BMW 4-serie cabriolet 2021

Fronten med ­kaninfortænderne er den samme som på coupé-­udgaven. Kalechen kan betjenes ved op til 50 km/t.

© Søren Juul

Her er BMW's bud på den perfekte bil

BMW’s alt i en-bil klarer næsten alle krav til din næste ny bil, hvis du holder af at køre åbent – men 0-100 på 4,9 sek. føles ikke vanvittigt.

26. august 2021 af Mikkel Thomsager

BMW M440i cabriolet - udramatisk fart

Hvis du leder efter den perfekte bil, finder du den her. I hvert fald hvis du holder af at køre åben bil.

BMW M440 Cabriolet forsøger som flere dyrere BMW-modeller at samle så mange gode egenskaber i én og samme bil, at du kun behøver denne ene bil til alle dine bilønsker. Det går selvfølgelig ikke. Et par af de uheldige bivirkninger følger lige om lidt. Men M440i prøver – og gør en god figur i mange discipliner.

Med M440-varianten af 4-serie får man BMW’s lækre 6-cylindrede rækkemotor. I den nye variant har den fået et 48-volt mild-hybridsystem, som i sig selv bidrager med 11 hk og hjælper ved igangsætning. Firehjulstræk er standard, så antrittet er ihærdigt i alle situationer, omend accelerationstiden fra 0-100 km/t på 4,9 sek. føles mindre dramatisk, end man skulle tro. Det er formentlig en af manglerne ved at gå efter en alt i én bil: Når den skal være kraftig men samtidig brugbar, forsvinder en del af dramatikken. 

Stofkalechen ­virker næsten lille på karrosseriet med de markerede skærmkasser og store hjul.

© Søren Juul

BMW M440i er bedre med stoftag

Det er ikke, fordi M440i ikke kan køre hurtigt, og den føles også tilstrækkeligt stiv i karrosseriet til, at dynamikken fra den lukkede 4-serie er i behold. Men man er aldrig i tvivl om, at elektronik og køreprogrammer har kontrol over dig næsten uanset hvad, du gør bag rattet. Resultatet er en særdeles anvendelig hverdagsbil, hvor behagelig omfavnende tryghed overstråler motorens overskud og bilens dynamiske potentiale. Men det er svært at sige nej tak.

I forhold til den udgående M440i Cabriolet med samme motorblok har BMW erstattet de faste tagplader med et blødt stoftag. Jeg er fan, selv om en nøgtern opregning af fordele og ulemper ikke nødvendigvis overgår forgængeren.

På to områder er fordelen dog klar. Stoftaget fylder mindre i bagagerummet, som derfor er vokset fra 220 til 300 liter med taget åbent. Og det føles mere eksotisk at køre med blødt tag uden at det synes at være gået ud over karrosseriets vridningsstabilitet. Til gengæld er der klart mere støj i kabinen ved motorvejshastigheder og så er den åbne 4-serie faktisk tungere end forgængeren med metalklaptag: Den vejer 40 kg mere og har nu en køreklar vægt på 1.965 kg mod 1.925 kg.

Førerpladsen er identisk med den i coupéen med digitale instrumenter og skærm i midten.

© Søren Juul

Dommen over BMW M440i Cabriolet

Bagagerummets udnyttelse til bagage og tagarrangement medfører en anden udfordring. 4-serie Cabriolet er en ægte 4-sædet bil i kabinen, med pladsforhold som i en BMW 3-serie, hvilket netop retfærdiggør 4-serien i forhold til den nok så vellykkede, mindre BMW 2-serie Cabriolet.

Den nye 4-serie har fire cm længere mellem akslerne end forgængeren, hvilket er til gavn for knæpladsen ved bagsædet, og voksne har faktisk både knæ- og lofthøjde til at sidde komfortabelt. Til gengæld er bagsædets ryglæn så opret og med så tynd polstring, at de to separate bagsæder alligevel kun er til brug for kortere ture.

Nuvel. De problemer har personen bag rattet ikke, og herfra er der god udsigt til en fremragende førerplads, hvor alt sidder, som du forventer, og betjening glider let, også befordret af hybridsystemet, der er integreret umærkeligt, så start/stop-funktionen næsten ikke mærkes. Det er en uovertruffen køreoplevelse, som – næsten – samler alt det bedste i én bil.

Vi synes

Særdeles behagelig BMW cabriolet med solidt overskud og lækker dynamik.

Bil Magasinet er proppet med tests som den her. Har du husket at aktivere dit prøveabonnement? Læs mere her!

Nakkevarme med varmeblæser foran nakkestøtterne er ­ekstraudstyr til 10.742 kr. De er ikke alt for effektive. 

© Søren Juul

BMW M440i Cabriolet Xdrive Steptronic

  • Pris: 1.013.953 kr.
  • Pris (testbil inkl. ekstraudstyr): 1.230.745 kr.
  • Årlig afgift: 3.020 kr.
  • Ydelse: 374 hk og 500 Nm
  • Topfart: 250 km/t
  • 0-100 km/t: 4,9 sek.
  • Forbrug (WLTP): 12,8 km/l
  • Mål: 477/185/138 cm L/B/H
  • Vægt: 1.965 kg
  • Last: 425 kg
  • Påhæng: 1.800 kg
  • Bagagerum: 300-385 liter

4-serie i mange udskæringer

Vil du læse vores test af BMW M440i med tag. Så er den lige her. Hvad med samme bil med lidt mindre motor? Læs om BMW M430i lige her. Samtidig har BMW en 4-dørs udgave kaldet "Gran Coupé på vej. Den har vi skrevet om her.

Og lige her kan du se vores videotest af den vildeste 4-serie: BMW M4 Competition:

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...