Læs også

Audi TT er i sig selv en elegant sportsvogn, men i forhold til den først Audi TT er og bliver den en to´er

Audi TTS

Biltest af Alfa 156 Sportswagon 2,5 V6 24V
Biltest af Alfa 156 Sportswagon 2,5 V6 24V© bilmagasinet.dk

Alfa 156 Sportswagon 2,5 V6 24V

Bagklap med brøl

21. december 2000 af Bilmagasinet

Af: Peter Clausen

Guddommelig V6 sætter krydderi på Alfa 156 Sportwagon

ALFA ROMEO 156 har haft en fast plads i vore hjerter, siden den så dagens lys i 1997, og stationcar-versionen Sportwagon, der kom til i år, er ingen undtagelse, guddommeligt smuk som den er.

Det er også designet, der skal sælge 156 Sportwagon, for som det fremgik af duellen mod BMW 320i Touring i nummer 8/00, er den mildest talt upraktisk af en stationcar at være. Det ordinære bagagerum er 18 liter MINDRE end i den 27.997 kr. billigere sedan-version, og selv en Skoda Fabia Combi har markant mere bagageplads end Alfa Sportwagon.

Topmodellen 2,5 V6 24V er 87.993 kr. dyrere end en Sportwagon 2,0 Twin Spark, og for de penge får man først og fremmest en motor, der kan gøre næsten hvem som helst blød i knæene. Desuden er klimaautomatik og seks gear standard, men motoren er den store attraktion i 156 2,5 V6 24V. Bare lyden får de små nakkehår til at rejse sig, især når motoren får omdrejninger, for så vræler den brunstigt som en racer. Det gør den ofte, for da max.-momentet på 218 Nm først indfinder sig ved 5.000 o/min., er den bestemt ingen sejtrækker. Men det gør ikke så meget, for speeder-responsen er barberblads-skarp, og V6’eren er snurrevillig som få. De 192 hk rækker til en 0-100 km/t-tid på 7,4 sek. og 230 km/t på toppen, og det er vel nok for de fleste

Til gengæld vejer V6-motoren godt til, og det går ud over 156s ellers så fornemme balance. Alfa 156 2,5 kører bestemt ikke dårligt, tværtimod, men den tunge motor gør den noget mere uhandy, understyrende og tungere på rattet end sine fire-cylindrede søskende, når det skal gå tjept på småvejene. Der, hvor en 156 normalt lever for alvor.
De sædvanlige 156-skavanker er der også stadigvæk. Gearskiftet lever ikke op til motoren, langbenede har svært ved at finde en ordentlig kørestilling, rattet skjuler instrumenterne, kontakterne til sædevarmen er fuldstændig håbløst placeret, og sidespejlene er for små, mens vendediameteren er for stor. Heller ikke bagsædepladsen er noget at prale af, og bortset fra foldebagsædet er der ingen rationelle grunde til at vælge en Sportwagon fremfor en 156 sedan.

Desuden er merprisen for 2,5’eren lige høj nok. 2,0 TS er stadig den mest harmoniske 156-variant, og V6-modellens større afskrivning og driftsomkostninger havde gjort valget endnu lettere - hvis det altså ikke lige var for den der motor…

Alfa 156 Sportwagon 2,5 V6 24V 411.999 kr.

Tekniske data
Motor: V6, 2.492 cm3, 24V. Ydelse: 192 hk v. 6.300 o/min. 218 Nm v. 5.000 o/min. 0-100 km/t: 7,4 sek. Topfart: 230 km/t. EU-mix: 8,3 km/l. Årlig ejerafgift: 7.200 kr.

Totaløkonomi:
156 holder prisen lige så godt som f.eks. Audi A4 og BMW 3-serie, men det koster at vælge den dyre model. Desuden henvender Sportwagon sig ikke just til de traditionelle stationcar-købere, så efter tre år/50.000 km har den tabt ca. 36 procent (ca. 148.000 kr.).

Reservedelsindeks: 135
Service ekskl. materialer:
Fiat Danmark vil ikke opgive faste priser, da arbejdslønnen varierer fra landsdel til landsdel.

Vi synes:
Upraktisk og dyr. Men sikke en motor

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...