BMW’en, der kan det hele
X3 er arbejdshesten i BMW-programmet af SUV-modeller. Den står i skyggen af X1, X2 og X5, men trækker i virkeligheden på de bedste egenskaber fra alle tre. En let opdatering – med og uden strøm – gør BMW X3 til dét, den første X5 var i år 2000.
Det er en SUV med benzinmotor, men den har også batteri og elmotor, og den går 47,6 km/l ifølge WLTP-normen.
Havde du læst ovenstående data for fem eller ti år siden, ville du straks henvende dig til redaktionen for at bede om både dementi og rettelse, men i 2022 er den god nok.
BMW er langt fra alene om at tilbyde en SUV med benzin- og elmotor, men BMW har været blandt de første.
Indhold:

Det er en BMW-trend i disse år, at grillen med nyreform bliver større og større. Således også den nye X3.
© Mathias BrandtTest af BMW X3 plugin-hybrid
Det var i 1999, at BMW sendte sin første X5 på gaden, og den blev omgående en drømmebil for mange af os. Tanken om at kunne køre både på mark, vej og Autobahn med tysk fart, stil og elegance gav bilen som frihedsbegreb endnu en cylinder at spille med. X5 så godt ud og signalerede det overskud, vi alle gerne vil vise.
Med en længde på 467 cm, en bredde på 189 cm og en højde på 172 cm var det en stor og rummelig bil, som i Danmark startede ved 864.000 kr. for en variant med 6-cylindret motor. Korrigeret for inflation og omregnet til nutidskroner er det 1.190.000 kr. i 2022.
22 år senere har X3 overtaget den rolle, som X5 etablerede. Med 471/189/168 cm (L/B/H) har X3 årgang 2022 næsten præcis samme mål, som X5 havde i 2000.
Men til en startpris på 650.529 kr. (2023 priser) er BMW X3 tæt på halv pris. I år 2000 stillede X5 til en start med 231 hk. Med hybridkraft stiller X3 med en systemydelse på 292 hk.
Så selv om den køreklar vægt er steget fra 1.550 kg i X5 i 2000 til 2.065 kg i X3 årgang 2022, er accelerationstiden 0-100 km/t reduceret fra 7,5 sekunder i X5 årgang 2000 til 6,1 sekunder i en ny X3 xDrive30e.
Læs også: Test af Jaugar F-Pace.

Test: X3 er opfrisket
Batteriet, som ligger under bagagerummets gulv i BMW X3 xDrive30e M Sport, er på 12,0 kWh, hvilket giver el til 47 km fra elmotoren, som i sig selv er på 109 hk.
En del af forklaringen på det fordelagtige regnskab i forhold til den oprindelige BMW X5 er den aktuelle, danske afgiftsfavorisering af biler med opladningshybridteknik.
Den gavner også X3. PHEV-varianten med 292 hk er næsten 100.000 kr. billigere end en X3 med benzinmotor på 184 hk og mild-hybridteknik, som officielt klarer 13,0 km/l.
BMW X3 kom i 2003, og den nuværende model, der kom i 2018, er 3. generation. Det er den, der nu har fået en synlig gang “frisk op”.
Læs også: Test og priser på Volvo XC90.
Det ses tydeligt både for og bag. Foran er den kendte grill, der har form som et par nyrer, blevet endnu større, og de to “organer” er nu vokset sammen. LED-lys, som nu er standard på den faceliftede X3, har fået nyt udtryk og smallere glas. Forkofangeren har også fået nyt design med lodrette luftindtag.
Det samme gælder bagkofangeren, hvor de to afgangsrør er større og har fået nyt og markant udtryk, også fordi de fremstår i blankt stål i kontrast til kofangerens nederste del, som er sort.
Endnu mere synlige er de nye baglygter, som nu også er fuld LED, og med et markant, tværgående udtryk.
Læs også: Test af BMW's elektriske iX1.

Hvad synes vi om BMW X3 hybrid?
I kabinen er der også foretaget mindre ændringer. Først og fremmest har radio og ventilationsanlæg på midterkonsollen skiftet plads, så radiobetjeningen sidder nederst, og ventilationsanlægget øverst, og det har fået vippekontakter til justering af temperaturen, frem for drejekontakter som hidtil. Ændringen følger tilsvarende ændringer i den seneste BMW 3-serie.
Læs også: Her er den nye BMW i5.
Centerskærmen, der både er trykfølsom og kan styres med drejeknap, er vokset fra 8,8” til 12,3”, og et par af kontakterne længere nede på midterkonsollen er også reviderede.
X3-varianten med opladningshybridteknik kom i 2019, og ligesom resten af X3-programmet er teknikken i den næsten uændret. Det samme er modelprogrammet, alle med firehjulstræk som standard og fortsat med både benzin og diesel-varianter, selv om de alle står i skyggen af PHEV-varianten med både el- og benzinmotor. •
Vi synes
BMW var tidligt ude med en SUV i denne klasse, og tidligt ude med en PHEV-variant af den. Den holder stadig.
Læs også: Test af BMW 330e.

Instrumenter og layout er uændret på den reviderede X3, men den store skærm er nu standard på alle versioner.
© Mathias BrandtBMW X3 xDrive30e priser og specifikationer
Danske priser i 2023
- BMW X3 xDrive30e xLine - fra 650.529 kr.
Motor & systemydelse
- R4, 1.996 cm3, 16V, turbo + el
- 292 hk
- 420 Nm
Præstationer
- Topfart 210 km/t
- 0-100 km/t 6,1 sek.
- Forbruget 47,6 km/l (WLTP)
Mål og vægt
- L/B/H 471/189/168 cm
- Vægt/last/påhæng 2.065/555/2.000 kg
- Bagagerum 450-1.500 liter
- Dæk 245/50R19