Porsche's hyperbiler
I Richters Garage elsker vi at kigge tilbage til fortiden, og denne gang skal det handle om (surprise!?!) Porsche, men ikke 911-modeller. Eller næsten ikke i hvert fald. Vi skal nemlig kigge på Porsche's stribe af hyperbiler, og før du brokker dig over, at mange på listen måske ikke er det, vi i dag vil betegne som hyperbiler, så var de det i den tid, de blev født. Dengang var det det vildeste af det vilde.
Her er alt fra den fjerlette Porsche 550 Spyder, som var med til at starte fabrikkens eventyr med centermotorsportsvogne, til 911 Turbo RS, der kun blev produceret i et enkelt eksemplar til en meget heldig tysker med dybe lommer. Vi må dog ikke glemme den vanvittige Carrera GT, der med sin V10-motor udsendte et skrig, som du aldrig vil glemme, når du først har hørt det i levende live. Læs med!

1953: PORSCHE 550 SPYDER
Model 550 Spyder blev mest kendt for at være den bil, som James Dean mistede livet i, da han kørte galt. Men det var også en yderst succesfuld racerbil på grund af en tørvægt på 590 kg.

1963: PORSCHE 904 CARRERA GTS
Som sin forgænger blev Porsche 904 skabt udelukkende til racerløb, men for at deltage, skulle de også lave en gadeversion. De fleste var udstyret med en 180-hestes boxer.

1975: PORSCHE 911 TURBO RS
Den tyske dirigent Herbert von Karajan var en god ven af huset hos Porsche, og derfor fik han specialbygget en 911 Turbo RS med letvægtskarrosse, 260 hk og Martini-striber. Og Herbert var en hård mand for Porsche's ingeniører, for han stillede en lang stribe krav. Bl.a. skulle den veje under 1.000 kg, hvilket var lidt af en udfordring, da vægten til at starte med var på 1.140 kg. Det lykkedes og resultatet kan med jævne mellemrum ses på Porsche-museet i Zuffenhausen.

1986: PORSCHE 959
I midten af 80’erne lancerede Porsche sin 959, som med ét blev verdens hurtigste serieproducerede bil. De 450 hk gjorde den i stand til at ramme 100 km/t på kun 3,7 sekunder.

1996: PORSCHE 911 GT1 STRASSENVERSION
En af de mest ekstreme gade-Porsche’r er uden tvivl 911 GT1. Dybest set er det en Le Mans-racer, som har fået begrænset sin effekt til 544 hk. Kun 21 eksemplarer blev produceret.

2004: PORSCHE CARRERA GT
Projekt Carrera GT var egentlig tænkt som en racerbil, men det endte ud som en gadebil. V10-motoren med 614 hk kunne snurre op til 8.400 o/min, hvor lyden er direkte himmelsk.

2015: PORSCHE 918 Spyder
Porsche 918 Spyder er stadig en af de hurtigste Porsche'r der findes på trods af at den ikke har været i produktion i over fem år. Den blev vist som koncept i 2010, og som produktionsbil i 2013. Der blev produceret 918 eksemplarer, og som noget nyt var den udstyret med både en benzinmotor samt en elmotor og batteri. Systemydelsen lå på 886 hk, og som noget unikt i forhold til dens konkurrenter, kunne 918 Spyder køres udelukkende på strøm.