BMW M3
Her ses den nyeste generation af BMW M3 og M4.

ENDELIG! Her er de nye og ondskabsfulde BMW M3 og M4

Bil Magasinet har fået de seneste billeder og alt info om den nye drømmebil fra Bayern. Læs alt om de nye BMW M3 og M4 i artiklen hér!

22. september 2020 af Anders Richter

En ny BMW M3 og M4 er klar

BMW er klar til at præsentere sin nye generation af BMW M3 og M4, og det er dem, vi skal kigge lidt på i denne artikel. BMW ved godt, at der har siddet tusindvis af M-fans over hele kloden og ventet i spænding (ja, hele Bil Magasinets redaktionen går i hvert fald og tripper på at få lov til at se den – og ikke mindst prøve den – sidelæns gennem et sving selvfølgelig...). Derfor har BMW nu valgt at løfte sløret for, hvad der kommer til at ske med den nye generation af BMW M3 og M4. Eller det er måske så meget sagt, for faktisk er modellen endnu ikke officielt præsenteret, men billederne af produktionsbiler er blevet lækket fra fabrikken, som i forvejen har været flinke til at levere data.

Bil Magasinet vil som nogle af de første danskere testkøre BMW M3 og M4, så husk derfor at starte dit abonnement i dag ved at klikke hér, på den måde går du ikke glip af den fremtidige artikel. 

BMW M3 forfra
BMW M3 har et ligeså vildt frontdesign som M4.

Første fotos af BMW M3 og M4

En af de tydelige visuelle detaljer er f.eks., at den nye BMW M3 og M4 fortsætter med at have fire piber bagest. En fed detalje som kom til M3-familien, da E46 M3 kom til i september 2000. Indtil det tidspunkt havde BMW M3 været udstyret med to normale udstødningsrør, hvilket gjorde de tidlige M3'ere endnu mere diskrete end i dag. 

BMW M4

M3 og M4 får kaninpløkker?

Spørgsmålet, mange nok har stillet sig selv, er, om BMW M4 vil blive udstyret med de samme kaninpløkker i snuden, som 4-serie Coupé, der netop er blevet præsenteret, har? Og svaret er meget simpelt: JA! Frontdesignet er noget, man lige skal vænne sig til, men på en eller anden måde, begynder det så småt at give mening. Eller hvad synes du? Skriv din mening i kommentarsporet på Bil Magasinets Facebook.  

BMW M3 keramiske bremser
Keramiske bremser bliver efter alt sandsynlighed dyrt ekstraudstyr

Keramiske bremser på M3 og M4

En anden vigtig detalje er også, at BMW M3 og M4 vil blive udstyret med keramiske bremser. Du kan se, at bremsecaliperen er guldfarvet, hvilket på BMW-sprog betyder, at den er udstyret med de dyre keramiske bremser.

Det er yderst tvivlsomt at det skulle blive standardudstyr. Mere sandsynligt er det, at keramiske bremser bliver dyrt ekstraudstyr, præcis som det er på de andre nuværende M-modeller. Hvis du bruger bilen meget til banekørsel, kan det dog være en idé at overveje.

BMW M3 og M4 engine
Motoren bliver en rækkesekser med turbo og enten 480 hk eller 510 hk i BMW M3 og M4.

M3- og M4-varianterne

BMW slår fast, at det bliver en rækkesekser med turbo – præcis som i den gamle generation af M3 og M4. BMW siger dog, at den er nyudviklet, så det er muligt, at der ikke er mange dele, der er røget med over fra den gamle.

Effekten er BMW også klar til at løfte sløret for:

  • M3 Sedan 480 hk
  • M4 Coupé 480 hk
  • M3 Sedan Competition 510 hk, 650 Nm
  • M4 Coupé Competition 510 hk, 650 Nm
6-trins gearkasse i BMW M3 og M4
Du kan få 6-trins manuelt gear i den "lille" M3 og M4 uden Competition-pakke.

Competition giver 8-trins automatgear

Det er også vigtigt at pointere en anden ny forskel, og det er, at bestiller du en standard BMW M3 eller M4 med 480 hk, bliver den udstyret med en 6-trins manuel gearkasse. Det er i følge BMW valget, hvis du er en purist, som godt kan li' at tingene er lidt oldschool.

Er du mere til hårdkogt performance, opgraderer du til en 510-hestes Competition-variant, men det betyder så, at du samtidig vinker farvel til den manuelle gearkasse. I Competition-varianten får du i stedet en 8-trins automatgearkasse. 

BMW M3 kabine
Kabinen får nogle nye og ret så vilde sæder. Farvekombinationen er vi dog ikke helt sikre på fungerer...

Et firehjulstræk støder til senere

BMW løfter her også sløret for, at M3 og M4 i Competition-varianterne når grænsen for, hvor mange kræfter der kan overføres til vejen. På et senere tidspunkt vil der også komme en variant af M3 og M4 med firehjulstræk. Og det er første gang nogensinde i historien, at det sker. 

BMW M3 profil

M3 og M4 er udviklet på Nürburgring

Testprogrammet har foregået på (surprise!) Nürburgring men også Sachsenring. Da en BMW M3 og M4 også skal kunne begå sig på de offentlige veje, har fabrikken derfor også testet dem på vejene omkring Miramas i Sydfrankrig og så langt mod nord, du kan komme: Arjeplog i Sverige, hvor alle de store bilfabrikker tager hen for at lave vintertests. 

BMW M4
M3 og M4 får tag i kulfiber ligesom tidligere. Det gøres for at spare vægt og sænke tyngdepunktet.

En M3 stationcar kommer også!

For første gang i M3-historien, støder der også en stationcar-variant til. Den er dog på nuværende tidspunkt endnu ikke klar, og tyskerne kører lige nu masser af testkørsler af den. Det kan du læse mere om ved at trykke hér! Glæder vi os til M3 stationcar? Skider bjørnen i skoven? YEEEES!!!

Bil Magasinet vil som nogle af de første danskere testkøre BMW M3 og M4, så husk derfor at starte dit abonnement i dag ved at klikke hér, så du ikke går glip af den fremtidige artikel. 

BMW M3
Glæder vi os til at prøve den nye BMW M3? Yes sir!!!

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...