Hvad er nyt?
BMW M5 sidder på toppen af hierarkiet i den mellemstore 5-serie. Sammen med det øvrige udvalg af varianter og versioner er den potente M5 blevet faceliftet. Det betyder blandt andet, at ansigtet og bilens bagende har modtaget de obligatoriske justeringer i lygtedesign og udformning af kofangere. Indvendigt er skærmen til infotainment vokset fra 10,25” til 12,3” – skærmen kan både betjenes med touch og via et drejehjul mellem de to forsæder. Indstillingen af bilens køreprogrammer har også fået en overhaling, og det gøres nu let og intuitivt fra en setupmenu, der betjenes til venstre for gearvælgeren.I den mekaniske afdeling har motoren i Competition-varianten fået 25 hk ekstra, hvilket skubber den samlede effekt op på 625 hk. Støddæmperne har også fået en rekalibrering.

Skærmen til infotainment i BMW M5 er vokset fra 10,25” til 12,3”.
Hvem er konkurrenterne?
Det er heldigvis let at svare på. BMW M5 med 4,4-liters V8-biturbomotor skal slås med biler som Audi RS6, Mercedes-AMG E 63 S og Maserati Ghibli Trofeo, hvis du foretrækker italiensk fremfor tysk.
BMW M5 Competition har firehjulstræk men føles langt henad vejen som en baghjulstrækker – den har også et særligt "drift"-program, hvor samtlige kræfter sendes til baghjulene.
© Mathias BrandtEr den fed at køre?
Ja, selvfølgelig er den det – den har 625
V8-hestekræfter og heldigvis tilstrækkelig mekanik til at tøjle dem i en grad, hvor man
ikke sidder med angstens sved løbende ned ad ryggen og hvide knoer på rattet
konstant. M5 har firehjulstræk, men i mange køresituationer føles den udpræget
som en baghjulstrækker – samtlige 625 hk kan sendes til baghjulene i et
særligt køreprogram, der samtidig slår alle køreassistenter og elektriske
hjælpemidler fra… altså et ”kør-sidelæns"-program.
BMW M5 Competition er utrolig effektiv og en mester til at omsætte sine kræfter, men dens lettilgængelige og magelige væsen kræver nogle ofre. Hvis du vil læse mere om,
hvordan BMW M5 Competition kører, kan du læse det i et kommende nummer af Bil Magasinet. Lige nu kan du prøve at få tre numre ind af brevsprækken for bare 99 kr.

V8-motoren på 4,4 liter i BMW M5 Competition yder 625 hk bl.a. takket være biturbo.
Hvad koster BMW M5?
Priserne på BMW M5 med 600 hk starter ved 2.164.005 kr. Skal bilen stå som det røde lyn i denne artikel, skal der 2.836.054 kr. op af lommen. I den sum gemmer sig bl.a. Competition-pakke med 25 hk ekstra, sportsudstødning, 20” fælge og flere visuelle detaljer koster 175.777 kr. Keramiske bremser er en anden oplagt post på ekstraudstyrslisten – de koster 171.870 kr. BMW M5 og BMW M5 Competition er på markedet nu.
Til venstre for gearvælgeren, der er unik for BMW M5, sidder en knap der aktiverer muligheden for at skræddersy køreprogrammet.