© BMW

Praktisk gris fra BMW er født på ny

Anden generation af BMW 2-serie Active Tourer vinder stadig ingen skønhedskonkurrencer, men ligner familiens nye velkørende ven.

6. oktober 2021 af Søren Juul

Fans af baghjulstrukne køremaskiner fra Bayerische Motoren Werke måtte lige sunde sig, da første generation af 2-serie Active Tourer så dagens lys i 2014. Den praktiske familiebil havde som den første BMW nogensinde forhjulstræk og former, man lige skulle vænne sig til. 

© BMW

Det var dog en vellykket praktisk familiebil, som på verdensplan solgte over 430.000 eksemplarer.

Til februar lander der en helt ny, anden generation hos de danske forhandlere, som er vokset på alle leder og kanter, undtagen mellem akslerne:

Tre cm i længden, to cm i bredden og to cm i højden.

© BMW

Silhouetten på den praktiske gris er genkendelig og bilen er endnu sværere at overse i trafikken: BMW har udstyret den med tryne størrelse XL i form af de nye gigantiske nyrer i grillen, der flankeres af et par smalle, sammenknebne LED-forlygter.

I profil er den blevet mere strømlinet at se på: Dørhåndtagene flugter nu med karrosseriet. Bagfra ligner den lidt en elbil, for under de smallere, nye LED-baglygter finder man ingen   udstødningsrør – de er gemt væk under kofangeren. 

© BMW

Kører op til 80 km på el til sommer

Fra lanceringsstarten i februar kan man i Danmark bestille BMW 220i Active Tourer med en 1,5 liters trecylindret benzinmotor med 48V mild hybrid-teknologi og syvtrins Steptronic dobbeltkoblingsgearkasse. Bilen yder 170 hestekræfter, går fra 0-100 km/t på 8,1 sekunder og topper ved 221 km/t.

Til sommer får den selskab i modelprogrammet af to nye plug-in-hybrid udgaver: BMW 230e xDrive Active Tourer med 326 hestekræfter og BMW 225e xDrive Active Tourer med 245 hestekræfter.

Begge modeller har femte generation af BMW's eDrive-teknologi, firehjulstræk, et batteri på 16,3 kWh brutto og en elektrisk rækkevidde på op til 80 km på en opladning.

Store nyheder indendørs

Indendørs er nyhederne store. Det standardmonterede BMW Curved Display minder om dét man finder i BMW’s nye elektriske flagskib BMW iX. Det består af et informationsdisplay på 10,25 tommer og et kontroldisplay på 10,7 tommer.

Mellem forsæderne finder man en midterkonsol med store aflæggerum end i den gamle og en ny type gearvælger sammen med bilens startknap, volumenknap til musikanlægget og køreprogramsvælger.

Infotaimentmentsystemet BMW Operating System 8, som også findes i BMW iX og BMW i4, er standard sammen med bl.a. to-zones klimaanlæg, sportslæderrat, navigationssystem, Parking Assistant med Reversing Assist, fartpilot med bremsefunktion, frontkollisionsadvarsel og seneste generation af iDrive operativsystemet.

Bagsædet kan praktisk nok forskydes 13 cm i længderetningen. Til gengæld er bagagerummet krympet en smule fra 468 liter til 415 liter – eller 406 liter, hvis vi taler om plug-in hybrid udgaverne.

Danske priser forventes i starten af det nye år. 

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...