BMW M5 CSL - den eneste ene
BMW M5 CSL - den eneste ene© bilmagasinet.dk

Drømme-M5 forbliver kun en drøm

BMW har bygget CSL-letvægtsudgave af M5 - desværre kun i ét eksemplar

29. oktober 2009 af Mikkel Thomsager

I anledning af BMW M5-modellens 25 års jubilæum har BMW selv lavet en CSL-model. Men det bliver kun til denne ene. Trods indlysende kvaliteter bliver modellen ikke sat i produktion.

CSL-begrebet blev introduceret i BMW M3, hvor tilnavnet CSL betegner en lettet og yderligere sporty version. Det har flere gange forlydt, at der var en tilsvarende CSL-version af M5 på vej. Men den kom aldrig. 

Nu kommer den så alligevel, men som en one-off, som chefen for BMW's M-afdeling, Albert Biermann, selv kalder "5-serien, vi aldrig byggede".

Ikke overraskende er M5 CSL lettet ved brug af kulfiber. Det gælder primært taget, forsæderne og et par steder i motorrummet. I alt er der sparet 55 kg på den konto.

Samtidig er den store V10-motor blevet endnu større. Den er boret op fra 5,0 til 5,5 liter og modificeret et par andre steder. Det er stadig kun en suge-motor, men modifikationerne har ifølge Biermann hævet effekten fra 507 til 580 hk.

Derudover er BMW ind til videre meget sparsomme med oplysninger om bilen. Dog siger de, at M5 CSL er hele 20 sekunder hurtigere rundt på Nürburgring end en standard-M5.

Den nuværende BMW 5-serie (E60) er på vej ud, og en ny model ventes til foråret. En ny M5 er dog først klar i 2011, og vil få V8-motor med dobbelt turbo.

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...