BMW iNext prototype
BMW iNext prototype © PR

BMW tester eldrevet SUV i det nordlige Sverige

Afslører en lille smule af, hvad fabrikkens udviklingsafdeling tester lige nu i Arjeplog i det nordlige Sverige: En ny og 100 pct. eldrevet SUV

9. februar 2019 af Steen Bachmann


På BMW Groups testcenter i Arjeplog i Nordsverige testes ny teknologi under ekstreme temperaturforhold. . En af de prototyper, som testes lige nu, er BMW iNext.

Den blev første gang vist som konceptbil i efteråret 2018, og er planlagt til at gå i produktionen på BMW’s fabrik i Dingolfing i Tyskland i 2021. 

Enorm SUV fra BMW

Bilen er 506 cm lang, 169 cm høj og 206 cm bred, og dermed endnu større end den nye BMW X5. Med batteri i bunden og helt fladt gulv må her blive lige så meget plads som i en bus, men der er ikke frigivet billeder af kabinen. 


Den kamouflerede bil testes på snedækkede veje og ismasser, hvor lave temperaturer og minimal friktion giver værdifuld indsigt og erfaring. Den lave friktion på sne og is betyder, at samarbejdet mellem firehjulstrækket og de elektroniske støttesystemer kan testes under ekstreme forhold. 

Den ujævne og ru overflade, som man blandt andet møder på de frosne grusveje omkring Arjeplog, er også et godt udgangspunkt for test af undervogn og affjedring.

BMW iNext får intelligent batteristyring

Samtidig bliver elmotoren, højspændingsbatteriet og kølesystemet testet i forbindelse med den nordiske vinterkulde. Her lægges vægt på at udvikle et energistyringssystem og klimaanlæg, som tackler de udfordringer vores klima byder på - uden at den elektriske rækkevidde bliver påvirket mere end nødvendigt.

Både styringen og bremsesystemet finjusteres under en række forskellige forhold. Den energi, der opnås ved bremsning, vil for eksempel variere under forskellige kørselsforhold. Derfor testes BMW iNEXT også på snedækkede grusveje, såvel som på tør asfalt og spejlblank is.

BMW tester selvkørende teknologi

BMW iNext bruges også til at teste selvkørende systemer. I ”Boost”-funktionen er det føreren, som sidder i førersædet, mens ”Ease”-funktionen lader den autonome teknik tage over. Meldingen fra BMW er, at biler, der i højere grad vil kunne overtage styringen under visse forhold, om få år vil spille en betydeligt større rolle end i dag.

Fakta

I 2025 vil BMW Group tilbyde mindst 25 elektrificerede modeller, hvoraf mindst 12 er fuldt elektriske. 

Næste år lanceres BMW iX3 og samtidig med, at BMW iNEXT går i produktion i 2021, starter også produktionen af BMW i4.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.