På roadtrip langs Vesterhavet
Duften af sommer sætter nogle særlige tanker igang, hvis du er bilentusiast. Du vil gerne ud. Ud på de åbne vidder, hvor du kan åbne gasspjældet på vid gab, uden at miljøaktivister ringer til ordensmagten. Personligt er jeg vant til at køre langt sydpå i Europa, når disse lyster melder sig, men i 2019 prøvede vi i stedet at se, om vi kunne køre på et fedt roadtrip – i Danmark. Kan det lade sig gøre? Efter to dages kørsel er svaret et stort og rungende: JA! Og det var fantastisk!

Her er ruten langs Vestkysten
Inden vi så meget som startede motorerne op, havde vi allerede planlagt syv holdepunkter for ruten:
- Bunkermuseet i Hanstholm
- Frokost på Stenbjerg Kro
- Prøve færgen mellem Agger Tange og Thyborøn
- Køre langs kysten ved Thorminde
- Få afprøvet asfaltvejene i øvelsesterrænet ved Oksbøl
- Køre til Rømø
- Snuppe færgen til Sylt

3 biltosser på tur
På turen var vi tre biltosser, som kørte i hver sin bil, og her var lidt for enhver smag. En Chevrolet Corvette C4 Grand Sport med tæt på 300.000 km på tælleren (så er den jo ligesom kørt til...), en original BMW M3 CSL og sidst men ikke mindst min egen Porsche 944 Turbo. Tre forskellige biler, som dog allesammen er skabt til at køre. Så det gjorde vi.
Vi bor forskellige steder i landet, så vi aftalte at mødes på Bunkermuseet i Hanstholm og lade det være vores første stop på ruten. Jeg har været der mange gange, da jeg har familie i området, og det er lige sjovt at besøge hver gang – specielt hvis du har set Olsen Banden i Jylland.

Kystvejen er en af Thy's perler
Herfra kørte vi på en af mine yndlingsveje sydpå. Kystvejen snor sig langs Vesterhavet, og hvis du er til den hårde natur langs vestkysten, så er det altså et syn, som giver dig kuldegysninger. Vejene er lige, og oversigten god.

Et stop på Stenbjerg Kro
Vi gjorde et hurtigt hold i Klitmøller, men afholdt os fra at spise frokost i Cold Hawaii. Vi ville hellere stille sulten på Stenbjerg Kro, som på trods af et diskret ydre leverer mad i meget høj standard. D selv storbyboere kan være mere end tilfreds med. Priserne er heldigvis ikke så storbyagtige, og stedet får vores varmeste anbefalinger. Der var fyldt i krostuen, så det kan godt betale sig at booke bord på forhånd.

Agger Tange er fantastisk
Med fyldte maver fortsatte vi vores fremfærd. Et af højdepunkterne var vejen ved Agger Tange. Her kører du med vand på begge sider af en kilometer-lang og lige asfaltvej. Koblingsfoden på Corvette-ejeren gled, da vi lagde fra land (ups...), hvilket fik de 305 mm brede bagdæk til at lægge et mindre røgslør ud.
Vil du læse om fede biloplevelser hver måned, så husk at starte dit abonnement på Bil Magasinet i dag ved at trykke hér!
Jeg har været på disse kanter af Danmark et utal af gange, men må indrømme at jeg aldrig har kørt ved Agger Tange. Det har været en fejl, og den vil fremover findes på min faste rute, når jeg er på tur i Thy.

Forestil dig lyden fra en M3 CSL...
Sidebemærkning: Selv om brølet fra en Corvette V8 er noget, der kan give genlyd i hele Nationalpark Thy, er der intet, der slår motorsymfonien fra BMW M3 CSL. Dens rækkesekser er monteret med en indsugningsmanifold i kulfiber, og der sidder et spjæld på størrelse med et menneskehoved. Når det åbner op, er det som bilenglene synger en serenade kun for dig.
PS. Agger Tange er et specielt fint sted at teste det omtalte spjæld.

Mod Thyborøn til søs
Fra Agger Tange kørte vi ombord på en færge, der ville få os til Thyborøn. Vi blev dog lige en smule nervøse, da vi så størrelsen på bølgerne, men færgemanden forsikrede os om: "... at det ku' da vær' møj værre."
Vi listede de tre biler ombord, og trak håndbremsen godt, og så satte vi ellers sejl. En fin tur også selv om der er kraftig risiko for søsyge.

Thorsminde og det lige stræk
Med færgeturen vel ude af kroppen, holder vi et stop omkring Thorsminde. Her kører man kilometer efter kilometer med vand på den ene side, og en enorm sandbanke på den anden. Det er en imponerende natur, og der gemmer sig flere af disse perler langs vestkysten, end selv jeg havde troet. Giver det overhovedet mening, at køre hele vejen til Alperne – måske. Men det her kan altså også et eller andet.

Helt alene på 181'eren
'Asfalten vi følger hedder på kortsprog "181". Og det er ikke fordi, den er overrandt af nogen som helst. De fleste stykker er lange, lige og øde. Indrømmet, du kommer ikke til at køre skarpe hårnålesving, men andet kan også gøre det. CSL'eren er måske lidt overkill, men både Corvette'n og 944'eren hyggede sig gevaldigt på de lange lige stræk.

Et roadtrip tager tid
Den samlede tur langs vestkysten er sat til seks timer, hvis vi tæller turen til Sylt med. Men der går hurtigt dobbelt så lang tid med stop, kaffepauser og ikke mindst når vi lige vender om, for at køre et specifikt stykke asfalt en enkelt gang mere. Det er jo det, køreture handler om.
Timerne går, og ved Thorsminde er det altså tid til at slå klaplygterne op på de af bilerne, der er udstyret med dem. Vi slår lejr i et sommerhus ved Henne Strand, så bilerne kan få lov til at hvile til næste dag.

Oksbøl øvelsesterræn – perfekt til en køretur
Næste morgen står vi tidligt op, og kører mod Oksbøl øvelsesterræn. Her er stille, og der er ingen øvelser i gang denne dag. Vi parkerer på en øde p-plads i naturen, hvor vi i ro og fred kan tjekke bilerne igennem, så vi ved, at de er kampklar.

Asfalt-Nirvana i Oksbøl
Mens solen står op, kan vi mærke, at det er disse veje, som virkelig tænder en gnist i os. Det er ikke engang fordi, du behøver køre så stærkt, for at teste din sportsvogn af på disse veje. Svingene er åbne, og du kan godt presse på. Her er ikke mange mennesker, og oversigten er god de fleste steder. De lange tanger på turen var fantastiske, men vejene ved Oksbøl er der, hvor ens blod virkelig begynder at koge.

Vejen til Rømø
Efter et par timer, hvor vi kunne få lov til at lege igennem i Oksbøl fortsætter vi på turens sidste del. 181'eren bliver erstattet af vej 175, som går fra fastlandet og til Rømø. Igen får vi mulighed for at køre med vand på begge sider. Der er masser af muligheder for at stoppe op og kigge ud over de danske herligheder. Det er ikke på dette stykke asfalt, du får udfordret undervognen. Til gengæld kan du prøve en acceleration eller to af, når forholdene er til det.

Til Sylt på gåben
På Rømø prøver vi at få bilerne ombord på en færge til Sylt. Desværre lykkes vores plan ikke helt. Færgen er booket helt op, så vi må lade bilerne stå og fortsætte til fods. Sylt bliver derfor betrådt med vores sko frem for dæk. Om det var fordi, vi manglede vores biler, kan vi ikke helt regne ud, men Sylt var måske lidt opreklameret. Det er bøvlet, at komme derover, og det meste er rasende dyrt, da Sylt er en slags Gammel Skagen for tyskerne.

Køreoplevelser i kongeriget
Og det blev slutningen på vores lille roadtrip langs den danske vestkyst. Vi må nok indrømme, at vi stadig drømmer om at komme en tur til Alperne. Når det så er sagt, er det overraskende, hvor fine køreoplevelser, der gemmer sig i vores eget lille kongerige.

Tour de Vesterhav
Tour de Vesterhav'et er slut for denne gang. Hvis du kender til et sted i Danmark, hvor man kan få en ligeså fantastisk køreoplevelse, så skriv endelig ind til mig på [email protected]
Vil du læse om fede biloplevelser hver måned, så husk at starte dit abonnement på Bil Magasinet i dag ved at trykke hér!

Hvad er Richters Garage?
Bloggen er skrevet af redaktionschef på Bil Magasinet, Anders Richter. Her handler det om ældre køretøjer, investeringsbiler og livet i selskab med en privat vognpark, der pt. består af to (!?!) Porsche 944 Turbo, en Porsche 996 Turbo, en BMW 750i E32 og en Volvo V70 GLT til det daglige arbejde.
Følg Richters Garage og Bil Magasinet på Instagram for daglige opdateringer.