Kan du huske den knaldgule og MEGAFEDE Volvo 850 T-5R?

Drømmen starter tidligt

TWR-logoet på bagsmækken glimter i salgslokalets kolde lys. Det er søndag i Silkeborg. Sand Jensen-butikken er fyldt til randen med stribevis af BMW’er, Mercedes’er og en enkelt Jaguar eller to, men de betyder intet. De koksgrå fælge fanger mit blik. Salgsvoksen på lavprofildækkene skinner. Den blanke lak. Det olme udtryk. Duften af det tykke læder, da jeg åbner døren. 

Med rødder i motorsport

Det var langt fra nogen tilfældighed, at der blev spyttet en cremegul herregårdsvogn ud af Volvo’s fabrikshal i 1995. Faktisk var det hele en snedig marketingsmanøvre, der endte med at gå over al forventning.

Det startede i midten af 80’erne, da Volvo-mærket solgte læssevis af kantede biler fyldt til randen med sikkerhedsudstyr. På racerbanen var historien dog en anden. Volvo sendte opgaven om at bygge og deltage i motorsport ud til flere forskellige teams. Mest kendt blev de svenske biler i den europæiske Touring Car-serie. Modellen, som deltog, var en hårdt pumpet Volvo 240 Turbo, der ydede mere end 350 hk og vejede lige omkring 1.100 kg. Da konkurrenterne så bilen, grinte de og gav den tilnavnet ”Stockholm-taxaen”. Selv om den ikke var så hurtig i svingene, lammetævede den de andre på de lige stræk, og når det kom til holdbarhed.

Netop derfor var det en 240 Turbo, der vandt løbsserien i 1985. Bilerne deltog også i 86-sæsonen, men efter det trak Volvo sig ud af racerløb. De havde opnået det, de ville – nemlig at nå til tops på sejrsskamlen.

Et hurtigt kig rundt afslører, at vi er helt alene. Den gule herregårdsvogn står på asfalten i Oksbøl. Til lyden af militæret, der øver sig med løst krudt og gummikugler i baggrunden, gør jeg klar til en hurtig start i Volvo’en. 

Fantastisk 5-cylindret lyd

Jeg kobler roligt til, og derefter udspiller der sig det scenarie, som opstår, når du blander en heftig turbomotor med forhjulstræk og ikke finpudser konstruktionen. Turbotrykket opbygges hurtigt, og vi sætter af sted.

Kræfterne river i rattet. Først til den ene side, så til den anden. Jeg slipper grebet med den ene hånd for at skifte gear, hvilket giver en del sved på panden. Ved 5.300 o/min, hvor samtlige af de 240 svenske elge stamper i jorden, prøver den tydeligvis at få mig til at køre ind i et mellemstort grantræ, men jeg overbeviser den om at lade mig leve. I andet gear begynder den virkelig at skubbe til.

Overførslen af kræfterne lever ikke helt op til mine forventninger. Til gengæld er lyden fra den 5-cylindrede turbomotor helt i særklasse. Den har samme rumlen som en Focus RS bare lidt mindre brutal og en smule mere blød. Turbo-piftet, da jeg slipper speederen, afslutter lydsporet på utrolig smuk vis. Et par ryk i rattet er ikke dog nok til at slå mine drømme om denne bil ihjel.

Volvo går efter guldet

Efter et par år i dvale begynder abstinenserne at dukke op igen. I 1993 beslutter Volvo sig for at returnere til verdens racerbaner, men de har brug for en partner. Personen, de vil have fat på, er Tom Walkinshaw. Selvsamme skotske racerguru, som de få år tidligere kæmpede imod. En aftale bliver indgået, hvori TWR skal stå for at bygge og køre bilerne, mens Volvo får lov til at vælge, hvilken bil de skal bruge. Et rimeligt krav eftersom det også er svenskerne, der skal yde den økonomiske støtte.

Modellen, de vælger, er en 850. Herregårdsvogn! De fleste mistænker dem for at være blevet bløde i bolden, men ordren er klar: Skab den ultimative herregårds-racer til 94-sæsonen af British Touring Car Championship. 

Kort tid efter begynder TWR at køre de første testkørsler på de britiske baner. Rygterne går som en steppebrand gennem den britiske racerverden. Skeptikerne påstår, at Volvo tester en stationcar-racer for at vildlede konkurrenterne, mens andre begynder at tro det utænkelige: En stationcar i Touring Car.

Drømmen lever videre

Da sæsonstarten løber af stablen, tripper hele Volvo-lejren, men desværre er sejren ikke så let at få i hus. Udviklingsarbejdet er gået så stærkt, samtidig med at kørerne ikke har fået nok tid bag rattet. I løbet af sæsonen kæmper de sig op. Desværre er det ikke nok til at smage guldet dét år. Det får kunderne til gengæld lov til. For at fejre deres vellykkede pr-stunt beslutter Volvo sig for at bygge en gadebil. Og det er hér, den gule djævel kommer ind i billedet. De tog en 850, proppede den med udstyr, satte et TWR-logo på bagsmækken, og så fandt de en cremet gul farve, der nok skulle give den opmærksomhed.

De 225 hk fra den normale 850 T-5 var ikke nok. Til at peppe motoren op fik de hjælp fra ingen ringere end Porsche i Stuttgart. Det er dog ikke til at mærke på vejene omkring Oksbøl. Den kører ikke som nogen sportsvogn. Faktisk føles den bare som en normal Volvo 850 med strammere fjedre.

Den krænger så meget, at du ikke vil turde troppe op med den til en trackday af frygt for at vælte ud i sandkassen. Efter en formiddag bag det store læderrat er jeg stadig ligeså tændt, som da jeg stod og rørte ved et eksemplar i salgslokalet hos Sand Jensen for 17 år siden. Det her er den ultimative Volvo.

Jeg afleverer pænt nøglerne tilbage til ejeren og stiger ind den bil, som jeg har lånt til Jylland. Bag rattet tager jeg mig selv i stadig at tænke på den gule Volvo, jeg netop har vinket farvel til. Drømme ér bare svære at slå ihjel.

Drømmer du ligesom Anders Richter om en Volvo T-5R, kan du i Retro-Revyen 2020 læse om prisudviklingen samt se flere billeder af den fede stationcar.