BMW X3 M40i K-Camp K-Rejser Le Mans 2018
BMW X3 M40i i K-Camp, Le Mans 2018

Den hvide M40i vakte ikke den store opsigt i K-Rejser's store danskerlejr i Le Mans. Det var mest BMW-fans, der kom og spurgte til den.

© S. Bachmann

Langturstest med gassen i bund: Le Mans t/r i BMW X3 M40i

"Vil du låne en 340-hestes X3 og køre til Le Mans og se vores debut i GT Pro?" Sådan spurgte BMW - og Steen Bachmann fra redaktionen sagde naturligvis ja tak

27. september 2018 af Steen Bachmann


BMW fik comeback i årets 24-timers løb i Le Mans med den nye 8-serie. Vi var med til premieren og kørte derned i performance-varianten af den nye X3 med efternavnet M40i.

Bil Magasinet rapporterer: BMW viser den nye 8-serie i Le Mans

Det er en mellemstor SUV med et ordentligt svin af en 6-cylindret rækkemotor med én stor turbolader. 

På de første kilometer meget tidligt onsdag fra Vestsjælland mod Rødby-færgen syntes jeg godt nok, kørecomputeren var noget pessimistisk, hvad angik forbruget, der blev angivet til under 10 kilometer på literen. Det ramte et snit på 9,9 km/l for hele testugens 3.200 km, og det er faktisk ikke galt. Den hvide BMW fik nemlig noget at arbejde med.

BMW X3 M40i
BMW X3 M40i

X3 har konservativt design, men alt er digitalt og fungerer mesterligt. Styretøjet er i topklasse på de lange hurtige stræk på Autobahn. 

© S. Bachmann


På turen derned foreslog bimmerens navi-system (33.751 kr., gisp!), at vi kørte over Fyn og tog A7 sydpå. Megadum idé, for der er uendeligt vejarbejde hele vejen til Köln, så det var en skidt start. De første 500 km kunne vi lige så godt have kørt i vores Up, for herhjemme bliver man slagtet, hvis man kører for stærkt, og Autobahn syd for Flensborg er ét stort vejarbejde.

Delvist selvkørende funktion i BMW X3 virker godt

Nå, men jeg udforskede den delvist selvkørende funktion, og den er god. 

Vognbaneassisten holder stille og roligt bilen mellem vejstriberne og går ikke i panik over smalle vejbaner. Den adaptive fartpilot (23.437 kr.) er en af markedets bedste, uanset om du kører 80 eller 180 km/t. Den burde være standard i denne prisklasse, men det er den ikke hos de tyske mærker.

BMW X3 M40i
BMW X3 M40i

X3 M40i har M-dele overalt: Fælgene er 20” alu, og også bremser, calipre og hjulophæng er M-dele.

© S. Bachmann


X3 M40i har M-dele overalt: Skålformede og langtursegnede stole, et tykt rat, sportsgearkasse, hjulophæng og bremser er bare nogle af de M-dele, du får med. 

Ekstraudstyr omfatter adaptivt LED-lys (6.640 kr.), som var en stor hjælp, da vi skulle hjem igen. Det skal du have med, hvis du køber X3.

Nattestint med tung højrefod i X3

Natten mellem søndag og mandag midt i juni er et af de få tidspunkter, hvor man kan give gas på Autobahn uden at blive generet af trafik. Og da først vi trillede fra Belgien og ind i Tyskland med kurs nordøst trådte den hvide BMW i karakter.

Rækkemotoren med seks cylindre laver ikke den store ballade, men hold da fest, den trækker. Momentet på næsten 500 Nm er til stede nede fra 1.350 o/min, hvilket i kombination med den M-modificerede 8-trins automatgearkasse betyder, at her konstant er kræfter på lager som fra en kæmpe dieselmotor. 

BMW X3 M40i
BMW X3 M40i

3-liters benzinrækkesekser med turbo: Stærk som en bjørn, og et snit på 9,9 km/l over 3.200 km.

© S. Bachmann


De adaptive LED-forlygter kører med konstant langt lys og misser kun nedblænding et par gange på turen, der foregår med en marchfart på 180 km/t og enkelte stints med fuld gas (begrænseren slår til ved 263 km/t på speedometeret).

Hjemturen på 1.479 km var med en snithastighed på 79 km/t og et snitforbrug på 9,9 km/l. Det er flot af en benziner med en køreklar vægt på 1.885 kg. 

Det kan godt være, jeg får slag for at sige det, men fik jeg valget, ville jeg hellere have taget turen i performanceudgaven af den nye X2. Dén glæder jeg mig til at prøve, for X3 M40 satte ikke et ben forkert på vores tur til Le Mans og hjem på 3.200 km.

BMW X3 M40i
BMW X3 M40i

Pause ved Scandlines i Puttgarden kl. 5.30 efter en lang nat med høj fart gennem Belgien og Tyskland. 

© S. Bachmann

BMW X3 M40i xDrive Connected aut.

Opbygning
Femsæders SUV, firehjulstræk, 8-trins automatgear

Motor
R6, 2.979 cm3, 24V, turbo
360 hk ved 5.800 o/min
465 Nm ved 1.350 o/min

Data
0-100 km/t 4,8 sek.
Topfart 250 km/t
EU-miks 12,2 km/l
Forbrug i test: 9,9 km/l
Køreklar vægt: 1.885 kg

Pris 
979.465 kr. 

Du kan få mange flere gode historier i Bil Magasinet, som udkommer hver måned. Få de første 6 numre af Bil Magasinet direkte ind gennem brevsprækken. Prisen er kun 199 kr. Du sparer 220 kr. Læs mere om det gode tilbud lige her.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.