BMW-M2_Competition Coupé hvid 2019 forfra forende front køre bane

BMW M2 Competition er en alsidig mester

"Den kan faktisk fungere som overraskende komfortabel hverdagsbil. Den har fire sæder, fartpilot og et bagagerum på 390 liter – hvad mere har du brug for?"

31. oktober 2018 af Daniel Bohnsen & Mathias Brandt

Ved første øjekast er der ikke de helt vilde ændringer at spotte, et sæt nye 19” fælge og en flot, hvidmetallic lak med navnet ”Hockenheim Silver” er de tydeligste kendetegn, når man står på afstand. M2 Competition er i virkeligheden et omfattende facelift af den udgående M2 Coupé, så den stiller naturligvis med de obligatoriske nye forlygter (nu adaptive LED-enheder), et sæt større BMW-”nyrer” og en ny kofanger med større luftindtag – både for at skille sig ud fra forgængeren, men også for at lede mere køling ind under motorhjelmen.

Bil Magasinets darling

BMW M2 har været lidt af en Bil Magasinet-darling, siden den blev lanceret i 2016. Dengang var den kendetegnet ved sublim balance, brede hofter og en hårdtpumpet rækkesekser med 370 heste, som alt sammen gjorde, at BMW var nået utrolig langt i første forsøg.

Den mindste M-model er ikke kun blevet rost i pressen, den har også været en salgssucces for BMW, så man kunne forstå, hvis tyskerne bare havde lænet sig tilbage og udført M2’erens andet facelift med et sæt nye lygter, større sutter og en gang frisk lak – den blev trods alt også opdateret i 2017, og modellen er fyldt to år. Men BMW har satset butikken og siger farvel til M2 Coupé og goddag til M2 Competition.

“M Competition” er tilnavnet på en ny selvstændig modelserie fra BMW, der placerer sig lige under de nummererede CS-varianter, som den nye M3 CS, men over de andre performance-­varianter fra mærket. CS er i øvrigt en forkortelse af BMW’s betegnelse CSL, der står for Coupe, Sports and Leicht. 

BMW-M2_Competition Coupé hvid 2019 bagfra bagenden køre bane

BMW M2 Competition har 40 hk og 50 Nm mere end den udgående M2 Coupé.

M2 Competition med flere kræfter

M2 Competition har naturligvis fået et løft fra forgængerens 370 hk for at matche sit nye navn. Det har BMW løst ved at give den en helt ny motor udlånt fra dens storesøskende. 

M2 har altid brugt dele fra de større M-modeller, men Competition er gået hele vejen og har erstattet N55-motoren fra M235i med den biturboladede S55-motor, der sidder i M3 og M4 – det betyder 410 hk og 550 Nm i en bil på størrelse med en skotøjsæske, hvilket er 40 heste og 50 Nm mere end forgængeren.

Fås med manuelt gear

Fra førerpladsen har man udsigt til et sæt nye, mørke instrumenter, en racerrød startknap samt muligheden for at vælge ”M1”- og ”M2”-køreprogrammer, direkte fra rattet. 

Køreprogrammerne kan tilpasses som man ønsker, men fra fabrikken er M1 et komfortprogram, mens M2 er et sportsprogram, der sætter antispin-funktionen i ”M Dynamic Mode”, hvilket er skidt for bagdækkene, men rigtig godt for underholdningsværdien.

BMW har, ligesom Porsche, valgt at holde fast i muligheden for at vælge M2 Competition med manuelt gear, som selv giver mellemgas på nedgearinger. For folk der har en mere effektiv tilgang til det at køre bil, kan M2 Competition også fås med en 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse, hvilket er ekstraudstyr og koster 41.991 kr ekstra. Det skærer 0,2 sekunder af de 4,4 sekunder, det tager at komme fra 0-100 km/t.

BMW-M2_Competition Coupé hvid 2019 kabine interiør

M2 Competition har manuelt gear som standard.

BMW M2 Competition ekstraudstyr

BMW M2 Competition har flere lækre optioner, som selvfølgelig koster ekstra. Vælger du M Sport-bremser, får du 400 mm skiver og 6-stemplede calipre fortil, der sørger for at stoppe den lille bil utrolig effektivt. Prisen for opgraderede bremser er 31.249 kr.

Dens klejne størrelse taget i betragtning er M2 ikke nogen let bil, 1.625 kg vejer den, og affjedringen, der ikke er elektronisk justerbar, er lidt til den bløde side for en 400+-hestes sportsvogn, hvilket gør den ret levende under hård banekørsel – men på en god måde.

Følingen med underlaget er til stede konstant, og rammen er mere vridningsstabil end nogensinde takket være en ny kulfibertværstiver i ­motorrummet. Selv på grænsen bliver bevægelserne aldrig uforudsigelige. Forenden er klistret til asfalten, og bagenden er legesyg som en hundehvalp, der har spist en stak nedfaldne og gærede æbler. BMW M2 er hurtig, dramatisk og hylende sjov at køre.

BMW-M2_Competition Coupé hvid 2019 kabine interiør

Bil Magasinets udsendte, Daniel Bohnsen, krænger BMW M2 Competition gennem en højrekurve på Ascari-banen.

En eminent køremaskine til hverdagen

M2 er stadig én af de bedste biler på markedet, når det kommer til at udforske (og udvide) både egne og bilens køreevner. M2 Competition tager alt, vi var vilde med ved den gamle M2 Coupé, og forfiner det. 

Balancen er stadig eminent, motoren er endnu mere karismatisk, og design og udstyr har fået en overhaling. BMW har lavet nogle ret store teknikudskiftninger, men er forblevet tro mod konceptet, så den mindste M-model lever i allerhøjeste grad stadig op til sit blå-røde logo: Du kan køre på racerbane om formiddagen og hente dine (små) børn fra institutionen om eftermiddagen.

Den nye udstødning kan være lige så dyb og rolig, som den kan være vild og dramatisk, og fordi undervognen ikke er støbt i cement, er M2 er lige så sjov at presse på offentlig, ujævn asfalt som på bane. Og den kan faktisk fungere som overraskende komfortabel hverdagsbil. Den har fire sæder, fartpilot og et bagagerum på 390 liter – hvad mere har du brug for?

BMW M2 Competition

Pris 1.099.000 kr.  

Motor R6, 2.979 cm3, 24V, biturbo

Ydelse 410 hk ved 5.250 o/min, 550 Nm ved 2.350 o/min  

Topfart 250 km/t

0-100 km/t 4,4 sek.  

EU-miks 10 km/l 

Årlig afgift 7.320 kr.

Mål (L/B/H) 446/185/141 cm  

Vægt/last/påhæng 1.625/385/0 kg

Bagagerum 390 liter  

Dæk for-bag 245/35R19-265/35ZR19

Hvem er konkurrenterne til BMW M2 Competition?

Man kan jo ikke sige BMW uden også at sige Mercedes og Audi, og lige nu arbejder Mercedes på højtryk for at få næste generation af A45 AMG-versionen af A-klassen klar, der ifølge rygterne skulle have ”mere end 400 hk”. Men Mercedes A-klasse er jo en 5-dørs hatchback, og det samme gælder Audi RS3. 

Audi'en fås godt nok også i sedan-versionen, der giver en mere tilsvarende profil, men den har stadig for mange døre, så det bedste bud på en M2-konkurrent er nok Audi TT RS Coupé. Den er måske en kende mindre praktisk, men den kommer med Quattro firehjulstræk, en 5-cylindret rækkemotor på 400 hk og et frækt design. 

Og når vi taler ren køreoplevelse, er der heller ingen vej uden om Porsche 718 Cayman S, der ikke helt kan følge med på pris og hestekræfter, men som giver samme direkte, baghjulstrukne køreglæde.

Priser på BMW M2 Competition

BMW M2 Competition starter fra 1.099.000 kr. 


Væsentlig ekstraudstyr:

Adaptive LED-forlygter: 19.335 kr.

Harman Kardon lydanlæg: 15.429 kr.

Apple Carplay: 5.859 kr.

M Sport-sæder: 29.296 kr.

M Sport-bremser: 31.249

DCT-gear (7 trins dobbeltkoblingsgear) 41.991 kr. 

Forfaderen til M2

Den første baby-M i nyere tid var den gale 1M fra 2011, således navngivet for ikke at forveksles med M1-superbilen fra 1978. BMW 1M var kun den tredje M-model med turbo – de første var X5 M og X6 M.

Motoren var en rækkesekser med 340 hk og 500 Nm. For- og bagakslen blev hentet fra den daværende M3-generation, hvilket betød, at den voksede syv cm i bredden foran og fem cm bagi.

Oprindeligt ville man have begrænset produktionen til 2.700 styk, men i alt nåede der at blive produceret 6.309 eksemplarer mellem 2011-2012. Det her bliver uden tvivl en af fremtidens store klassikere.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.