BMW M2 Competition

Vil du gerne have verdens SJOVESTE M-model? Så skal du købe dig en BMW M2 Competition!

Ifølge redaktionschefen på Bil Magasinet er BMW M2 Competition den bedste M-bil i produktion i dag. Læs hele vores TEST af den lækre sportsvogn lige hér!

25. april 2020 af Anders Richter

I midten af 2018 præsenterede BMW’s M-afdeling en faceliftet variant af sin mindste M2-model. Jo, den har fået lidt nye detaljer udenpå, men det er som om, ingen rigtig har forstået, hvor meget der faktisk er sket med bilen. Og undskyld på forhånd, at det bliver lidt nørdet nu.

Den gamle M2 havde en turboladet 3-liters rækkesekser, og det har den nye M2 Competition også, men det er slet ikke samme motor. Hvor den gamle var i familie med den, du fandt i en M235i med en enkelt turbolader, er klaveret i den nye hentet fra storebror M4, som har to turboer. 

Jep, motoren under hjelmen af denne Hockenheim-sølv M2 Competition er faktisk en neddroslet og dermed 410-hestes variant af den, som i M4 yder op til 460 hk.

BMW M2 Competition

BMW M2 Competition er legesyg

BMW M2 var i forvejen en fantastisk køremaskine, men den nye, som har fået et Competition-logo bagpå, virker endnu mere som et ægte M-produkt. Og nu jeg tænker over det, er det en af de bedste M-biler i nyere tid.

Vil du gerne læse flere tests af de nyeste biler, så husk at købe et abonnement. Lige nu får du 3 blade for kun 99 kr. Så hvad venter du på?

BMW M2 Competition måler kun 4,4 meter i længden, hvilket gør, at den føles meget kompakt. Når det så blandes med de brede aksler (igen hentet fra storebror M4), giver det nogle meget agile og legesyge køreegenskaber.

BMW M2 Competition

Ny tårnstiver gør snuden mere stabil

Kort akselafstand blandet med bred sporvidde giver et bøllet udtryk, men samtidig også et køretøj, som giver dig det største smil på læberne, når du kører den til grænsen – og også gerne lidt over.

Bagenden er legesyg som en labrador­hvalp, og motoren har kæmpestore overarme. Undervognen er ikke grundlæggende lavet om i forhold til den gamle, men hvorfor også lave om på noget, der fungerer.

Eneste tilføjelse er en tårnstiver, som gør snuden mere stabil. Den nye motor, og dens markant kraftigere kølingssystem giver en mervægt på 55 kg, der dog mere end opvejes af de ekstra 40 hk.

BMW M2 Competition

BMW M2 Competition giver meget værdi for pengene

Hvis jeg skal finde en M-bil, som M2 Competition minder mest om, må det være fortidens kultbil: M3 CSL E46. Jo, de har nogle store forskelligheder (sugemotor kontra trykladning), men måden, hvorpå de tager føreren i hånden og giver ham eller hende en helt unik køreoplevelse, minder om hinanden. De får hårene til at rejse sig på armene, og når du endelig stiger ud, er du blevet en køreoplevelse rigere.

Den lille M-bølle er hverken for hård eller upraktisk til at blive brugt til hverdag. Over et par dage tog jeg mig selv i at bruge den som en helt normal bil, og pludselig stod den parkeret foran Ikea, mens bagagerummet blev fyldt med ragelse.

Vil du gerne læse flere tests af de nyeste biler, så husk at købe et abonnement. Lige nu får du 3 blade for kun 99 kr. Så hvad venter du på?

Er 1,1 mio. kr. mange penge? Ja, i dén grad! Giver en M2 Competition så værdi for pengene? Ja, bestemt. Efter min mening er denne M-bil klart at foretrække over konkurrenterne.

BMW M2 Competition

Specifikationer

  • BMW M2 Competition DCT

  • Pris 1.118.226 kr.

  • Motor R6, 2.979 cm3, 24V, biturbo

  • Ydelse 410 hk ved 6.250 o/min, 550 Nm ved 2.350 o/min

  • Topfart 250 km/t

  • 0-100 km/t 4,2 sek.

  • EU-miks 11,2 km/l

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...