BMW Z4 Roadster G29 M40i 2019 turbo sølv grå front forende forfra

Første test: BMW Z4 er en magelig sportsvogn

BMW Z4 roadster finder tilbage til rødderne med en blød stofkaleche parret med en skøn rækkesekser og baghjulstræk. Det lyder som opskriften på en fantastisk køremaskine – vi undersøger sagen nærmere.

27. marts 2019 af Frederik T. Frey

BMW Z4 er befriende gammeldags i sit udtryk og ånd. Den har to sæder, en blød stofkaleche og en stor motor, der sender alle kræfterne til baghjulene. I en tid med store kursændringer i den moderne bilindustri er det befriende at se, hvor seriøst BMW fortsat tager en af historiens ældste biltyper – roadsteren.

Den nye Z4 med modelkoden G29 bygger smukt videre på arven, der strækker sig længere tilbage end Z-navnet, som startede med Z1 i 1988. Nu er jeg taget til Portugal for at teste den nye Z4 i M40i-varianten med 340 hk og 500 Nm fra en turboladet rækkemotor med seks cylindre og et slagvolumen på tre liter.

Da jeg hopper ind i bilen, er vejene fugtige, og kalechen klappet op, så de våde dråber ikke finder vej ind i kabinen. Jeg har ikke travlt med at skrælle taget af, da jeg føler mig sikker på, at solen om få timer vil brænde sig igennem det mørke skydække og give mig rig mulighed for at køre åbent.

Z4 M40i får kun automatgear

Testbilen er en Z4 M40i, som standard har automatgear, der betjenes via en buttet gearvælger mellem bilens to sæder. Jeg finder “Drive”, og triller ud på testruten. Jeg starter i bilens ­Comfort-indstilling, hvor det meste foregår uden det store spektakel.

Z4 er letkørt, støjsvag og fjedrer fint hen over forskellige former for ujævnheder. Det hurtigt reagerende styretøj signalerer samtidig, at selv i Comfort er den baghjulstrukne roadster ikke helt tandløs. I det hele taget føles den kompakte sportsvogn meget præcis i sine bevægelser, og jeg bliver hurtigt klar over, at den skal betjenes med fløjlshandsker frem for tykke arbejdshandsker, da den reagerer præcist, elegant og korrekt på selv små input på rat og pedaler. 

BMW Z4 Roadster G29 M40i 2019 turbo sølv grå bagfra bagende

BMW Z4 bruger stofkaleche – den forrige generation brugte stålfoldetag.

Sport Plus skiller sig ud

Ude af den værste bytrafik (jeps, den slags har de også i Portugal) letter mængden af trafikanter, og svingene bliver der flere af. Jeg finder hurtigt frem til en mere dynamisk indstilling af bilens setup i køreprogramvælgeren til venstre for gearvælgeren. Særligt i Sport Plus lægger jeg mærke til, hvordan der pludselig kommer en dyb baryton fra udstødningen. Lyden er sprød, men som omdrejningerne stiger, bliver lyden suppleret af tonerne fra den hurtigtroterende rækkemotor – det lyder super!

Også gearkassen kan skifte identitet alt efter, hvilket køreprogram der vælges. De silkebløde skift, der kendetegner en automatgearkasse med momentomformer, er til stede, indtil Sport Plus vælges. Her bliver skiftene mere kontante og giver et ryk gennem den 2-personers sportsvogn.

Jeg slipper speederen, hvorefter jeg straks bliver overfaldet af lyden fra et maskingevær med en tudse i halsen. BMW Z4 knalder og brager fra udstødningen ved speederløft, som det er blevet så populært i alt fra GTI’er til supersportsvogne. Z4 gør ikke disciplinen værre eller bedre end andre. Ligesom det er tilfældet i flere andre biler, virker “funktionen” kunstig og som lidt af en gimmick. Det har jeg heldigvis ikke tid til at dvæle ved, for svingene kræver min fulde opmærksomhed på rat og pedaler. 

BMW Z4 Roadster G29 M40i 2019 turbo sølv grå kabine interiør lædersæder aut

Kabinen i den åbne BMW Z4 – her med automatgear.

Ny BMW Z4 er blevet bredere og kortere

BMW Z4 føles kort, præcis og kvik til at reagere både på mine input og på vejens beskaffenhed. Siden forrige generation er sporvidden for og bag blevet bredere, mens akselafstanden er kortere. Grebet i forakslen er utroligt højt, uden at de forreste dæk føles suget til asfalten i en grad, hvor følingen gennem styretøjet bliver for tung.

I tjept tempo kommer der hyppigt små slag fra baghjulstrækkerens bagende. Roadsteren læner sig en smule, inden den giver slip med bagenden, men den gør det tit og ofte, og balancen i sportsvognen er meget klassisk med en løs bagenden. Oftest sker det som et resultat af, at bagdækkene trods alt skal tøjle 340 hk og 500 Nm, hvilket er en hel del selv med 275/40R18-dækmontering.

Når grebet forsvinder, sker det ret brat, og Z4 er næsten for magelig og maskeret op til skridgrænsen. Heldigvis har M40i-varianten, jeg tester, et elektronisk styret differentiale på bagakslen, som i det skjulte hjælper med til at fordele kræfterne, så de kan bruges til fremdrift.

Z4'erens nye stofkaleche sænker tyngdepunktet

Jeg har så meget tiltro til det portugisiske klima, at jeg kigger mig om efter et passende sted at holde ind til siden og slå kalechen ned. Den gamle Z4 havde stålfoldetag, men den konstruktion er skrottet til fordel for en klassisk stofkaleche, der vejer mindre og er med til at sænke bilens tyngdepunkt. Taget kan betjenes, mens Z4 kører op til 50 km/t. Selve akten med at få det af eller på tager ti sekunder og foregår elektrisk.

Ved hastigheder op til 100 km/t går det fint at køre uden tag. Mine 177 cm stikker ikke højt nok op til at få blæst lokkerne af eller blive generet af vindstøj. Jeg mærker dog alle generne komme snigende, da jeg hæver farten, og højere førere sidder nok mere udsat end undertegnede. 

BMW Z4 Roadster G29 M40i 2019 turbo sølv grå bagagerum kaleche

Stofkalechen lægger sig bag sæderne og optager derfor ikke plads i bagagerummet.

Z4: Luksus fremfor sport

Førerpladsen er velindrettet, og sædet støtter fint med mange indstillingsmuligheder. Kabinen er mere luksus end sport, men det går egentlig fint i tråd med Z4, der også først vågner op som engagerende og krævende sportsvogn i Sport- og Sport Plus-køreprogrammerne. Fokusset på luksus frem for sport er måske særligt udtalt i denne meget veludstyrede testbil. Valget af glat læder over alcantara og fladerne af blankt pianolak prikker ikke rigtig til de sportslige associationer. Interiørdesignet er også mere elegant, end det er råt.

Digitale instrumenter er også kommet til, og selv om de fungerer upåklageligt, er der et lille stykke op til de lækreste systemer fra konkurrenterne.

BMW Z4 ser moderne ud med på én gang bombastiske, men også strømlinede proportioner. Bilens to døre tegner en tydelig streg opad, hvilket efterlader et meget højt panel under døren. Det er langt fra roadsterens mest elegante linjer, men særlig rundt om bagenden begynder tingene at falde på plads. Et par indhug i hver side af bagkofangeren er med til at understrege bilens bredde, og baglygterne har også en snært af tidligere tiders Z-modeller.

BMW Z4 slører sine dynamiske kvaliteter en tand for meget i Comfort-indstillingen, men mange af dem, som køber en Z4, er næppe kede af roadsterens kvaliteter som boulevard-cruiser. Både Z4 og føreren bag rattet skal arbejde, før sportsvognen træder i sin dynamiske karakter. Personligt havde jeg drømt om, at den sportslige identitet var konstant til stede. På den anden side kan man rose Z4 M40i for sin alsidighed og vendekåbe-mentalitet

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.