Richters Garage: Vi fikser den hundedyre spoiler på Porsche'n

Anders Richter tager i garagen for at fikse den elektriske spoiler på sin Porsche 996 Turbo, som er et svagt og dyrt punkt på netop den model.

7. april 2018 af Anders Richter

Spoiler-problemer

Faste læsere af disse sider vil vide, at jeg tidligere har haft problemer med den elektriske spoiler på min Porsche 996 Turbo. Spoileren fungerer ved, at der sidder en elmotor, som skaber tryk i et lille hydrauliksystem, hvilket hæver spoileren, når bilen kommer over 120 km/t. 

Da jeg for nylig åbnede motorklappen, kunne jeg konstatere, at der var sivet hydraulik­olie ud, hvilket gjorde, at det ikke fungerede mere.

Afmontering af hydraulikken

Jeg blev nødt til at søge professionel hjælp, for mit tidligere forsøg på at fikse problemet havde tydeligvis ikke gjort andet end at udskyde det egentlige problem. Jeg fik derfor kontakt til et tysk firma kaldet P-Speed.de, som ikke reparerer andet end spoilere til Porsche 996 Turbo og 997 Turbo. 

Systemerne har det med at fejle efter nogle år. Hos P-Speed har de derfor udviklet ny indmad til hydraulikken, så der efter deres eget udsagn, aldrig bliver brug for at rode med det igen.

I en pakke til Bielefeld

Jeg afmonterede hele spoilersystemet og pakkede det ned i en kasse. Herefter sendte jeg pakken (ikke med PostNord...) til Bielefeld i Tyskland, hvor arbejdet begyndte. 

Dagen efter de modtog pakken, fik jeg en fotoserie af mit totalt adskilte spoiler­system, samt en ekstremt udførlig rapport. Det er tysk på den gode måde. En komplet renovering står i omkring 6.000 kr., så det er ikke billigt, men det er under halv pris af, hvad et nyt hydrauliksystem koster hos Porsche. Så jeg betalte, og ventede spændt på at modtage delene retur.


Nu virker spoileren igen

Samlet gik der cirka 14 dage, fra jeg sendte pakken, til systemet kom renoveret retur. Jeg har netop monteret det igen, og alt virker. Så jeg kunne ikke være mere tilfreds. Jeg krydser samtidig fingre for, at jeg aldrig mere kommer til at bøvle med den spoiler.

Nu mangler jeg kun at få monteret en ny kobling, hvilket kræver professionel hjælp, før jeg er klar til at køre sommeren i møde i min drømmebil. Jeg glæder mig som et lille barn til at skrue nummerplader på og fyre op under de 420 hk. 

Hvad er Richters Garage?

Bloggen er skrevet af redaktionschef på Bil Magasinet, Anders Richter. Her handler det om ældre køretøjer, investeringsbiler og livet i selskab med en privat vognpark, der består af en Porsche 944 Turbo, en Porsche 996 Turbo samt en BMW 750i E32.

Følg Richters Garage og Bil Magasinet på Instagram og få daglige opdateringer.

Ris, ros eller idéer til emner på bloggen modtages gerne på: [email protected]

Måske er du interesseret i...