BREAKING: Se den nye BMW 3-serie lige her

BMW har netop lanceret den splinternye BMW 3-serie. Selvkørende funktioner og digitale instrumenter er bare et par af nyhederne. Vi har samlet alle de vigtige informationer om den nye 3-serie lige her.

2. oktober 2018 af Mathias Brandt

BMW 3-serie Sedan er en af kernemodellerne fra BMW, og der er solgt mere end 15 millioner eksemplarer på verdensplan og nu lancerer BMW syvende generation af sin velkørende sedan.

Den nye udgave bygger videre på de sportslige traditioner med et helt nyt designsprog. Især indvendigt er der sket store forandringer med et helt nyt interiørdesign.

BMW lover, at den har mærkbart skarpere køredynamik takket være en opgraderet undervogn, ny affjedringsteknologi, stivere chassis og ophæng samt bredere sporvidde, reduceret vægt og et lavere tyngdepunkt.

Motorudvalg i 3-serie

Der vil være fem motorer at vælge imellem fra lanceringsstart. To firecylindrede benzinmotorer i hhv. BMW 320i Sedan med 184 hk og BMW 330i Sedan med 258 hk samt to firecylindrede dieselmotorer i BMW 318d Sedan med 150 hk og BMW 320d Sedan med 190 hk. BMW 330d Sedan har en helt nyudviklet sekscylindret dieselmotor, som yder 265 hk.

BMW 320d Sedan fås også med firehjulstrækket BMW xDrive.

Motorudvalget vil i sommeren 2019 blive udvidet med BMW 330e iPerformance med hybridteknologi og en forøgelse af den elektriske rækkevidde på ca. en tredjedel i forhold til den nuværende model. Senere på året bliver modelprogrammet fuldendt med en ultrasportslig BMW M Performance model.

Vokseværk i ny 3-serie

Indvendigt er der mere plads til forsædepassagererne, og adgangen til bagsæderne er optimeret med mere benplads. Bagagerummet er på 480 liter, hvilket er præcis det samme som i den gamle 3-serie.

Den nye 3-serie er 85 mm længere end forgængeren (4.709 mm), 16 mm bredere (1.827 mm) og 1 mm højere (1.442 mm). Akselafstanden er 41 mm bredere (2.851 mm), og sporvidden er øget med 43 mm foran og 21 mm bag.

Køredynamikken i fokus

Ved udviklingen af den nye 3-serie har BMW haft nogle klarer prioriteringer. Blandt andet en endnu skarpere styretøj. Dette er blandt andet opnået ved en vægtreduktion på op til 55 kg i forhold til forgængeren. Bilen har ligeledes et lavt tyngdepunkt og en vægtfordeling på akslerne på 50:50 procent.

Som noget helt nyt kommer både standardaffjedringen og M sportsaffjedringen med variabel støddæmperkontrol, hvilket giver en perfekt balance mellem sportslighed og komfort. Den nye affjedringsteknologi sikrer, at bilen hele tiden er stabil på ujævne veje og i skarpe sving.

Digitale instrumenter i ny 3-serie

Som standard får den nye BMW 3-serie LED-lygter, og som tilvalg fås adaptive LED-forlygter med BMW Laserlight, som har en rækkevidde på 530 meter.

Som tilvalg fås det helt nye BMW Live Cockpit Professional med et fuldt digitalt 12,3 tommer instrumentbord og 10,25 tommer Control Display med situationsbestemt og individualiseret indhold.

På vej til automatiseret kørsel

Den nye BMW 3-serie Sedan indeholder en række nye assistentsystemer, som alle er skridt på vejen til den selvkørende bil. Standardudstyret inkluderer blandt andet kollisions- og fodgængeradvarsel med City Braking-funktion. Som noget nyt er der også advarsel for krydsende cyklister.

Udstyrspakken Driving Assistant Professional indeholder blandt andet aktiv fartpilot med Stop&Go-funktion, vognbanekontrol samt advarsel for vognbaneskift, sidekollision, krydsende trafik og forkert kørselsretning.

Parking Assistant parkerer bilen automatisk både på tværs og på langs af parkeringsbåse og assisterer ved udkørslen fra parkeringspladsen.

Hvornår lanceres den nye BMW 3-serie

Den nye BMW 3-serie Sedan kan opleves hos de danske BMW forhandlere fra marts 2019.

Du kan få mange flere gode historier i Bil Magasinet, som udkommer hver måned. Få de første 6 numre af Bil Magasinet direkte ind gennem brevsprækken. Prisen er kun 199 kr. Du sparer 220 kr. Læs mere om det gode tilbud lige her.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.