BMW M550i løber med titlen som: Årets “sleeper”

For det utrænede øje kunne dette være en BMW 520d, men dem der ved hvad en M550i er, ved også hvor forbandet hurtig den er. Takket være et effektivt firehjulstræk, er den hurtigere end den gamle BMW M5. Læs hele testen her

18. december 2018 af Steen Bachmann

Hvis du er i markedet for en lynhurtig bil og gerne vil undgå drabelige vinger og spoilere på størrelse med en kommode, så tag et nærmere kig på bilen her. M550i er en mildere og billigere udgave af M5, men det dér med mildt glemmer man alt om, når V8-motoren er driftsvarm, kørestilsvælgeren står i Sport+, og vejen er fri.

Antrittet er voldsomt. Man skulle tro, at en køreklar vægt på næsten to ton og 5-seriens størrelse ville lægge låg på festen, men det er der ikke tale om. Med ekstremt effektivt firehjulstræk og en næsten hysterisk speederrespons i Sport+ hugger den store metalblå sedan til som en sur sværvægtsbokser.

Hurtigere end den gamle M5

0-100-tiden er hurtigere end i den foregående generation af M5, og med fire sekunder rent er vi på kanten af Tesla’s territorie. I svingkombinationer kan man fysisk mærke, hvor godt bilen føler sig under pres. Der skal køres morderligt hurtigt, før bilen krænger, og presser man den ud over al rimelighed, skrider den først let med bagenden, og så over alle fire hjul samtidigt (du skal over 90 km/t i et 90-graders sving, før det bliver aktuelt).

Det sker helt lineært, så det er bare at give endnu mere gas og styre kontra. Bliver man overmodig, retter bilen selv bagenden ind, så man undgår potentielt livsfarlige snurreture (vi slår aldrig ESC-systemet helt fra på offentlige veje, men det kan lade sig gøre ved at holde knappen nede i mere end tre sekunder). 

Motorlyder er nærmest raceragtig

Motorlyden er til en Grammy i betragtning af, at den fremtrylles af en maskine under trykladning. Den er dyb og afdæmpet ved tomgang, men skifter karakterer til en racerinspireret lyd på den anden side af 4.000 o/min.

Her er otte cylindre og to turboer, og momentet på 650 Nm nede fra knap 2.000 omdrejninger sikrer heftige mellemaccelerationer. Det angivne forbrug er 11,2 km/l, og i almindelig blandet kørsel når man nemt 10 km/l i snit.

M550i har fem sæder, et stort bagagerum og må trække op til 2.000 kg. Her er 19” M-fælge og -bremser, firehjulstræk, 8-trins automatgear og adaptiv undervogn modificeret af M-afdelingen. Her er også M-skørtekit og -rat, kabine betrukket med læder og Alcantara, og sportsstole med hukommelse.

Kabinen virker gammeldags

Alt er udført i upåklagelig kvalitet, og selv om BMW’s kabinelayout er gammeldags i forhold til Audi, så fungerer det eminent i praksis.

At en stor BMW er lækker, kommer ikke bag på nogen. Men to ting kom bag på mig: At adaptiv fartpilot koster ekstra (54.686 kr. for en pakke med delvist selvkørende funktion), og at den talentfulde 5’er er så alsidig.

M550i er en bil, der kan alt. BMW har begået et mesterværk. Eneste bagside er, at den netop er udgået af det danske modelprogram – øv!  

BMW M550i xDrive aut. specifikationer

Pris (udgået) 1.355.919 kr.  

Motor V8, 4.395 cm32V, biturbo  

Ydelse 462 hk ved 5.500 o/min, 650 Nm ved 1.800 o/min  

Topfart 250 km/t

0-100 km/t 4,0 sek.  

EU-miks 11,2 km/l

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.