Ny BMW 5-serie facelift

Skal du opgradere til den nye og faceliftede BMW 5-serie? Få svaret hér!

BMW 5-serie er netop blevet faceliftet, og tyskerne har fyldt den med ny teknik, et strammere design og mange andre fine detaljer. Få overblikket hér!

27. maj 2020 af Anders Richter

Velkommen til den nye og faceliftede BMW 5-serie

BMW har netop annonceret, at mærkets populære 5-serie (jep, den har solgt i over 600.000 eksemplarer, siden den seneste G30 generation blev introduceret i 2016) får et facelift. Ikke overraskende står den ikke på store revolutioner, men alligevel bliver BMW 5-serien udsat for en mild evolution, som bør få dig til at overveje, om du skal skifte til den nye. Af nyhederne er bl.a.

  • Et nyt ydre design i stil med den nuværende 3-serie.
  • Nye teknikmuligheder med mild hybrid og plugin hybrid-teknik.
  • Nye lygter med mulighed for laserlys.
  • BMW 5-serie kommer i fire nye farver
Ny BMW 5-serie facelift

Her er varianterne i BMW's 5-serie

På motorsiden vil BMW 5-serie beholde nogle af sine nuværende varianter. Det gælder bl.a. for modellerne:

  • BMW 520d
  • BMW 530d
  • BMW 530i
  • BMW 530e plugin (fås også som xDrive)
  • BMW 540d
  • BMW 540i
  • BMW M550i

En af nyhederne er dog at både BMW 530i og BMW 540i får et 48-volt mild hybrid system, som skulle gøre dem mere økonomiske. Systemet er udstyret med en starter/generator på 11 hk, som kan træde til og hjælpe motoren i forskellige situationer. 

Noget nyt er, at 530e plugin nu også bliver muligt at bestille som stationcar. Og den får også en øko-storebror i form af en ny BMW 545e plugin xDrive sedan, som er udstyret med en 6-cylindret motor. 

BMW 5-serie G30 facelift skråt forfra blå

Plugin hybrid bliver populært i BMW 5-serie

BMW 530e plugin, som muligvis vil blive yderst populær i Danmark, har en systemydelse på 292 hk i op til 10 sekunder ved hjælp af en ny overboost funktion, mens momentet er på 420 Nm. 530e vil kunne køre mellem 62-67 km på el alene. 

BMW 545e plugin er udstyret med en 286 hk rækkesekser, som er koblet til en elmotor på 109 hk. Det giver en system ydelse på 394 hk og 600 Nm og en elektrisk rækkevidde på mellem 54-57 km. 

BMW 5-serie G30 facelift skråt bagfra

Topvarianterne i BMW's 5-serie

BMW M550i bliver stadig toppen af BMW's faceliftede 5-serie (i hvert fald indtil vi ser en faceliftet BMW M5) og den er udstyret med en V8-motor med biturbo. Det giver en effekt på 530 hk og 750 Nm.

På dieselsiden bliver den kraftigste BMW 540d, som fremover har en effekt på 340 hk og 700 Nm. Det er 20 hk og 20 Nm mere end før. 

BMW 5-serie G30 facelift front lygter

Ny lygter og opfrisket design

BMW 5-serie har fået nye forlygter med LED-teknologi, som ændrer snudens design en smule. Samtidig er det nu også en mulighed at bestille 5-serien med såkaldte laserlys på alle varianter. En detalje vi tidligere har set på bl.a. BMW i8 og på de største varianter af 5-serien. De ikoniske nyrer i snuden er også blevet redesignet, så de nu passer bedre ind i designsproget hos mærket.

BMW 5-serie G30 facelift M Sport

BMW 5-serie M Sport Edition

Fra starten kommer den nye og faceliftede BMW 5-serie også i en særlig M Sport Edition, som bliver sat i begrænset produktion. Faktisk bliver der kun produceret 1.000 eksemplarer på verdensplan, så hvis du vil sikre dig en, skal du være hurtig. Alle 1.000 BMW 5-serie M Sport Edition er udstyret med en stribe M-udstyr og er alle lakeret i farven Donington-grå.

BMW 5-serie G30 facelift instrumenter

Friske gadgets i kabinen

BMW 5-serie får selvfølgelig også en opfriskningen i kabinen, selv om det meste forbliver de samme. En af nyhederne er instrumenterne bag rattet, der bliver udført i en stil, der er meget lig den, vi finder i den seneste BMW 3-serie. Det gælder også den adaptive fartpilot og lane assist, som har fået en fin feature, hvor du kan følge med i, hvilke biler rundt om dig elektronikken har spottet. 

BMW 5-serie G30 facelift Touring

Bakassistent i "Hans og Grethe"-stil

En anden fin nyhed er, at BMW 5-serie også fås med en såkaldt “Bak-assistent”, som 5-serien har arvet fra sin storebror 7-serien. Det er en elektronisk hjælper, som kan bakke bilen op til 50 meter, f.eks. hvis du skal tilbage ud af en smal gyde eller noget i den stil. Systemet fungerer ved, at elektronikken hele tiden husker dine styreudslag fra de sidste 50 meter, hvorefter den kan danne en rute. Tænk det lidt som de brødkrummer Hans og Grethe lagde ud, for at kunne finde tilbage gennem skoven. Ok, det er så første gang, vi har kunnet bruge den sammenligning...

BMW 5-serie facelift kabine

Læs mere i Bil Magasinet

Husk at du kan læse mere om BMW's nye og faceliftede 5-serie i et fremtidigt nummer af Bil Magasinet, hvor vi også som nogle af de første vil køre modellen, og give dig en rapport. Husk derfor at starte dit abonnement i dag ved at klikke her, så du får testen som en af de første. 

BMW 5-serie G30 facelift profil

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...