Hermann Tilke havde tegnet en fantastisk bane og Lars Seier og co. lovet at æde regningen ved en evt. budgetoverskridelse – en unik chance for at sætte hovedstaden på det globale landkort. Det eneste, som manglede, før Kevin Magnussen og resten af F1-stjernerne kunne ræse ned ad Langebro i år 2020, var en accept fra Københavns kommune, som langt inde i forløbet virkede interesserede i at få verdens største sportsbegivenhed til byen. Mange snævertsynede københavnere var imod. De knyttede næverne og tordnede imod de forurenende racere, skønt det ville betyde mindre trafik i byen mens løbet stod på. Det blev et nej serveret af Frank Jensen og en ung kommunist fra Enhedslisten, der hader alt, hvad der har at gøre med fire hjul og individuel transport.
Jeg var rasende i flere dage – og det blev kun værre, når folk begyndte at snakke om Formel E som erstatning. De kører i sneglefart, siger ingenting og bliver paradoksalt ladt op af en truckkonvoj med dieseldrevne generatorer.
Benzinbiler vil dræbe alt liv på jorden
Den næste krænkelse var en Facebook-video fra et elselskab, hvor Anders Lund Madsen peger på en benzinbil og beskylder den for at “ville dræbe alt liv på jorden” – i modsætning til en elbil forstås. Selvfede typer giver fossilbilen hele skylden for global opvarmning men flyver gerne på weekendtur til London, spiser avocadoer fra Mellemamerika eller køber billig elektronik fra Kina. Hykleriet er ikke til at holde ud.
Mit blodtryk nåede sit foreløbige højdepunkt, da Lars Løkke åbnede Folketinget og ville forbyde salg af fossilbiler allerede om 12 år. 12! Det er forrykt, at det forslag får lov at stå umodsagt hen. Skifter vi alle til elbiler i morgen, bryder elnettet sammen. Lagde du i øvrigt mærke til, hvor lidt det blæste i sommer? Det betød, vindmøllerne stod stille, og elbilerne måtte tankes op med strøm fra tyske kulkraftværker. Der skal også lithium i de batterier, og der findes endnu ikke en miljøvenlig metode til at hive det sjældne grundstof op af jorden.
Hvad med CO2-neutral?
Jeg anerkender, at elbilerne har sin berettigelse. Jeg bruger ofte en elbil til svinkeærinder i København, hvor rækkevidden aldrig er et problem, og jeg alligevel ikke kommer over 50 km/t. Men de kan ikke stå alene. Hvad er der galt med CO2-neutral diesel eller benzin? Siden, der kom fokus på brændstofforbrug og CO2 udslip, har bilproducenterne taget sig sammen og sprøjter nu hybridbiler ud på stribe, der stadig er sjove at køre i. Jeg er sikker på, at markedet finder en vej mod en lavere CO2-udledning og et decideret forbud vil smide en masse god know-how på lossepladsen.
Og er der plads til de klassiske biler og sportsvogne i fremtiden? I disse hysteriske forbudstider skal der bare et regeringsskifte og en kaospilot med smarte briller fra Alternativet på en ministerpost, og så bliver alt med forbrændingsmotor sammenlignet med en pakke smøger og bliver gjort forbudt inden år 2030 – eller også sættes benzinen op til 50 kr. literen. Så kan vi godt stille os i kø på arbejdsformidlingen, mens Danmarks vognpark sendes videre til andre dele af verden, hvor de kan ånde frit i mange år, mens vi her er underlagt et rigidt elektro-dogme. Det er gak, at lille land som Danmark skal gå enegang på bilområdet. Er der en voksen fra EU, der kan hjælpe?
Denne klumme er første gang bragt i Bil Magasinet nr. 1812