BMW M340i xDrive
© Fabian Kirchbaur

Første test: Endelig seks cylindre i 3-serien

Indtil nu har vi måttet nøjes med 4-cylindret benzinmotorer i den nye 3-serie. Det er slut nu.

25. oktober 2019 af Jacob Dalby

Hvor er vi?

Efteråret har meldt sig i det bayerske landskab udenfor München. Her finder vi et perfekt miks mellem motorveje med fri hastighed og snoede landeveje uden for meget trafik.

Bil Magasinet var inviteret af BMW.

BMW M340i xDrive
© Fabian Kirchbaur

Hvad er nyt i BMW M340i?

Det er ingen hemmelighed, at den nye BMW 3-serie er blandt vores favoritter her på redaktionen. Samtidig er den netop nomineret som finalist til Årets Bil i Danmark 2020. M340i er samme pakke men nu med motoren, som 3-serien fortjener; 3-liters turbobenziner med seks cylindre på række og 374 hk.

Indtil den nye M3 kommer er M340i den eneste variant med seks cylindre. Udover motoren er også udstødning, bremser, styretøj og undervogn skiftet ud til mere direkte af slagsen – og det mærkes. 

M340i føles hurtig, men hurtig på den måde, der er brugbar i hverdagen. Tilsat mere direkte styring, mere kontant undervogn, uden det går særligt udover komforten, forvandles 3-serien til en entusiastisk daily driver, som bare er svær at lade stå. Og så nås 100 km/t da også på 4,4 sekunder.

Firehjulstræk har det med at lægge en stor dyne over køreegenskaberne, men i M340i er det anderledes. M340i føles let på tå og med ægte input fra hjulene op til rattet. Skift køreprogrammet til Sport og flere af kræfterne prioriteres til baghjulene så at bagtøjet på M340i danser let med små udskridninger.

BMW M340i xDrive
© Fabian Kirchbaur

Hvem er konkurrenterne?

Audi og Mercedes som det plejer. S4 fra Audi, men som nu er med 6-cylindret dieselmotor og derfor mangler en hel del af charmen, som lyden fra seks cylindre giver i en benzinmotor. 

Bøllen fra Mercedes-AMG, C43, er tættere på. 6-cylindret benzinmotor med en ydelse på 390 hk. Mercedesen vinder på en flottere kabine, synes jeg, men uden at være i nærheden af de blændende køreegenskaber i M340i.

Hvornår lanceres BMW M340i?

Den hurtigste 3-serie, indtil videre, lanceres til november. Du skal af med 868.144 kr. for M340i xDrive med Connected udstyr, der blandt andet indeholder den store skærm med navigation, LED-lygter for og bag, fartpilot og parkeringscensorer for og bag.

Senere kommer M340i iøvrigt som stationcar.

BMW M340i xDrive Touring
© Fabian Kirchbaur

Vi synes...

BMW M340i rammer plet i forhold til sportslig bil til dagligdagen. Tilpas med kræfter, lækkert styretøj og et sportsligt setup, der ikke går ud over komforten.

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...