BMW 745e

Hey, Mette Frederiksen! Her er er et bud på din næste øko-luksusbil

BMW er klar med den største plugin hybrid i flåden. 745e skal give ministre og statsoverhoveder verden over en mulighed for at indtage bagsædet med en grøn glorie.

11. august 2020 af Jacob Dalby

Vi tester BMW 745e, men hvor?

BMW har inviteret til hjembyen München, hvor vi prøver kræfter med den elektrificerede chaufførvogn 745e. På afstand og med sprit til op over begge ører naturligvis.

Bil Magasinet var inviteret af BMW Danmark.

BMW 745e

Hvordan kører BMW 745e?

Det handler om blød og smidig kørsel, når du skal fragte passagerer rundt på bagsædet. Følelsen af at sidde i sofaen hjemme i stuen må gerne være nærværende. Til det er BMW’s flagskib et godt våben – og med plug-in hybrid-varianten kan det endda gøres med lidt grønnere samvittighed.

I hvert fald hvis du husker at lade batteriet på 12 kWh op. Med et fuldt opladet batteri er der op til 50 lydløse kilometer på el i den knap to tons tunge ministervogn. 50 km er dog højt sat, medmindre du udelukkende bevæger dig rundt i byen i roligt tempo.

Heldigvis er der hjælp at hente, når du er færdig med at køre roligt. Så snart der er behov for ekstra kræfter vækkes benzinmotoren til live, så at den samlede ydelse er knap 400 hk og 600 Nm. Tilkoblingen af benzinmotoren foregår helt ubemærket selv under hård acceleration. Ikke mindst takket være de seks cylindre, men også den 8-trins gearkasse, der forener herligheden. 

BMW 745e

Kan BMW 745e betale sig?

Det kræver, at du har mulighed for opladning enten i privaten eller på arbejdet – og helst begge steder, hvis du har over 40 km. i din daglige kørsel. Da 745e ikke kan hurtiglades tager en fuld opladning omkring 4,5 time med maksimalt 3,7 kW.

For at vi ikke skal køre rundt i hybridbiler med flade batterier, og unødig overvægt, er BMW på vej med ’BMW Points’. Det fungerer som et reward-system, som vi kender det fra eksempelvis flyselskaber. Jo mere du kører på el, des flere points tjener du. Pointene kan bruges på gaver som eksempelvis en gratis opladning.

På de længere rejser hjælper intelligent navigation med at håndtere forbruget for dig. Indtastes en destination i navigationen sørger bilen for, at den mest effektive kombination af el og benzin benyttes. Har du for eksempel et langt motorvejsstræk inden en byzone gemmes elforsyningen, til du når bygrænsen.

BMW 745e

Hvem er konkurrenterne til 745e?

De tyske ærkerivaler har naturligvis også store, elektrificerede minister-modeller. Mercedes-Benz stiller med S560 e og Audi med A8 L 60 TFSI e. For både Audi og Mercedes-Benz gælder dog, at du er nødt til at vælge de lange udgaver af både S-Klassen og A8 for at opnå elektrificeret kørsel på minister-niveau.

Den klart billigste af de tre er derfor BMW 745e med en pris fra 1.301.829 kr. mod 1.499.990 kr. for Audi'en og hele 1.884.998 kr. for Mercedes'en.

BMW 745e

Læs mere om BMW 745e...

... i et fremtidigt nummer af Bil Magasinet. Husk derfor at starte dit abonnement i dag ved at klikke på linket hér!

BMW 745e

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...