© bilmagasinet.dk

BMW 320d

Konverteringsbilen

23. september 1999 af Bilmagasinet

Af: Mikkel Thomsager & John Sørensen

Med 320d gør BMW klar til omlægning - omlægning til diesel

Vi vidste godt, at dieselmotoren var ved at blive stueren, men når BMW ligefrem præsenterer en dieselmodel, som gør den tilsvarende benzin-version til skamme, må enhver tvivl henlægges i handskerummet. Med olieraffinaderier af BMW 320d-karat er dieselmotoren ikke længere et økonomisk onde, men en dynamisk nydelse med en økonomisk sidegevinst.

Den 16-ventilede, to-liters turbodiesel-motor i 320d er endda ikke udstyret med de seneste landvindinger indenfor diesel-teknologi. Den har hverken common-rail eller pumpe/dyse-mekanik, men blot almindelig, direkte indsprøjtning. Moto-ren er dog 16-ventilet og helt ny, hvilket understreges af en imponerende litereffekt. Trods sine kun to-liters slagvolumen yder motoren hele 136 hk. Det svarer til en litereffekt på 70 hk, hvilket er ganske imponerende. Selv de potente JTD common-rail-motorer fra Fiat og Alfa kan ikke følge med her. Litereffekten er gi-vetvis en væsentlig forklaring på, at BMW 320d virker så overbevisende villig, harmonisk og... ´benzinagtig´.

Når du står ved siden af bilen, er du ikke i tvivl om, at det er en diesel, men motorgangen er blød og uden den hårde klapren, som ellers er typisk for især nye dieselmotorer. I kabinen hører du ikke noget til, at dette er en bil uden tændrør. Her er det kun omdrejningstællerens begrænsede arbejdsfelt, der afslører tingenes rette sammenhæng.

Og netop omdrejningstælleren gør du klogt i at benytte dig af, hvis du vil have fuld valuta for sine dieselkroner. 320d er meget homogen. Effekten er jævnt fordelt, men du får ikke noget ud af at køre bilen ud i gearene. Til gengæld er der ekstra gevinster at hente i det lave omdrejningsområde. Det maksimale moment på hele 280 Nm er til stede fra 1.750 o/min. Det er imponerede, og jo mere du belaster bilen med bjergkørsel eller fuldt læs (og måske campingvogn), des mere imponerende bliver den.

Alle disse rosenrøde betragtninger kunne være ligegyldige, hvis prisen i samme åndedrag var sendt på himmelflugt, men det er den faktisk ikke. 320d koster 364.994 kroner, og det er mange penge, men det er 12.000 kroner mindre, end du betaler for en model 320i. Det er måske ikke helt rimeligt at sammenligne den firecylindrede dieselmotor med BMW´s fremragende sekscylindrede motor, men netop den mindste, sekscylindrede motor i BMW-programmet er også den ringeste, og dieselmotoren virker bare mere helstøbt, villig og potent.

BMW 320d 364.994 kr.

Tekniske data
Motor: R4TD 16V, 1.950 cm3. Ydelse: 136 hk ved 4.000 o/min. 280 Nm ved 1.750 o/min. Topfart: 207 km/t. 0-100 km/t: 9,9 sek. Årlig ejerafgift: 3.700 kr. EU-mix: 17,5 km/l.

Totaløkonomi:
3-serien er stadig en meget populær brugtvare, og dieselversionen bliver ingen undtagelse. Efter tre år og 50.000 km/t har den tabt ca. 120.000 kr.
Reservedelsindeks: 126
Service ekskl. materialer:
Service ifølge indikator

Vi synes:
En diesel der kan få benzinfreaks til at konvertere

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...