2019 BMW 8-serie le mans
2019 BMW 8-serie© S. Bachmann

Lige nu: BMW viser den nye 8-serie i Le Mans

Vi er med til verdenspremieren på den nye BMW 8-serie og har alle billederne

15. juni 2018 af Steen Bachmann

BMW viste den nye 8-serie for første gang her til aften i Le Mans. Præsentationen på Le Mans-banen skyldes BMW's lange historie med deltagelse i det legendariske 24-timers løb. I år er den bayerske bilfabrik tilbage i GTE Pro-klassen.

BMW 8-serie Coupé er udviklet parallelt med BMW M8 GTE - som er racerudgaven, der skal køre de 24 timer, og som allerede er blevet testet på forskellige baner.

”Vi har arbejdet intenst mod 24-timers løbet i Le Mans. Det er det største udholdenhedsløb i verden – og det er også tæt forbundet med BMW’s historie i motorsport. Vi er nu tilbage på denne ikoniske bane med den nye BMW M8 GTE. Samtidigt præsenterer vi den helt nye BMW 8-serie Coupé. Det er første gang, at racerudgaven rammer vejen før den tilsvarende produktionsbil. At se begge biler side om side i Le Mans er virkelig et højdepunkt," siger BMW Motorsport Director, Jens Marquardt.

© S. Bachmann
© S. Bachmann

BMW 8-serie Coupé er 484 cm lang, 190 cm bred og 134 cm høj. Akselafstanden er 282 cm.

Lavt tyngdepunkt, letvægtskonstruktion i aluminium, magnesium og kulfiberforstærket plast (CFRP) skal sammen med kraftfulde motorer sikre en sportslig køreoplevelse. 

Bilen har som standard adaptiv M affjedring og integreret aktiv styring. Der kan tilvælges M karbontag og M karbon eksteriørpakke.

Kabinen har det nyudviklede BMW Live Cockpit Professional, som kan tilpasses individuelt og byder på nye opsætnings- og tilslutningsmuligheder.

BMW 8-serie Coupé kommer til Danmark i november måned i to udgaver: BMW M850i xDrive Coupé med en ny V8-motor med 530 hk samt en BMW 840d xDrive Coupé med en sekscylindret dieselmotor med 320 hk.

Den nyudviklede V8-motor får debut i BMW M850i xDrive Coupé. Den 4,4 liters motor yder 530 hk mellem 5.500 og 6.000 o/min. Det maksimale drejningsmoment er 750 Nm og tilgængeligt fra 1.800 til 4.600 o/min. 

0-100-tiden er 3,7 sekunder. Her er 8-trins automatgearkasse og firehjulstræk som standard. 

BMW’s deltagelse i Le Mans 2018

BMW deltager med to BMW M8 GTE-biler i GTE Pro-klassen. Bil nummer #81 køres af Martin Tomczyk (D), Nick Catsburg (NL) og Philipp Eng (A). Bil nummer #82 køres af António Félix da Costa (P), Alexander Sims (GB) og Augusto Farfus (BR).

Le Mans 2018 starter lørdag den 16. juni kl. 15:00.

Kort efter premieren blev pressebillederne taget på den hellige asfalt. Vi fangede et par billeder af den nye 8-serie i bevægelse:

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...