Elbilerne kommer! Eller det er i hvert fald det, vi i lang tid har talt om. Og en af de først ankomne seriøse elbiler på markedet var BMW i3. Den kom allerede i 2013, og er siden blevet faceliftet og forfinet over flere omgange. En af de mest interessante nyheder i i3-familien, kom i 2018, da en ny S-variant kom til, og det er den, vi tester her i artiklen.
BMW i3 med kulfiberforstærket plast
Vi kender i forvejen BMW i3. Selve chassiset er lavet i kulfiberforstærket plast, og det er tydeligt, at hele i3-projektet startede med et blankt stykke papir. Alt er lavet om i forhold til en konventionel BMW, og selv fem år efter lanceringen føles det stadig som at sætte sig ind bag rattet af en konceptbil med nummerplader.
BMW i3 fik i 2018 et facelift, som blandt andet tilførte en ny S-variant. Og den er vigtig. BMW har skruet lidt op for effekten, så den nu kan sende 184 hk ned i vejen i stedet for standardvariantens 170 hk.
Det er dog ikke det vigtigste: S-varianten har nemlig fået en ny og mere sportslig undervogn, der er sænket 10 mm samt et sæt nye fælge, og det gør hele forskellen.

S-varianten har fået nye fælge og fire centimeter bredere bagdæk, hvilket gør en kæmpe forskel.
Flere kræfter i BMW i3S
En standard i3 kører på fælge, som måler 19” i diameter og 155 mm i bredden. Det svarer grundlæggende til et meget bredt cykelhjul. Problemerne opstår, når du skal prøve at overføre tæt på 200 hk ned gennem så smalle dæk. Det betyder, at bagenden bliver løs, hvis du giver gas rundt i sving. Det aktiverer bilens ESC-system, som går ind og lukkede ned for kræfterne på en kluntet måde. Det er dog ikke tilfældet mere.
Hvert baghjul er vokset med en tomme i højden og fire cm i bredden. Det gør, at den lille elbil nu sagtens kan overføre sine 184 hk, også selv om du er på vej rundt i et sving. Forhjulene har også fået to cm ekstra i bredden, hvilket gør, at den nu understyrer senere end før.
En i3S har 14 hk mere end en standard i3, og det er ikke, fordi det gør en kæmpe forskel. Jo, 6,9 sekunder fra nul til 100 km/t er kvikt, og du får aldrig brug for mere, men ruller en Tesla op ved siden af dig, er du færdig.

BMW i3 har fået et facelift. Største nyhed i kabinen er en ny skærm på 10,3” samt nyt stof på sæderne.
BMW i3S' officielle rækkevidde
Den officielle rækkevidde ligger på 285 km, og den skal lige tages med et gran salt. Realistisk set vil du kunne køre omkring 160-180 km på en opladning, hvis du kører roligt og holder dig til by, landevej og en lille smule motorvej.
Når alt kommer til alt, er BMW i3 efter min mening stadig en af de mere seriøse elbiler på markedet, og det nye “S” i modelbetegnelsen gør den kun bedre. Hvis dit kørselsbehov tillader det, og du har 309.500 kr., får BMW i3S de varmeste anbefalinger herfra. Er budgettet ikke helt så stort, findes i3 på brugtmarkedet fra 120.000 kr.

Selvmordsdørene til bagsædet er en unik detalje på BMW i3. Det virker rigtig godt i praksis.
BMW i3S Charged specs
- Pris: 309.500 kr.
- Motor: elmotor, 40,0 kWh-batteri
- Ydelse: 184 hk, 270 Nm
- Topfart: 160 km/t 0-100 km/t 6,9 sek.
- NEDC-rækkevidde: 280 km