år/60.000 km til en månedlig ydelse på 5.195 kr. Det er ved en udbetaling på 34.995 kr. – andre perioder og kørselsbehov tilbydes ved henvendelse til en forhandler. Som noget nyt er det også muligt at privatlease en 3-serie i 24 måneder, dette tilbud gælder dog kun benzinvarianter.

Anslået månedligt budget for testbilen ved køb


Billån (udbetaling 100.722): 5.521 kr.
F

orsikring: 516 kr.


Anslået brændstofforbrug ved 1.667 km, 19 km/l og 10 kr./l: 877 kr.
S

erviceaftale (3 år): 167 kr.
E

jerafgift: 231 kr.

I
alt: 7.312 kr.

* alle beløb er inkl. moms, etableringsomkostninger og levering.

Afskrivning

For få år siden var det biler som Ford Mondeo, VW Passat og Toyota Avensis, der var de mest populære brugte biler i prisklassen omkring 300.000 kr. Men i takt med, at bilerne er blevet billigere i Danmark, så er efterspørgslen efter de mere luksuriøse biler i premiumklassen steget markant. I dag er det modeller fra Mercedes, Audi og BMW, som er ubetinget de mest populære i forhold til efterspørgslen.

I en markedsanalyse fra Bilbasen udgør de tyskproducerede mærker faktisk seks ud af de ti mest efterspurgte brugte firmabiler i prisklassen 250.000-400.000 kr. Skal premiumbilen være en dieselbil, så er det en god idé at være opmærksom på om den er udstyret med en motor, der lever op til Euro 6-standarden, der trådte i kraft september 2015.

Bilbasen vurderer, at testbilen ikke vil blive ramt af den vigende efterspørgsel på brugte dieselbiler, og at afskrivningen over 3 år/60.000 km kan blive så lav som 40-42 pct.

Dieselbiler sviner mindre end benzinbiler

Efter Dieselgate i 2015 har pres fra forbrugere og skærpede EU-krav sænket grænserne for udslip af farlige stoffer fra dieselbilernes udstødningsgas.

I en test foretaget af Teknologisk Institut i Aarhus var konklusionen, at den testede Peugeot 308 1,6 HDi dieselbil udsendte 2,1 pct. så mange partikler pr. kørt kilometer som en benzindrevet 308'er. Begge biler var nye, og kørte en rundstrækning på 76 km omkring Aarhus med påmonteret partikelmåleudstyr. Også udslippet af de farlige Nox-gasser var meget lavt fra især dieselbilen, og langt under den tilladte EU-grænse.

Der blev ikke målt på andre skadelige stoffer, og benzinbilen havde ikke partikelfilter, men testen viser alligevel, at der er himmelvid forskel på den offentlige opinion om dieselbiler kontra deres faktuelle udslip af skadelige stoffer. Faktisk var der 35 pct. færre partikler i udstødningen fra den dieseldrevne 308'er end i omgivelsesluften i Aarhus.

ADAC kom til samme konklusion

En test foretaget af FDM's tyske modstykke, ADAC, af udslippet fra 13 nye dieselbiler, kom til samme konklusion i foråret 2019. Testen viste, at dieselbilerne allerede i dag ligger langt under grænsen på 114 mg/km, som træder i kraft i 2020, og er tæt på at være lige så ’grønne’ som benzinbiler. 

Faktisk udleder Mercedes-Benz C 220 d nul milligram pr. km, mens BMW 520d og Opel Astra 1,6 D sniger sig op på ét milligram NOx pr. km (BMW'en har samme motor som vores testbil).

De to test betyder ikke, at diesel er lige så uskadelig som økologisk sellerisaft, men nuancerer miljødebatten og understreger, hvorfor de store bilproducenter forsker i alle mulige drivmidler lige fra biodiesel udvindet af alger til brint og biogas.

Som tingene ser ud i dag, er en moderne dieselbil et af de bedste og mest miljøvenlige transportmidler til større kørselsbehov, og derfor anbefaler vi testbilen.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...