Stram op, danskere - vi kan lære noget af sydeuropæerne!

Bare pengene passer...

En flok politibetjente klør sig i nakken på den danske grænseovergang, mens vi skifter de tyske nummerplader ud med redaktionens prøveskilte. Jeg fornemmer en afmålt interesse for den kugleskøre Dallara Stradale, der med sin enorme hækvinge og manglende forrude ligner noget, der bor på en racerbane, men mest af alt fra en tolder, der skal sikre sig, at vi ikke fifler med afgiften, før grænsebommen går op.

Ligeglade danskere

Resten af turen op til trackday-legetøjets hjem i Vejle forløber planmæssigt, men uden den ekstreme nysgerrighed, der har fulgt bilen som overivrige paparazzi, siden vi forlod fabrikken nær Parma tre dage forinden. Trafikanterne herhjemme virker bedøvende ligeglade.

Det stiller et grundlæggende spørgsmål om bilbegejstring, der virker under pres her i landet. Hvis skidtet ikke kører på el, hænger du håbløst fast i fortiden, er vanvidsbillist eller et kynisk CO2-svin, der skal udskammes.

Glade italienere

Sådan forholder det sig ikke i Dallara’s hjemland Italien, hvor de lokale giver tommelfingeren opad og hilser, når direktøren guider os ad den uofficielle testrute på landevej i et tempo, der minder om en kvalifikation til et F1-løb.

Motionscyklister og bilister har af og til problemer med at dele vejen, men på vej over Stelvio-passet får vi flere nye bilinteresserede venner på to hjul, så snart vi tager en pause. Folk er ved at køre af motorvejen for at få en strimmel film af de to tosser, der kører langt i verdens mest upraktiske og ukomfortable bil – men det er en af de sjoveste biler, penge kan købe.

Nye venner

Stradale er den bedste samtale-starter, jeg nogensinde har oplevet: Et sted i Schweiz bliver en minibus flået ind til siden på en bjergvej og en flok ortodokse jøder med kalot, proptrækkerkrøller og hele pivtøjet nægter at køre, før de har fået oplyst topfarten og fabrikat på sportsvognen, som de har svært ved at tro må køre på gaden.

På McDonald’s et sted i Bayern spotter vi en far og søn, der cirkulerer som sultne gribbe, indtil de har samlet mod til at opsøge ejeren indenfor og bede om tilladelse til at tage et billede. To sekunder senere hænger ungen i sin fars strakte arme indover kabinen, så junior kan drømme om at sidde bag rattet selv. Dallara-fanklubben blev med garanti udvidet med et nyt medlem dér.

Omringet af entusiaster

På nær ét pistop på en rasteplads en sen nattetime syd for Fulda kl. 02 om natten bliver vi overfaldet af nysgerrige entusiaster i alle aldre. Selv en busfuld seniorer, der ligner noget på vej til Harzen med vandrestave, spørger nysgerrigt til, hvad der ligger under motorhjelmen. “En Ford-motor” er det kedelige svar, men øjnene forbliver på størrelse med tekopper, og kæben synker mod asfalten på rastepladsen, når de hører, at bilen er bygget på en racerbilsfabrik i Italien. Den slags samtaler er der ikke mange af, når vi tester elbiler. Endnu.

Tolerance, tak!

Jeg er med på det med den grønne omstilling, men jeg synes, det går lige lovligt stærkt herhjemme med at køre biler med forbrændingsmotor på museum, uanset hvor meget eller lidt de stikker næsen frem. De gode folk på Jyllandsringen slås med støjregler fra hysteriske naboer, og på Fyn holder et fint, nybygget motorsportscenter i en støjzone lukket, indtil de kommer overens med en godsejer, der bekriger det med alle midler. Kan vi få den sydeuropæiske biltolerance til Danmark, tak!

Klummen er et udtryk for skribentens personlige holdninger og oplevelser.