Et lille "hemmeligt" morgentræf
I slutningen af 2018 flygtede jeg langt væk fra det kolde Danmark for at bruge tre uger i USA, hvor jeg rejste rundt for at lave en stribe artikler til Bil Magasinet. Jeg kørte bl.a. kørt den nye Mercedes-AMG GT 4-door, besøgt Rennsport Reunion, som er verdens største Porsche-træf, men jeg brugte også et par morgener i Californien til at prøve kræfter med deres "Cars and Coffee"-koncept. Kort fortalt dækker begrebet over, at man mødes om morgenen forskellige steder for at sparke dæk over en kop kaffe.
Den sidste dag, jeg havde i Californien, fik jeg en adresse, hvor der angiveligt skulle dukke nogle rigtig fine biler op til et mindre træf. Så jeg satte vækkeuret tidligt, og trillede af sted mod Malibu lidt nord for Los Angeles lige i takt med, at solen stod op. Da jeg endelig kom frem til en lille parkeringsplads, der lå skjult i landskabet, gik kæben i jorden.

Sjældne biler i strandkanten
Lige foran strandkanten stod en stribe sjældne Ferrari'er. Lakken var beklædt af den tyndeste morgendug, og mens bølgerne slog ind over sandet, kunne man høre bilsnakken løbe i krogene. Jeg kunne mærke gåsehuden brede sig på min krop, for dette var en helt særlig oplevelse.
Den første bil, der betog mig med sit smukke ydre, var en kongeblå Ferrari 250 Cabriolet fra 1960. Det bliver altså ikke smukkere. Eller det skulle da lige være hvis...

... der kom en Ferrari 250 GT Lusso forbi i samme blå kulør. Og det gjorde der selvfølgelig.

AC Cobra er en favorit
En anden klassikerfavorit i USA er AC Cobra, som er en hybrid mellem en britisk sportsvogn monteret med et amerikansk V8-hjerte. De findes i tusindvis som replica'er, og det er yderst sjældent at se en ægte.
Til træffet kom dog en håndfuld ægte Cobra'er, hvoraf du på billedet kan se to af de mindre 289'ere, som er lidt smallere og mindre potente. Der kom dog også en "stor" AC Cobra med 427-motor.

Ferrari F40 i US-spec
En Ferrari F40 skal der også til. Bilen, der var mødt op, var en af de mere sjældne US-varianter, som kun blev produceret i 213 eksemplarer.
En af forskellene mellem US-varianten og den europæiske er, at den amerikanske er udstyret med en aluminiumsbenzintank, hvor den, vi fik på vore breddegrader, i stedet havde en gummibenzintank, som skal skiftes med jævne mellemrum, hvilket er en halvdyr affære.

Stjernen til Amerika
Mercedes 300 SL var en model, der blev skabt til det amerikanske marked, og den ser man mange af til klassiker-træf "overthere". Det er blevet en ekstremt dyr klassiker, og du skal gerne have mindst syv mio. kr. op af lommen for at købe dig et flot eksemplar.
Dette eksemplar var en åben 300 SL, som var udstyret med en meget sjælden original hardtop.

Turbo-kærligheden blomstrer
En af mine personlige favoritter til træffet var (trommehvirvel!!!) en rød Porsche 944 Turbo præcis som min egen, som venter på min hjemme i Danmark. Det var lige sjovt at se et eksemplar på disse kanter, og så en bil som stod så flot. Ja, faktisk lignede det en helt ny bil.

Shelby's udlejningsbil
Den 4-cylindrede turbomotor i den røde 944 Turbo blev dog hurtigt overdøvet af denne Shelby GT350H. Og det er H'et i navnet, du skal lægge mærke til. Det står for Hertz og betyder, at denne bil startede sit liv som udlejningsbil hos netop biludlejningsselskabet Hertz, som stadig eksisterer i dag.
Tanken var dengang, at de skulle prøve at ramme en ny kundegruppe, og det må man sige, de gjorde. Det blev dog værst for Hertz, for kunderne lejede typisk disse GT350H i weekenden, hvor de brugte dem til at køre race, og når de så blev afleveret om mandagen, var de pænt trætte og sønderkørte. I dag er disse Hertz-biler blevet yderst populære blandt samlere.

Klassikeren fra Stuttgart
Vi slutter med et af mine favoritbilleder fra mit første Cars and Coffee i Malibu. I Californien har de lige siden 50'erne elsket 356-modellen fra Porsche, og det er også en fantastisk bil. Det er så ikonisk en model, og den passer så utroligt godt ind i landskabet på vestkysten. Samtidig viser billedet også meget af den hyggesnak, der foregår til disse træf. Alle ejere er ekstremt åbne for at vise deres biler frem, og det virker befriende.
Det er første gang, jeg er til Cars and Coffee ved stranden i Malibu, men jeg kan love jer for, at det bestemt ikke er sidste gang. Du kan se flere billeder fra min bil-tur til USA på min Instagram-profil, Richters Garage.

Hvad er Richters Garage?
Bloggen er skrevet af redaktionschef på Bil Magasinet, Anders Richter. Her handler det om ældre køretøjer, investeringsbiler og livet i selskab med en privat vognpark, der pt. består af to (!?!) Porsche 944 Turbo, en Porsche 996 Turbo samt en BMW 750i E32.
Følg Richters Garage og Bil Magasinet på Instagram for daglige opdateringer.