Fabriksny BMW M3 E30-karrosse sat til salg

I sidste uge fandt man 11 stk. BMW 5-serie fra 1994 – nu kan du købe en BMW M3 E30-karrosse, som også er fabriksny på trods af at være over 30 år gammel

8. januar 2019 af Mathias Brandt


Står du og mangler en M3 E30-karrosse, har du nu muligheden for at købe en splinterny. En mand ved navn Paul Marshall har nemlig sat denne fabriksnye karrosse til salg på Facebook.

Karrossen er udstyret med de karakteristiske M3 E30-skærme, som gør det let at genkende den. Det samme gælder den unikke udformning af C-stolpen og bagruden, som kun findes på M3-karrosser. 

Ifølge annoncen står bilen i Texas, og sælger forlanger minimum 30.000 dollars for bilen – og så skal køber selv betale transport og shippingomkostninger. Omregnet til danske kroner, skal du hoste op med 195.000 kr. 

Stået beskyttet i 15 år

For de penge får du kun en bar karrosse. Der medfølger hverken interiør, motor, døre eller andet. Den er heller ikke udstyret med noget stelnummer, så medmindre du har en donorbil, får du den aldrig indregistreret.

Ifølge sælger har karrossen stået opbevaret i en oppustelig beskyttelsesboble de sidste 15 år, hvilket har beskyttet den mod rust. Der er følgesedler og klistermærker på karrossen, som underbygger dens originalitet. 

Prisen er høj, men ikke urimelig

Priserne på BMW M3 E30 er røget i vejret de seneste par år. Så måske er 195.000 kr. ikke for dyrt, men ligegyldigt hvad, er det ikke hvem som helst, som går ud og køber en karrosse til så mange penge. 

Hvis du bare er på jagt efter et fornuftigt eksemplar af en BMW M3 E30, kan de købes fra omkring 400.000 kr. uden afgifter.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.