BMW X7 dansk test

BMW’s nye SUV er større end nogensinde. Det er grillen i snuden også. Kunderne til denne type bil kan godt li’ at vise sig frem.

Test: BMW X7 er en terrængående limousine

Der er gået bling-bling i den hos BMW i Bayern, som har sendt über-SUV'en X7 på gaden. Efter det første møde med den 5,2 meter lange bil virker det dog til, at den er mere rettet mod rige russere end danskere med mange børn.

25. september 2019 af Anders Richter

Hos BMW’s designafdeling er der nogle medarbejdere, som har fået storhedsvanvid. BMW X7 er netop blevet lanceret fra den tyske bilgigant, og den er ligeså gigantisk som dens nyrer i snuden. X7 får præmien som den største BMW i serieproduktion nogensinde. Den måler næsten 5,2 meter i længden og eksakt 2,0 meter i bredden, og X7 føles præcis så stor, som tallene antyder.

Bag rattet føles det som at styre en færge. De første par timer føles det decideret skræmmende at udføre parkerings­øvelser eller andet, som kræver, at du kommer tæt på dine medtrafikanter. Efter lidt tid knækker man dog koden, og med hjælp fra bilens kameraer hele vejen rundt begynder arbejdsbyrden at lette en smule.

Hvorfor laver BMW så store nyrer?

Men hvem er denne kæmpe BMW X7 så henvendt til? Det er tydeligvis ikke danskere – medmindre man har et stort behov for at vise sig selv frem. I ­Hellerup fungerer X7 rigtig fint, men så snart du bevæger dig til Jylland, kigger folk mærkeligt på dig: “Hvorfor er den grill så stor?”, er det mest hyppige spørgsmål. 

Svaret er, at det kan de kinesiske, russiske, amerikanske og mellemøstlige kunder rigtig godt lide. I deres verden skal en SUV stikke snuden i vejret og være imposant. Den opgave løser BMW X7 fantastisk godt, men i kongeriget Danmark føles den alligevel som lidt for meget.

BMW X7 dansk test

Kæmpegrill

Det første, du lægger mærke til ved X7 er grillen. Den måler 40 cm i højden og 81 cm på tværs. Stik dén...

En 7-serie på stylter

Tyskerne siger selv, at X7 skal ses som en 7-serie, du kan tage med ud i terrænet. Selv om jeg nok vil tøve med at køre testbilens 22” alufælge monteret med asfaltdæk ud på andet end nyslået græs, kan jeg godt følge tankegangen. BMW ved dog godt selv, at kun en lille procentdel af denne type køretøjer får lov til at smage på terrænkørsel, men skulle du komme derud, findes en funktion, hvor du kan hæve eller sænke bilen med op til 80 mm. Har du tænkt dig at forcere floder, vil du nok være interesseret i at vide, at vadedybden er 50 cm.

Hvis du virkelig vil nyde din X7, skal du bruge den til at køre på asfalt. Noget den kan til perfektion. 

Vælg en adaptiv fartpilot til X7

Den vejer 2,4 ton og har et højt tyngdepunkt, så den elsker ikke sving. De lange lige stræk på motorvejen er dens livret. Her falder den til ro ved lave omdrejninger, og den har et forbavsende lavt støjniveau i kabinen på trods af enorme hjul og høje vindmodstand. Du kan uden problemer tale med passager på den tredje og bageste sæderrække.

For den ultimative motorvejskomfort skal du huske at tilkøbe den adaptive fartpilot med køfunktion, som koster 15.625 kr. ekstra. Det gør, at du stort set kan køre bilen ved hjælp af knapperne på rattet. På den måde kan du hvile både fødder og sind, mens du cruiser et kongerige eller et kontinent på tværs.

BMW X7 dansk test

Gearstang og drejeknapper i krystalglas virker lige lovlig ­russer-agtigt. Det koster 12.695 kr. ekstra, og de penge kan du godt spare.

BMW X7 har plads til 7 personer

Plads er der masser af i X7. Standard kommer den med tre sæderækker, og du kan som voksen godt klemme dig ind på den sidste række. En fin detalje er, at tredje sæderække har sit eget soltag, hvilket giver en lidt mere rummelig fornemmelse, når man sidder klemt sammen deromme. Voksne kan godt sidde der på kortere ture, men det er bedst egnet til større børn.

Med alle tre sæderækker i brug er din bagagerumsplads begrænset til 326 liter. Det kan dog udvides til 750 liter, hvis du lægger bagerste sædderække ned. Har du brug for at fragte virkelig store genstande, kan du lægge begge sæderækker ned, hvilket fremtryller 2.120 liter bagageplads.

Den store plads giver enorme ydre mål, og det kræver, at du ikke skal være bange for at parkere store biler, når du cruiser i din X7. Heldigvis er parkeringssensorer hele vejen rundt standard, men du kan overveje at ­opgradere med en såkaldt “Parking Assistant Plus”, som kan hjælpe dig yderligere hjælp med at holde styr på, at du ikke laver ridser i den dyre lak.

BMW X7 dansk test

Standard får du 20” fælge på BMW X7. Testbilen er dog opgraderet til 22”.

Motorudvalg i BMW X7

I Danmark findes X7 indtil videre i tre varianter: To med diesel og én med benzin. Testbilen er den mindste diesel, som er udstyret med BMW’s ­klassiske rækkesekser, der lyder fantastisk. Det er dog første gang, vi har prøvet denne motor i en bil så tung, at motoren føles som om, den virkelig skal arbejde. 265 hk og 620 Nm lyder på papiret som meget, men når du spænder 2,4 ton SUV på, er det faktisk kun lige nok. 

Skal der mere spark i den, kan vi anbefale topvarianten M50d, som er udstyret med en kraftigere dieselmotor med hele fire turboer. Det hæver ydelsen til 400 hk og 760 Nm, hvilket sender den til 100 km/t på 5,4 sekunder og videre til en elektronisk begrænset topfart på 250 km/t.

Hvis du hellere vil fylde tanken med benzin, findes X7 også i en 40i-variant med 340 hk og 450 Nm. Den er opgivet til at gå 8,9 km/l, så det er ikke ligefrem nogen økobil. Vores anbefaling er at vælge en diesel, da det større moment giver de overarme, du har brug for i en bil af denne størrelse.

Eneste spørgsmål, vi står tilbage med, er, om BMW X7 overhovedet giver mening på vore breddegrader. Det korte svar er nej. De fleste vil uden problemer kunne nøjes med en BMW X5 med en startpris på næsten en halv million kroner mindre. 

Den giver dig også en uovertruffen komfort samtidig med, at du kommer i højden. X5’eren er samtidig lidt mere diskret i det daglige, og selv om den også er stor, så er den altså mere kompakt end det store skrummel af en X7. 

BMW X7 dansk test

Med tredje sæderække nede har du plads til 750 liter

Skal du vælge en BMW X7?

Hvis du ofte har brug for den tredje sæderække, kan det dog tale i retning af X7, men det er nok også det eneste, som kunne tale for. En anden ting, der kan tale for en X7, er, at du kan specificere den mere luksuriøst end en X5. Storebror fås blandt andet med et “Sky Lounge”-glastag, som ved hjælp af 15.000 små lysdioder kan lyse i alverdens former og farver. Her er også mulighed for at installere et Bower & Wilkins-­lydanlæg til 97.000 kr. eller montere en stribe af dyrt men lækkert ekstraudstyr fra BMW’s Individual-afdeling.

Det er ikke, fordi vi ikke er imponeret over X7, og alt hvad den kan, men når du kører rundt i Danmark, bliver X7’eren hurtigt for meget. Alene dens enorme grill i snuden vækker opsigt på måder, man ikke er vant til. I Kina, Rusland eller USA er det sikkert superfedt, men i lille Danmark kommer du ikke foran i bilkøen, når du stikker de enorme nyrer frem. Her kigger folk mærkeligt på dig.

Største spørgsmål er dog, hvordan BMW X7 klarer sig mod Mercedes GLS, som netop er på vej i en helt ny generation, der sigter mod eksakt den samme kundegruppe. GLS’en kan også rumme syv personer i udsøgt komfort. Hvilken, der er bedst, må vi afgøre i en senere test af de to kæmper.

BMW X7 dansk test

BMW X7 vejer næsten 2,4 ton, så det er en tung basse. Komforten er dog udsøgt, og det er den perfekte langtursvogn.

BMW X7 xdrive 30d AUT. specifikationer

Pris 1.628.770 kr.  

Motor R6, 2.993 cm3, 24V, turbodiesel

Ydelse 265 hk ved 4.000 o/min  620 Nm ved 2.000 o/min  

Topfart 227 km/t

0-100 km/t 7,0 sek.  

EU-miks 12,2 km/l  

Årlig afgift 6.840 kr.

Mål (L/B/H) 515/200/180 cm  

Vægt/last/påhæng 2.445/775/2.200 kg

Bagagerum 326-2.120 liter  

Dæk 275/50R20

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.

Måske er du interesseret i...