Dansk BMW-specialist solgt til svensk/norsk bilgigant

BMW-specialisten Koed begyndte med at ophug af den nu klassiske E30 3-serie for 25 år siden i en lille by på Djursland - nu er virksomheden solgt til en stor BMW-familie

10. november 2020 af Steen Bachmann

BMW-specialisten Koed, der for 25 år siden blev grundlagt med ophug af den nu klassiske E30 3-serie, og som gennem den sidste håndfuld år er vokset i størrelse og specialisering med tre autoriserede BMW og MINI-værksteder plus en afdeling i Norge, er nu blevet en del af noget større.

Den svensk/norske bilgigant Hedin har overtaget aktiemajoriteten i Koed, og varsler dermed øget konkurrence om de danske BMW-kunder.

Et tilbud jeg ikke kunne afslå

”Med værdier, mindset og ambitioner, der viste sig at være nærmest ens hos de to virksomheder, var det bare umuligt for mig at sige nej til Hedins tilbud. Derfor glæder det mig utrolig meget, at KOED nu er en del af Nordens største BMW-familie, med Hedin som storebror, og den norske BMW-specialist GS Bildeler som tvillingebror.” fortæller KOEDs indehaver Henrik Høstrup Sørensen i en pressemeddelelse.

”Med salget til Hedin får KOED en styrke, som kan være svær at arbejde sig til, og vi kommer til at stå langt stærkere overfor vores nuværende konkurrenter. Det er ganske enkelt en drøm, der her er gået i opfyldelse! KOED får en ambitiøs, moderne og stærk partner i ryggen, og Hedin får en flyvende entré på det danske marked. Det er ren win-win og timingen kunne ikke være bedre,” lyder det fra Henrik Høstrup Sørensen.

Skal blive en fordel for kunderne

Koeds bestyrelse vil blive styrket med ledende personer fra Hedin og GS. Formandsposten indtages af majoritetsaktionæren, mens Henrik Høstrup Sørensen beholder sin plads i bestyrelsen. Henrik Høstrup Sørensen fortsætter tillige som næststørste aktionær, og vil også bidrage til at vækste det samlede set-up i Norden.

”Vores sortiment udvides markant fra dag 1 ved hjælp af vores nye søsterselskab GS Bildeler, og vores kunder vil komme til at mærke en langt stærkere leverandør og partner gennem hurtigere levering, mere på lager, endnu mere know-how og bedre priser. Vi bliver kort sagt endnu bedre til at ”hjælpe BMW-folket”."

Bag om

Om KOED

Virksomheden blev grundlagt i den østjyske by Koed i 1993 med fokus på salg af brugte BMW-dele. I 1997 flyttede virksomheden til større lokaler i Kolind og fik samme år en ISO14001-certifikation. KOED beskæftiger mere end 40 dedikerede medarbejdere med stor passion for BMW & MINI. Virksomheden sælger i dag BMW-dele til kunder i Danmark og resten af Europa.

I 2014 blev KOED autoriseret BMW serviceværksted og har i dag et af landets største lagre af nye og brugte BMW-reservedele med 38.000 nye reservedelsnumre + mere end 50.000 brugte dele på lager til levering fra dag til dag. Besøg Koed her.

Om Hedin Automotive

Hedin Automotive er et 100% ejet datterselskab af svenske I.A. Hedin Bil AB. Bavaria, en af Nordens største forhandlere av BMW og MINI, indgår i selskabet sammen med Hedin Performance Cars AB (Porsche i Norge og Sverige) og GS Bildeler – Norges største uafhængige leverandør af reservedeler og tilbehør til BMW. Hedin Automotive omsatte i 2019 for over seks milliarder NOK, og har mere end 1000 medarbejdere.

Om Hedin Bil

I.A. Hedin Bil er en af Nordens største privatejede bilforhandlere, med 32 bilmærker i porteføljen, og tilbyder alle services for privat- og erhvervskunder, hvor finansiering, service og forsikring er nogle af elementerne. Hedin Bil er repræsenteret gennem mere end 100 forhandlere og servicepunkter i Sverige, Norge, Belgien og Schweitz. www.hedinbil.se

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...