© Uwe Fischer

Første test: BMW M8 Competition er et bæst med fine manerer

BMW's store luksuscoupé har været i terapi hos motorsportsdivisionen M GmbH. Det er der kommet en brutalt hurtig Gran Turismo ud af. Læs vores førstehåndsindtryk her.

13. oktober 2019 af Søren Juul

Hvor er vi?
På racerbanen Autódromo Internacional do Algarve – bedre kendt som Portimão-banen – nær Faro i det sydlige Portugal. Her har BMW Danmark inviteret os til at tage seks omgange med mærkets sportslige topmodel: Den nye BMW M8 Coupé.

© Søren Juul

Hvad er nyt?

Ved første øjekast adskiller den nye M8 sig ikke meget fra den foreløbige topmodel i 8-serien, M850i, som i forvejen er en lynhurtig GT med 530 hk.

Men finder man luppen frem, spotter man de mere glubske luftindtag i forkofangeren, de dobbelte lameller i kølergrillen, et letvægtstag i kulfiberforstærket plastik, dybere gæller i forskærmene, en lille hækspoiler og en bagkofanger et par dobbelte afgangsrør i stedet for to trapez-formede. Den samlede pakke får M8'eren til at se mere brutal ud. Og med god grund:

Under huden gemmer sig mekanikken fra BMW M5, i Competitionen udgaven med 625 hk, som er opdrættet til at trives ligeså godt på en racerbane, som på Autobahn. 

© Uwe Fischer

Fortæl noget mere om motor og undervogn!

Under motorhjelmen finder du en 4,4 liters V8 biturbomotor, som yder 625 hk og 750 Nm i drejningsmoment. Et større arsenal af olie- og vandkølere ruster den bedre til hård banebrug end motoren i samme størrelse i M850i. 

Kræfterne sendes gennem en 8-trins M Steptronic automatgearkasse og videre til hjulene gennem BMW's xDrive firehjulstræk, der foretrækker at sende kræfterne til baghjulene. 

Som i M5 Competition har firehjulstrækket et par party-modes, som du kan lege med på en bane: "4WD Sport" tillader mere action og større skridvinkel i sving - og "2WD" gør M8 til baghjulstrækker uden hæmninger (eller ESC), hvis du føler trang til at vise dine evner som drift-meister til en trackday. 

M8 set nedefra. Undervognen er hentet direkte fra M5. Bemærk skjoldet mellem forhjulsophængene: Det afstiver forvognen og giver mere direkte og præcis styring i forhold til en M850i. 

© Søren Juul
© Uwe Fischer

Undervognen er hentet direkte fra BMW M5. Til forskel fra M850i er M8 udstyret med M-specifikke styrespindler, nye hjulophæng, ekstra afstivning af for- og bagvogn, mere kontante bøsninger, nye gearkasseophæng og kraftigere krængningsstabilisatorer. Alt sammen for at sikre en mere præcis og kontant forbindelse mellem undervogn og chassis. 

De medstyrende baghjul på M850i er droppet i M8. Det koster lidt på venderadiusen, men du får en lettere - og mere banefokuseret bil, lyder forklaringen fra en adspurgt BMW-ingeniør. 

Der er fyldt godt op i motorrummet på en M8 hvor BMW's kraftigste serieproducerede motor huserer. 

Sker der noget, når du træder på speederen i en BMW M8 Competition? 

Trods en kampvægt på 1.960 kg accelererer M8 som skudt ud af en kanon, når du vader på speederen. 0-100 km/t tager kun 3,3 sek. og har du bestilt bilen med en "Driver's pack" topper den først ved 305 km/t. Standard er den begrænset til 250 km/t. 

Vores køretid på den fantastiske Portimão-bane er desværre meget begrænset i denne omgang, men M8'eren når at efterlade sig en stribe varige indtryk, før vi bliver bedt om at forlade rattet igen for at prøve kræfter med en 840i Gran Coupé på landevej.

De 625 heste distribueres sikkert og næsten udramatisk til den lune asfalt takket være firehjulstrækket, bremserne (kulfiberkeramiske på testbilen) bider utrætteligt og stopper effektivt testbilen ned for enden af langsiden af banen. M8'eren er lidt  skarpere på indstyringen end en M850, men M8 føles stadig som en stor og mægtig GT, der hellere vil tituleres konge af Autobahn end hårdkogt trackday-specialist. 

Det aktive M-differentiale i bagtøjet, som splitter kræfterne op mellem hver baghjul efter behov, hjælper effektivt med at få bilens snude ind i mod midten af svinget - og bagenden elegant ud, men M8'eren æder ikke banens sektioner med samme lethed som f.eks. en BMW M4 - eller en M2. Men ikke desto mindre er det stadig imponerende, hvordan den kæmpe coupé formår at klistre sig til asfalten på en af Europas mest krævende racerbaner. 

Med kulfiber og masser af læder er kabinen i den testede M8'er mere sportslig end i en M850i. M8'eren har tillige en anden gearvælger i læder, hvor du kan justere gearkassens skiftehastighed.

Hvem er konkurrenterne? 

Der er alternativer, hvis du er på udkik efter en stor luksus-coupé med bagsæder og en heftig V8'er under motorhjelmen. Det kunne f.eks. være en Bentley Continental GT V8, Aston Martin DB11 med V8-motor eller en Mercedes-AMG S63 4Matic. 

Du kan også vælge M8'eren med et andet karrosseri: Modellen fås også som cabriolet eller den lidt større 4-dørs Gran Coupé.


Vi synes...

Konklusion, pris og nærmere testindtryk bringer vi i et kommende nummer af Bil Magasinet.

© Uwe Fischer

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...