Bmw 330e plugin-hybrid sedan

BMW 330e skjuler sin halvelektriske identitet elegant. Ladestikket sidder på venstre forskærm.

© A. Hansen

Test: BMW's kanonkøb

I Danmark kan modelprogrammet for den nye 3-serie næsten koges ned til én variant takket være vores afgiftsystem. Heldigvis er bilen fin.

27. juli 2021 af Frederik T. Frey

BMW 330e er den eneste 3-serie, der giver mening

Danmark har udviklet sig til et land, hvor man som bilkøber skyder sig selv i foden, hvis man ikke køber en opladningshybrid – hvis ellers det fås på den model, man har udset sig.

Afgiftsjunglen er skruet sådan sammen i vores andedam, at biler med et lavt opgivet forbrug får en skattemæssig fordel, hvilket gør hybridernes mere konventionelle brødre og søstre irrelevante på grund af en højere pris for mindre power, mindre udstyr og et højere brændstofforbrug.

Sådan er tilfældet også med BMW 3-serie, der fås i en 330e-variant med en systemydelse på 292 hk, mulighed for elkørsel op til 57 km takket være et 11,2 kWh batteri samt standardudstyr som blandt andet metallak, 18” fælge, navigation, 3-zoners klimaanlæg, LED-­lygter og ratvarme.

Testbilen har oveni fået M Sport-behandling, der giver fastere undervogn, bedre bremser, sportssæder samt en udvendig aerodynamisk pakke.

Bagagerummet rummer op til 375 liter – 105 liter mindre end i de konventionelle 3-serier.

© Søren Juul

BMW 330e kører godt

BMW 330e koster fra 459.475 kr., hvilket gør den til den billigste variant på programmet. Testbilen med M Sport koster fra 500.878 kr.

Man skal altså være meget opsat på at undgå ladekabler, hvis man insisterer på at købe for eksempel en BMW 320i med forbrændingsmotor, 184 hk og mindre udstyr til 511.514 kr.

Det gør naturligvis opladningshybriden til det oplagte valg – særligt ud fra en økonomisk betragtning.

Testbilen lokker med flotte præstationer, og ikke kun i den fornuftige afdeling. 0-100 km/t er overstået på 5,8 sekunder, og selv om topfarten ikke kan udnyttes i Danmark, løber 330e M Sport hele 230 km/t, hvis den slippes fri på Autobahn.

Mervægten på 275 kg over en 320i vil muligvis kunne mærkes på en trackday, men i langt de fleste køresituationer er 3-serie som opladningshybrid et tilfredsstillende bekendtskab, når det kommer til køreegenskaberne. 

Vil du læse, hvordan BMW 330e klarer sig som stationcar aka. Touring? Så klik her.

Sportssæder og læderrat med varme er standard i testbilen med M Sport-udstyr.

© Søren Juul

BMW 330e - hvad er dommen?

Sandheden er, at det er bagagerummets begrænsninger, du vil mærke mest i dagligdagen. Som sedan mister opladningshybriden 105 liter sammenlignet med de konventionelle varianter. Heldigvis kan du glæde dig over, at bagagerummet fortsat er regulært og nemt at udnytte. Gulvet er hævet, men der er ingen spøjse kasser eller trin, der gør det svært at få større genstande ­derind.

Vi synes

Med den danske prisstruktur er opladningshybriden pt. den eneste, du bør forholde dig til.

Bil Magasinet er proppet med tests som den her. Har du husket at aktivere dit prøveabonnement? Læs mere her!

BMW 330e M Sport Aut.

  • Pris: 500.878 kr
  • Pris (testbil): 569.185
  • Årlig afgift: 820 kr.
  • Ydelse: 292 hk og 420 Nm
  • Topfart: 230 km/t
  • 0-100 km/t: 5,8 sek.
  • Rækkevidde, el: 57 km
  • Forbrug (WLTP): 71,4 km/l
  • Mål: 174/183/144 cm L/B/H
  • Vægt: 1.848 kg
  • Last: 455 kg
  • Påhæng: 1.500 kg
  • Bagagerum: 375 liter

Er du interesseret i storebroren BMW 545e. Så kan du læse testen her, eller se videoen af testen herunder:

Lige nu læser andre

Tilmeld dig Bil Magasinets nyhedsbrev

Måske er du interesseret i...