BMW nyrer grill hatemail vores reaktion
© BMW // Twitter

BMW svarer igen på designkritik: OK Boomer

BMW har svaret igen på kommentarer omkring mærkets nye grill-design i det, der hurtigt har udviklet sig til en skududveksling i spydige kommentarer.

12. februar 2021 af Frederik Hauschildt

Kejserens nye nyrer

I tilfældet af, at du har overset det, så har BMW givet grønt lys til et nyt designsprog på flere af deres nye biler. Designsproget ændrer blandt andet på de umiskendelige 'BMW-nyrer', der har prydet grillen af stort set alle BMW nogensinde. På de fleste biler betyder det, at nyrerne tager til i størrelse, og fylder en langt større del af forenden.

Første gang vi så designet, var det på det elektriske koncept, BMW Vision iNext, der blev vist frem i 2018. BMW-fans tog konceptet som en spøg, der umuligt kunne blive til virkelighed: Det var jo en konceptbil!

BMW nyrer grill hatemail vores reaktion

BMW Vision iNext

© BMW

Spoler vi frem til sommer 2020, udgiver BMW en 4-serie, der tegner sig tæt op af konceptet. Nyrerne skaber kæmpe debat på internettet, og meningerne trækker i alle retninger. Da vi på Bil Magasinet kiggede på 4-serien første gang, havde vi følgende at sige:

"Da jeg så den nye BMW 4-serie på billeder, var jeg slemt skuffet. Jeg skal være helt ærlig og sige, at det ser bedre ud i virkeligheden, end det gjorde på billeder, men jeg kunne altså bedre lide de gamle nyrer," sagde Mathias Brandt i videoen herunder.

Internettets vrede

Der gik ikke lang tid, før BMW's Twitterside begyndte at flyde med kommentarer om det nye design. Her var den generelle konsensus, at den nye grill er en katastrofe, at den er grim, og at bilen ikke er en BMW. Én kommentar på vores YouTube video læser:

"Køb en 4 serie.. Invester i en front fra et andet firma. Få den installeret og malet og send regningen på hele balladen til den ansvarlige for den front. Det ville være den bedste huskekage."

Efter Vision iNext blev til BMW iX3, begyndte kritikken at tage fart: Med kommentarer som "Laver I også biler til normale mennesker?" eller "Hestelort," begynder BMW at synes, at det ikke er sjovt mere.

BMW svarer igen

Det bayerske mærke har hørt vores bøn: De er enige i, at den nye forende er anderledes, og slet ikke passer ind i BMW's nuværende line-up. Men de siger også, at de ikke har tænkt sig at gøre noget ved det. I en serie af opslag skriver BMW svar til udvalgte kommentarer. BMW's kommentarer er mindst lige så skarpladte som menighedens: Mærket bruger den nedladende vending "OK, Boomer" som svar på kommentaren "Gå tilbage til at bygge BMW'er."

Skarpskydningen fortsætter med både passiv og direkte aggressivitet fra begge parter. I et nyligt interview med Auto Express, siger BMW, at de også til dels bruger sociale medier til kvalitetssikring af design:

"Jeg venter til global evaluering med sociale medier. Vi kigger på og analyserer data. Hvor kommer det fra? Er designet elsker?" siger vicedesigndirektør Adrian van Hooydonk til Auto Express

Mange kommenterer dog stadigvæk, at de føler at BMW overhører og ignorerer deres kundesegment. Det illustreres godt i BMW's reklamefilm med navnet 'What's your reason not to change? The first-ever BMW iX.' Her vises en køretur, der bliver forstyrret af svævende Twitter-beskeder. På symbolsk vis vifter karaktererne beskederne væk, frem for at tage stilling til indholdet. BMW siger også i førnævnte interview, at de ikke har tænkt sig at lave designændringer på BMW iX.

BMW: Sorry, not sorry

I et forsøg på at gendrive noget af den online-opførsel, der begynder at kunne beskrives som flabet og arrogant, langer BMW i november en undskyldning ud:

"Lige meget hvor gammel du er, så lytter vi til dig. Vi undskylder, for det var ikke meningen at fornærme nogen med meme-slang. Vejen ind i en ny verden af transport er ujævn, men vi håber, at I vil være med os på den," skrev den bayerske gigant i et svar til det originale tweet. Svaret kan naturligvis fortolkes på mere end én måde, og selvom fornærmelsen ikke var tiltænkt, så har BMW ikke tænkt sig at ændre på deres iX. 

Endnu en reklamefilm, der kommenterer på emnet viser, at BMW stadigvæk har samme syn på nyt og gammelt. Filmen er fra januar, altså efter, de gav den officielle undskyldning, og handler om en udveksling mellem en E65 7-serie, og den nye iX, der begge kan tale. Den gamle 7-serie forestiller en ældre mand, der ikke vil acceptere, at hans storhedstid er ovre, mens iX forestiller den online-forbundne ungdom.

Er grillen væk?!

Som en seneste opdatering på historien, har BMW udgivet spionbilleder af mærkets kommende BMW i4, altså en elektrisk 4-serie. På BMWi's Twitterside kan man se en camouflage-dækket forende på det, BMW hævder er den nye i4. Man kan hæfte sig ved de fire døre, ved 0-100-tiden på 4,0 sekunder eller ved kølerhjelmens form.

I denne kontekst er det mest relevant at hæfte sig ved grillen: De udskæringer, der er lavet i camouflagen, er nemlig knap så store, som på 4-serien eller iX. I stedet er lufthullerne delt op i en sektion til nyrerne, over nummerpladen, og en sektion til øvrig indsugning, under nummerpladen. Men camouflagen bruges til netop at skjule designdetaljer, så vi må væbne os med tålmodighed, til i4 vises frem uden camouflage.

BMW nyrer grill hatemail vores reaktion i4 BMWi iX
© BMWi // Twitter

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...