Mikkel er klar i sin BMW M6 GT3, der her hopper på Nürburgring.

© Mikkel Jensen Racing

Sådan kan du se Mikkel Jensen køre berygtet løb på Nürburgring lørdag

BMW-fabrikskøreren Mikkel Jensen fortsætter den kommende weekend forberedelserne til 24-timersløbet på Nürburgring med endnu et VLN-løb på den berygtede tyske racerbane

26. april 2019 af Bil Magasinet


To uger efter en stærk podieplacering i European Le Mans Series på Paul Ricard er den danske BMW-fabrikskører Mikkel Jensen tilbage i sin M6 GT3. Den 24-årige racerkører stiller i weekenden op til VLN 3 på Nürburgring – endnu et forberedelsesløb til sommerens helt store 24-timersløb på den legendariske tyske racerbane.

"Vores deltagelse i VLN-serien handler hundrede procent om at gøre os klar til den store udfordring til juni, og målet for weekendens løb er naturligvis at slutte i toppen igen. Jeg lærte rigtig meget i årets første VLN-løb, som var mit første i en GT3-racerbil på Nürburgring, og jeg forventer at være endnu mere erfaren, når weekenden er omme," lyder det fra Mikkel Jensen.

Stærkt BMW-kørerteam

Danskeren stiller igen op for det BMW-supporterede Rowe Racing, som han sikrede en tredjeplads i VLN 1 i marts. Denne gang er medkørerne den østrigske DTM-kører Philipp Eng og britiske Tom Blomqvist.

"Det er et rigtig godt setup, og både Eng og Blomqvist er nogle erfarne profiler, som jeg kan lære rigtig meget af. I det hele taget er det en kæmpe styrke at blive sat sammen med dygtige topkørere, som kan løfte min egen performance. Det er en af de fordele, jeg oplever i mit første år som fabrikskører os BMW," lyder det fra Mikkel Jensen.

© Mikkel Jensen Racing

Mikkel Jensen: Trafikken er den største udfordring

Danskeren ser frem til det fire timer lange løb, som flages grønt lørdag klokken 12.00. Forinden afvikles en halvanden time lang kvalifikation. Igen består feltet af et grandiost antal biler i mange forskellige klasser, hvilket skaber en masse trafik på den knap 26 kilometer lange racerbane, som er en kombination af den klassiske ’Nordsløjfe’ og den moderne grandprix-strækning.

"Nürburgring er uden tvivl den mest berygtede racerbane i verden, og netop derfor er den så dragende. Den største udfordring er egentlig ikke banen i sig selv, men i højere grad at komme gennem trafikken. Dér mistede jeg for meget tid i mit første løb, hvilket jeg skal arbejde med i denne weekend. Forhåbentlig kan vi slutte på podiet igen, og gerne en plads eller to højere."

Tidsplan

VLN3 – NÜRBURGRING

Lørdag 27. april

Kl. 8.30 – Kvalifikation (90 min)
Kl. 12.00 – RACE (240 min)

Opdateringer og resultater: VLN Live

Livestreaming (Youtube): Se boksen herunder

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...