Richters Garage: Sådan sparede jeg 3.000 kr. på min værkstedsregning

Biler skal køres på et stramt budget – specielt når det gælder de ældre af slagsen. Richters Garage har et godt trick, som har givet ham en stor besparelse i denne måned. Læs mere her i artiklen.

21. september 2019 af Anders Richter

Åh nej, Volvo'en er gået i stykker!

Som du kunne læse om for et stykke tid siden, har jeg købt "ny" brugt bil. Det er en Volvo V70 GLT fra år 2000, som du kan læse meget mere om i dette indlæg. Der er altid et eller andet i vejen med brugte biler (regel nummer 1 i brugtbilsbiblen), og sådan var det også i dette tilfælde. De forreste hjullejer larmede, og de sang tydeligvis på sidste vers. 

Jeg gik derfor en tur på Autobutler.dk, der er et site, som jeg i lang tid godt har kunnet tænke mig at prøve af på egen bil. Konceptet er simpelt: Du har en arbejdsopgave på din bil og kan gennem deres site få et tilbud fra tre forskellige værksteder, du selv vælger. Værkstederne er ratet af brugerne, så du har en idé om, det er en tilfældig perlegrusmekaniker eller en mere seriøs af slagsen. 

Tanken var at få skiftet begge forhjulslejer (det er min erfaring, at det er bedst at skifte i par, for der går typisk ikke mange tusinde km, før lejet i den anden side går), og det fik jeg tre priser hjem på. Alle tre lød dog på omkring 5.300 kr. inkl. reservedele, arbejdsløn og moms. Det synes, jeg var lige dyrt nok på en brugt bil, der ikke har kostet en formue (hvis du er interesseret i at finde ud af, hvad jeg har givet for bilen, så køb det næste nummer af Bil Magasinet, som udkommer d. 11/4). Ved at gennemgå tilbuddene kunne jeg se, at det var reservedelene, der gjorde, at regningen blev høj. Så jeg fik i stedet trawlet nettet igennem for et godt tilbud på hjullejer. 

Reservedele købt på nettet

Det tog ca. en god kop kaffe's tid foran computeren, før jeg fandt et godt tilbud. Normalt bruger jeg gerne eBay i enten Tyskland eller England, men denne gang var det altså ikke billigst. I stedet fandt jeg et firma, der hed autodoc.dk. Her kunne jeg få 2 x SKF forhjulslejer på tilbud til 1.083 kr. Det var altså billigt. Jeg bestilte sådan et par, og havde besluttet, at jeg selv ville montere dem. Det kunne da ikke være så svært. 

Efter en nat med knap så meget søvn, da min datter hellere ville ligge på legetæppet end i sin seng med lukkede øjne, tog jeg i garagen for at skifte dem. Jeg fik dog kun lige det ene forhjul af, før jeg gik død i projektet. De fleste bolte var rustet godt sammen, og jeg måtte hurtigt nå til den erkendelse, at jeg sagtens kunne finde ud af at skifte lejerne. Grundlæggende er det bare en masse bolte og skruer ud, og de samme skruer og bolte i igen. Men for første gang nogensinde gad jeg simpelthen ikke bøvle med at fjerne 19 år gamle bolte med rustløsner eller alle de andre cowboytricks. Jeg satte hjulet på og kørte hjem – til lyden af de rumlende hjullejer. 

Nu havde jeg jo købt hjullejerne, som lå i bagagerummet, så jeg fik idéen om at lave en ny sag på Autobutler, og skrive det som det var: At det var min tanke, at skifte dem selv, men at jeg ikke havde tiden til det (eller lysten til at rode med rustne bolte, men det skrev jeg så ikke lige...). Ved dog godt, at mekanikere hader at bruge medbragte dele, så regnede ikke med et positivt resultat.

Afsted på værksted med Volvo'en

Næste morgen lå tre tilbud klar. Det billigste værksted var også det af de tre, som havde den bedste rating. De var klar på at montere mine medbragte hjullejer, og det eneste var, at de ikke kunne give garanti på delene. Selve reparationen ville dog fortsat være dækket af en garanti. De skulle bruge to timer på arbejdet, som ville koste 1.289 kr. i arbejdsløn. Jeg greb nøglerne til bilen med det samme og kørte mod Nordsjællands Automekanik i Allerød

Da var ekstremt flinke på værkstedet, og meget servicemindede. Vi aftalte, at de ikke skulle skynde sig med arbejdet, da jeg alligevel ville være travlt optaget af andre opgaver (læs: Skifte ble, sove, spise, skifte ble, sove, spise, gå på arbejde...). 

Efter et par dage ringede de og sagde, at alt var gået godt. Jeg tog S-toget til Allerød og gik fra stationen og hen til værkstedet. 

3.000 kr. i besparelse på regningen

Jeg betalte de 1.289 kr. i arbejdsløn, og hoppede ud i Volvo'en og de fem cylindre sprang igang med det samme på trods af at være stivfrossen. Ud på motorvejen, ned med højrefoden, mærke de 170 svenske elge ned i asfalten – det er ikke som at blive fyret af med en raket, men lyden er god, og her mærkede jeg for første gang, hvordan den store herregårdsvogn bare glider afsted. Ja, det er en oldschool-Volvo i den forstand, at den er blød som en vandseng, men til det kørsel, jeg skal bruge den til, er det perfekt. Den skal bare være praktisk og komfortabel. Det er dens to vigtigste jobs. Og nu tilbage til det den egentlige historie: 

Oprindeligt fik jeg tre tilbud inkl. dele og arbejdsløn, der lå i omegnen af 5.300 kr. Så gik jeg på nettet og købte delene selv til 1.083 kr. og fik et nyt tilbud på 1.289 kr. i arbejdsløn. Det giver altså 2.372 kr. ialt. Bum! en besparelse på næsten 3.000 kr. 

Jeg er ikke i tvivl om, at du også kan spare penge på Autobutler ved at høre flere forskellige værksteder om den samme reparation. I dette tilfælde var den største besparelse dog at finde på den største post på regningen: Nemlig reservedelene. 

Og jo, jeg ved godt, at dette ikke kan overføres til alle reparationer eller biler, og ja, jeg ved også godt, at rigtig mange mennesker ikke føler sig tryg nok med at bestille reservedele til biler på nettet. Men hvis du er lidt en gør-det-selv-mekaniker, kan der altså være gode penge at spare. Nu er tippet i hvert fald sendt videre til jer derude. 

Måske er du interesseret i...

Vil du have de seneste bilnyheder?

Du får det eksklusive særtillæg, 9 Spændende Bilsamlinger, til download, efter du har tilmeldt dig nyhedsbrevet. Bemærk dog, at der godt kan gå op til to timer.