Årets Brugtbil 2018
Årets Brugtbil 2018 © S. Bachmann

Afsløring: Her er Årets Brugtbil 2018

En af redaktionens favoritter er kåret af en uafhængig jury som bedste brugtkøb lige nu. Hatchbacken er både atletisk, sparsommelig og solid – se den her

16. august 2018 af Steen Bachmann

Årets Brugtbil i Danmark er netop kåret for 13. gang af en uafhængig jury med en bred vifte af bileksperter. Det blev BMW 1-serie i modelårgangen 2011-2015, der vandt afstemningen.

”Med 65.000 brugte biler til salg er bilmarkedet uoverskueligt for de fleste bilkøbere. Derfor er der brug for Årets Brugtbil, som både er et helt konkret godt bilkøb, og samtidig er et udtryk for den vej som brugtbilmarkedet bevæger sig,” siger Karsten Meyland Lemche, journalist på FDM Motor.

De fem finalister i årets kåring er:

* BMW 1-serie 2011-2015
* Citroën C4 Cactus 2014-16
* Ford Focus 2011-14
* Nissan Qashqai 2010-14
* VW Golf VII 2014-16

2014 BMW 116d
2014 BMW 116d

Bil Magasinet havde en 116d med manuelt gear til langtidstest i 2014. Vi kørte 40.000 km i bilen, som vi kender som en sparsommelig og atletisk langtursbil på trods af den relativt svage motor.

© Bil Magasinet

Det er ikke overraskende, at BMW’en får gode kommentarer med på vejen i forhold til køreegenskaberne, men i forhold til totaløkonomien er den også et godt valg.

Kørte 40.000 km i BMW 116d

”Jeg kørte 40.000 km langturstest i en 116d året efter, den nuværende model kom til Danmark. Der er ikke megen plads på bagsædet eller i bagagerummet, men kan du leve med det, får du selv i den svagt motoriserede 116d en fantastisk langtursbil med sporty egenskaber. Jeg ville tage en 118d eller 120d, hvis budgettet rækker, men 116d kan bestemt anbefales. Den er ikke engang dyrere at holde kørende i service og reservedele end de øvrige finalister,” lyder vurderingen fra journalist Steen Bachmann fra Bil Magasinet, der har BMW 1-serien på førstepladsen blandt de fem finalister.

I øjeblikket er der omkring 250 eksemplarer til salg på brugtbilmarkedet af vindermodellen, og de koster i gennemsnit 175.000 kroner. Det er ikke dyrt at køre i Årets Brugtbil på trods af, at det er en BMW. Det koster ifølge en beregning fra Bilbasen omkring 1,80 kroner pr kilometer i en BMW 116d fra 2015.

2014 BMW 116d
2014 BMW 116d

Det lange sjette gear gør, at den 2-liters diesel kun kører i forhøjet tomgang ved 110 km/t. 116d er nærmest umulig at få under 17 km/l i snit uanset hvordan du kører.

© Bil Magasinet

1-serie er billig i totalomkostninger

Den mindste bil i finalefeltet er ifølge juryen også den mest køreglade. Indenfor er der ikke tegn på slid i kabinen på testbilen ved FDM Hillerød, og elektronikken virker stadig moderne sammenlignet med de fleste af de andre finalister.

I Bil Magasinets brugttest af 1-serie gjorde vi opmærksom på risikoen for knækket knastakselkæder på N47-dieselmotoren – dette talte ned i vores vurdering, men alligevel er BMW 1-serie også Bil Magasinets tre jurymedlemmers favorit.

På liften ses det til gengæld tydeligt, at BMW’en er en af de biler, der er i bedste stand og med god rustbeskyttelse. Ifølge FDM’s tekniker behøver vi ikke være nervøse for rustproblemer. BMW’en er dyr i indkøb, men bør være billig i vedligehold.

2014 BMW 116d
2014 BMW 116d

Bagagerummet og pladsen på bagsædet er ikke noget at skrive hjem om, men med bagsædet lagt ned går det fint.

© Bil Magasinet

Anden gang BMW vinder titlen

Det er anden gang, at BMW vinder Årets Brugtbil, der er kåret hvert år siden 2006. Applus Bilsyns jurymedlem havde også BMW 1-serie på førstepladsen:

”BMW 1-serie er en yderst velbygget kvalitetsbil, der virkelig kan tilbyde køreglæde til dens ejer. Baghjulstrækket, de veldimensionerede bremser, det gode styretøj og den høje komfort danner rammen for denne køreglæde. Det er ikke en stor familiebil, men en smart og sportslig bil til dem, der primært benytter de forreste sæder. Desuden klarer BMW 1-serie sig generelt godt til syn, hvor kvaliteten igen kommer ejeren til gode,” lyder vurderingen fra bilekspert og synsmanden Martin Gregersen, der repræsenterer Applus Bilsyn i Årets Brugtbil.

Årets Brugtbil sætter fokus på de egenskaber, der gør en brugtbil til et godt køb – det er yderst relevant i Danmark, hvor der hvert år handles over 500.000 brugte biler. 

Samlet set vurderes BMW’s indgangsmodel altså til at være det bedste brugtbilkøb lige nu.

2014 BMW 116d
2014 BMW 116d

Kabinen virker moderne i forhold til flere af konkurrenterne, og skærmen i midten fungerer stadig overbevisende. Stolene er gode til langturen, og Bachmann sidder perfekt på førersædet på trods af 190 cm og lange ben.

© Bil Magasinet

Årets Brugtbil

* Kåres en gang om året af en uafhængig jury med tekniske eksperter fra Applus Bilsyn og FDM’s tekniske afdeling, foruden en række professionelle motorjournalister fra uafhængige danske medier. 

* Juryen kigger på om bilerne er skruet godt sammen, hvilke typefejl der er på dem, hvad det koster at eje og holde bilerne kørende.

* Juryen udvælger de fem finalister ud fra en liste over de 100 mest handlede brugte biler i Danmark de foregående 12 måneder.

* Efter en testkørsel og en teknisk gennemgang af de fem finalister stemmer hvert jurymedlem på en vinder. Vinderen offentliggøres online og i Go'Morgen Danmark på TV2.

* Målet er at finde det bedste brugtkøb på markedet lige nu på et overkommeligt bilbudget.

2014 BMW 116d
2014 BMW 116d

Vores BMW havde fem døre, men 1-serien fås også som 3-dørs. Det er muligt at bygge den om til varebil, hvis du alligevel aldrig bruger bagsædet.

© Bil Magasinet

Du kan få mange flere gode historier i Bil Magasinet, som udkommer hver måned. Få de første 6 numre af Bil Magasinet direkte ind gennem brevsprækken. Prisen er kun 199 kr. Du sparer 220 kr. Læs mere om det gode tilbud lige her.

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.